Dag 10: Drømmefilm napper Guldbjørnen

Guldbjørnen anno 2017 skal sendes til Ungarn.

Det står klart efter en ret overraskende ceremoni, hvor priserne fløj rundt i lokalet som forvildede flagermus. Egentlig var prismodtagerne ikke så overraskende, men de priser, de modtog, var der ikke mange, som havde forudset.

I et show, hvor vært Anke Engelke formåede at holde tempoet højere end de fleste af årets hovedkonkurrencefilm, kunne instruktør Ildikó Enyedi indtage hovedrollen til slut, da hun til taktfaste klap traskede op på scenen for at modtage den gyldne version af bjørnene.

”Det her glemmer jeg aldrig,” sagde instruktøren, som har lavet en film, hvor to menneskers natlige drømme stille og roligt får dem til at nærme sig hinanden.

Filmen har delt alverdens anmeldere over i to halvdele. Nogle mener, at den er smuk og utrolig, mens andre synes, at fortællingen farer vild i sin egne billeder og bliver en for tydelig konstruktion.

Det er uden tvivl billedkunsten, der har vundet årets Guldbjørn, som nærmest står i diametral modsætning til sidste års italienske dokumentarfilm-vinder Fire at Sea.

Politik til det sidste
Men det blev altså en kvinde, der vandt, og det har der også været talt utroligt meget om de seneste dage i Berlinale-paladset.

Berlin har manglet en kvindelig vinder, har mange ment. I år har de så fået hende.

Men egentlig var der ellers ikke så meget politik over afslutningsceremonien, som det ellers er vanen i Berlin.

Anke Engelke slog godt nok fast, at verden de seneste ti dage er kommet til Berlin, og at vi alle sammen herfra ser, hvad der sker ude i vores klodes afkroge. Det må være det, man kalder politisk værtspoesi, men samtidig var det småt med politisk tyngde fra modtagerne af bjørnene. Modtageren af juryens specialpris kom dog tæt på med:

”Vi må lære at elske dem, vi er. Det er vigtigt i denne tid,” sagde Alain Gomis, der fik prisen for sin musikalske og pumpende vilde Kinshasa-fortælling Félicité til salens store begejstring.

Og så var der dem, der slet ikke kunne sige noget.

Den fabelagtige Ana, mon amour fik prisen for kunstnerisk fornyelse – og den var da også den eneste virkelig fornyende film i hovedprogrammet. Her var klipperen Dana Bunescu simpelthen mundlam, da hun endelig kom op til sin sølvbjørn. Hun stod og stirrede på publikum i salen, mumlede nogle få usammenhængende ord, og så smuttede hun ellers.

Kaurismäki blev siddende
De andre priser fordelte sig i så mange retninger, at det nærmest hvinede i både øjne og ører. For der var både priser til overraskelser og forventede film.

Det kunne eksempelvis ikke overraske nogen, at finske Aki Kaurismäki skulle have en pris. Ja, faktisk forventede vi stort set alle sammen, at The Other Side of Hope ville vinde Guldbjørnen, men det blev i stedet til en instruktørpris til finnen, som ganske overraskende ikke ønskede at komme på scenen.

I stedet måtte vært Engelke komme ned til finnen med prisen, og så var det ellers videre til næste pris.

Den gik til Agnieszka Holland, der fik Alfred Bauer-prisen, som gives for at bidrage med nye filmsproglige perspektiver. Den polske veteran modtog prisen med glæde, men tydeligvis også lidt undren.

”Vi har brug for nye perspektiver i de tider, vi lever i lige nu. Vi skal tænke på vores planet,” sagde den polske instruktør fra scenen om Spoor, der helt klart har noget klimapolitisk over sig, men som også er en mærkværdig thriller.

Største bifald til ikke-vinder
Aftenens største bifald gik til én, der ikke vandt.

Nemlig den kvindelige skuespiller i A Fantastic Woman, som blev kaldt på scenen, efter at filmen havde modtaget manuskriptprisen. Folk i salen rejste sig og jublede længe, og Daniela Vega, som spiller en transseksuel kvinde i filmen, måtte overgive sig til tårerne, da klapperiet fortsatte og fortsatte.

