Unikt nærstudie af Nói albinói

”Danmark er et ekstremt udramatisk land. (…) Filmene har det med at handle om et par i slutningen af 30’erne, hvor en af dem har en affære, så familielivet flyver i flint for en tid, inden det falder til jorden igen til slut.”

Sandheden gør ondt, og kritik føles underligt ofte hårdere, når den kommer fra en outsider, der har insiderens viden.

Dagur Kári har både arbejdet og boet en periode i Danmark, og ovenstående svada fyrer han af i en ny bog, der dog primært er et nærstudie af hans mesterlige Nói albinói fra 2003.

Forfatteren Björn Nordfjörds engelsksprogede bog hedder blot Dagur Káris Nói the Albino. Klart og uden omsvøb, hvilket bogen ikke altid selv lever op til.

Bogen er andet skud på stammen i serien Nordic Film Classics — en række analytiske studier af markante nordiske film — som er redigeret af Mette Hjort og Ekkos egen Peter Schepelern.

Det første var Maaret Koskinens Ingmar Bergman's The Silence: Pictures on the Typewriter, Writings on the Screen.

Bedragerisk enkel
Dagur Kári dimitterede fra Den Danske Filmskole med afgangsfilmen Lost Weekend, der ligesom Nói albinói er den udgivet på dvd’en Filmpoeter fra Island med Ekko #49.

I 2005 fik han anmelderroser for Voksne mennesker med Jakob Cedergren i hovedrollen og Nicolas Bro som vennen og dommeraspiranten Morfar.

Inden da debuterede han i hjemlandet med Nói albinói. Det er et poetisk værk om udlængsel, garneret med deadpan-humor og en bedragerisk enkel historie om dagdriveren Nói, der fantaserer om at slippe væk fra landsbyen i de afsidesliggende Vestfjorde, mens en lavine nærmer sig.

Sartres klassiker
Den islandske forsker Björn Nordfjörd er ikke bleg for at sammenligne Nói albinói med Jean Paul Sartres eksistentialistiske klassiker Nausea (1938). Det gør han i bogens fjerde og stærkeste kapitel, ”Isolation, or the Nausea of Nói”.

Nói albinói analyseres til bunds, mens temaer og æstetik nærlæses med fornemmelse for filmens eksistentialistiske udlængselspoesi.

Minutiøse shot-to-shot-analyser åbner filmens centrale scener, som den, hvor landsbyen rammes af en lavine af næsten bibelske dimensioner, mens Nói som en anden Noah redder skindet ved at gemme sig i en kælder.

Nordfjörd mener dog, at filmen bærer på langt mere end blot den slags religiøse allegorier.

Undervejs får man interessante pointer, for eksempel at Nói albinói måske nok har fællestræk med den gængse ungdomsfilm, men at Nóis eksistentielle angst er så omfattende, at filmen overskrider den slags snævre genrebegreber.

Skæv og spændende er også sammenligningen af Nóis fiktive landsby med Springfield i The Simpsons.

Kærlighed til sitcoms
Bogen er opbygget i fire kapitler med hver sin analytiske tilgang. Første kapitel, ”Icebreaker”, er lidt af en rodebunke med en bred introduktion til filmens produktion, distribution og historie samt dens modtagelse.

Andet kapitel, ”Islands”, funderer over sammenhængen mellem geografi og film og øen som fænomen i Nói albinói, mens tredje kapitel, ”Iceland”, drager sammenligninger med andre film om laviner og film, der foregår i randområder. Og endelig er der det førnævnte filosofiske fjerde kapitel, ”Isolation”.

Analyserne trækker på et interview med Dagur Kári, som er placeret sidst i bogen, hvor instruktøren blandt andet overraskende beretter om sin kærlighed til sitcoms.

Guldkorn til den tålmodige
Men trods sin overkommelige størrelse på 149 sider er bogen en tung sag.

Enhver sten vendes, og intet lades uberørt hen i forfatterens forsøg på at favne filmen. Det er en klassisk akademisk form, hvor forfatteren først fortæller, hvad han vil fortælle, derefter fortæller han det, og til sidst fortæller han, hvad han lige har fortalt.

Det er udmærket til bogens primære målgruppe – filmstuderende på gymnasiet og universitetet – men formen vil få den almindelige filminteresserede til at stå af. Ærgerligt, da lærerig læsning og guldkorn venter den tålmodige.

Nói albinói er udgivet på dvd for første gang i Danmark sammen med Ekko #49.