Sølvbjørnen for bedste kvindelige skuespiller gik i stedet til Kim Minhee for On the Beach At Night Alone, hvor hun snakker og snakker – og lider og lider – efter et forlist forhold. Kim Minhee bærer filmen flot, men det er nu det visuelle, der står stærkest i On the Beach at Night Alone.

Den mandlige skuespillerbjørn fik Georg Friedrich, som spiller en plaget far i Bright Nights. Østrigeren tog sit tyggegummi ud af kæften og placerede det på Sølvbjørne-statuetten, mens han reciterede et længere digt og rettede på sin kasket.

På den måde minder han overhovedet ikke om sin rolle i filmen, hvor han er en fighter snarere end en poetisk flab.

Vink til Trump
Som noget nyt var der også en pris for festivalens bedste dokumentar. Berlinalen mener nemlig, at der er brug for at dokumentere verden endnu mere i en tid med store politiske forandringer.

Den såkaldte Glashütte-pris (plus 50.000 euro) gik til Ghost Hunting, der er produceret af så forskellige lande som Frankrig, Palæstina, Schweiz og Qatar.

Dokumentaren er en meget eksperimenterede film, hvor instruktøren caster folk i den palæstinensiske by Ramallah for at rekonstruere nogle barske oplevelser.

At give sådan en fortælling en stor dokumentarpris må siges at være et vink med et filmkamera om, at man fra Berlinalens side ikke mener, at verden bevæger sig i den helt rigtige retning i disse år. Særligt med henvisning til den nye amerikanske præsident, der netop har skiftet amerikansk kurs i forhold til en to-stats-løsning i Mellemøsten.

Masser af grin
Men tilbage til hovedprogrammet, hvor årets Berlinale har været præget af, at man griner af verdens undergang. Ikke at undergangen nødvendigvis er værd at more sig over, men humoren om verdens tilstand har været markant i hovedkonkurrencen.

Og man har kunnet grine i mange retninger.

Lige fra den politisksatiriske latter i The Party til den mere overtonede samfundskritiske skraldlatter i Have a Nice Day fra Kina. Der er altså ingen tvivl om, at årets film har kommenteret på verdens tilstand, men Paul Verhoevens jury har valgt at se den anden vej.

Det er nemlig de menneskelige dramaer, der har fået bjørnene i år.

Men humoren har nu alligevel været til stede i mange af de vindende film. For uanset om fokus i årets hovedkonkurrencefilm har ligget på seksualitet og kærlighed (A Fantastic Woman, Ana, mon amour og On the Beach at Night Alone) eller på den aktuelle verdenssituation (The Other Side of Hope og Spoor), så har det været filmenes historie, der i sidste ende har været afgørende og ofte elegant morsomme.

Paradoksalt er det så, at Guldbjørne-vinderen formentlig er den film, hvor færrest har grinet.

Få film vil blive husket
En anden særlig ting ved årets Berlinale har været, at ganske få film har været dårlige. Omvendt er det så også ekstremt få, der virkelig har fået anmelderne op af biografsæderne.

Kun to film har scoret under 2 ud af 4 stjerner i gennemsnit i Screen International, og det er ganske højt.

Til gengæld er det så også kun to film, der har fået over 3 stjerner i gennemsnit, og på den måde vidner Berlinalens 2017-årgang om en masse interessante film, der dog aldrig rigtigt har løftet sig i derop, hvor vi for eftertiden vil huske dem.

Set fra dette veloursæde har de unikke oplevelser i høj grad ligget i sidekonkurrencerne, men gårsdagens hovedkonkurrence-visninger var imidlertid en flot slutspurt. Både Ana, mon amour og Have a Nice Day er uden tvivl de to film, der vil nå længst ud, når Berlinalen er lukket og slukket for i år.

Og særligt sidstnævnte bør være slemt skuffet over ikke at have fået en pris med hjem. Det havde den fortjent.

For sammen med Ana, mon amour taler den til noget universelt, fordi begge film insisterer på, at mennesker stadig er ensomme skæbner uanset, hvilken vej verden drejer. Og derudover formår både det rumænske og det kinesiske bidrag at holde fast i deres fortællestruktur fra start til slut.

Det sidste kan man ikke ligefrem sige om den drømmende ungarske On Body and Soul, der løb med Guldbjørnen i år. Men filmen har uden tvivl behaget juryen og et udvalg af kritikere.