Debat: Valby var faktisk engang Hollywood

I forlængelse af digitaliseringen og tilgængeliggørelsen af samtlige danske stumfilm har dansk films tidlige historie fået ekstra opmærksomhed de seneste år. Interessen er velfortjent, og et tilbagevendende tema i formidlingen er dansk films fordums storhed. 

I artiklen Den store illusion i Ekko #89 har Jakob Stegelmann sat sig for at punktere den store illusion om dansk stumfilms verdensomspændende succes med afsæt i en sammenligning med Hollywood.

Abonnenter kan læse hele artiklen her, mens denne artikel opsummerer. 

I sin artikel trækker Stegelmann først og fremmest på min bog om Nordisk Films Kompagni, og det er jeg beæret over. Siden jeg var teenager har jeg været en stor beundrer af Stegelmann. Saglig, imødekommende og altid åben for det skæve har han taget mig i hånden og ført mig gennem fantastiske universer og udpeget kuriøse detaljer. 

Det er både vigtigt og forfriskende at udfordre antagelser og myter, som ukritisk bliver viderebragt. 

Men Stegelmann skyder med spredehagl og bruger mit arbejde som ammunition i en argumentation, som jeg ikke deler. Nogle af Stegelmanns pointer er for flotte, andre rammer forbi skiven. 

For det giver faktisk mening at tale om denne periode som en storhedstid i dansk film – og ikke mindst at sammenligne den med Hollywood. 

Mere end 90 procent eksport
Film er nærmest født som et transnationalt underholdningstilbud, der kan krydse landegrænser. 

Det er derfor ikke rigtigt, når Stegelmann skriver, at ”fra århundredeskiftet og frem til Første Verdenskrig var filmindustrien endnu ikke global”. 

Filmbranchen var i allerhøjste grad global, og det var den danske filmindustri også. I 1906 blev Nordisk Film skabt som et internationalt selskab, og under syv procent af selskabets film gik til hjemmemarkedet i de første år. 

I gennemsnit producerede selskabet 60 reportagelignende film og 60 korte fiktionsfilm årligt. For der blev sandelig også lavet fiktionsfilm i de tidlige år – modsat hvad Stegelmann hævder. 

Grunden til at fremhæve det globale er, fordi man kan få det indtryk af Stegelmanns artikel, at filmindustrien først blev global med Hollywoods opståen. 

Begiver man sig ud i en sammenligning mellem dansk stumfilm og Hollywood, er et godt udgangspunkt at overveje, hvornår Hollywood blev en magtfaktor internationalt? 

USA udelukker europæiske selskaber
Hollywood indtog først en dominerende position på det filmiske verdenskort efter Første Verdenskrig. 

Før krigen stod den europæiske filmindustri stærkt, og en generel vurdering er, at halvdelen af de film, der blev vist i USA frem til 1908, kom fra det gamle kontinent. 

Det var før, den amerikanske filmindustri blev dominerende, at Nordisk Film og dansk stumfilm havde sine gyldne år. 

Nordisk Film fik ganske rigtigt aldrig ordentligt fodfæste i USA, som Stegelmann skriver. 

Årsagen er ganske lige til. 

Førende amerikanske filmproducenter dannede i 1908 Motion Picture Patents Company (MPPC). Det var en kartellignende sammenslutning, der udelukkede stort set samtlige europæiske filmselskaber fra det lukrative amerikanske marked. 

Nordisk Film var fortvivlede over ikke at komme med i kartellet, og sammen med en overproduktion af film og en manglende kontrol med distributionen af film opstod der en dyb krise i den europæiske filmindustri. 

En krise, som Nordisk Film viste vejen ud af. 

De lange film
Omkring 1910 omlagde Nordisk Film som det første filmselskab i verden store dele af sin produktion til lange film. 

De lange film varede 30-45 minutter og kunne udfylde en hel biografforestilling, der indtil da havde bestået af et program af flere korte film. 

I løbet af få år nåede mange af de lange film en længde på halvanden times tid, som siden er blevet standarden for spillefilm. 

Med indførelsen af de lange film blev der opført egentlige biografer med filmforevisning for øje. Filmstjerner blev en del af markedsføringen af de længere og dermed dyrere film. Og distributionen af film blev sat i et system, der ligner det, som eksisterer i dag. 

Selv om biografpublikummet i det meste af verden tog de lange film til sig, holdt MPPC-kartellet i USA stædigt fast i de korte fiktionsfilm. Her ligger nok en forklaring på, at eksempelvis lange film med Asta Nielsen aldrig blev populære i Hollywoods hjemland. 

De amerikanske filmfolk, som ville ud af det jerngreb MPPC holdt branchen i, søgte til Californien og skabte Hollywood. Cecil B. DeMilles The Squaw Man fra 1914 betragtes som en af de første lange film produceret i Hollywood. 

På det tidspunkt havde Nordisk Film allerede produceret 204 lange film. 

Fordelagtige kontrakter
Nordisk Film opfandt ikke de lange film, men industrialiserede fremstillingen af dem. 

Det er her, at sammenligningen med Hollywood er på sin plads. Som det første filmselskab i verden omlagde Nordisk Film sin produktion til lange film. Det førte til en kort, intensiv periode på omkring fem år, hvor det danske selskab hørte til blandt de store spillere. 

Den fantastiske konkurrencefordel, Nordisk Film fik ved at være først, udmøntede sig i nogle ganske fordelagtige kontrakter. 

Som kunde hos Nordisk Film forpligtede man sig til hver uge at aftage et fast antal af film flere år ud i fremtiden. For at få de attraktive lange film blev en køber nødt til også at aftage de mindre attraktive film. 

Principperne er helt på linje med to begreber fra Hollywoods storhedstid: block booking, der indebar, at biografer ikke kunne aftage en enkelt film, men skulle aftage en hel pakke af mere eller mindre gode film, og blind bidding, hvor filmene blev købt ubesete.

Censur og selvregulering
Med filmene afsat flere år ud i fremtiden handlede det for Nordisk Film om at tilrettelægge produktionen så effektivt som muligt. 

Man etablerede en manuskriptafdeling og ansatte en fast stab af instruktører, skuespillere, fotografer og teknikere. 

”Firmaets fabrikata,” som selskabet selv omtalte filmene, blev fremstillet på en afdelingsopdelt samlebåndslignende facon. 

Forfatteren skrev manuskriptet, der blev overdraget til instruktøren, som efter at have indspillet filmen gav den videre til klippeafdelingen. Øverst stod selskabets ledelse, der planlagde og styrede produktionen. 

Hvis det lyder bekendt, ja, så var denne produktionsform kernen i det studiesystem, Hollywood fik succes med i knap 50 år. 

Med retningslinjer for filmforfattere og censur-cirkulærer indførte Nordisk Film en detaljeret selvcensur og selvregulering. Den skulle sikre, at filmene kunne nå det bredest mulige publikum og undgå at blive censureret på de forskellige internationale markeder. 

Det ligner de selvbestaltede regler, Hollywood pålagde sig selv helt frem til slutningen af 1960’erne. 

”Med Hollywood menes en by, der producerer enorme mængder af film, som eksporteres til hele verden,” skriver Stegelmann. 

Det var lige præcist, hvad der skete i Valby i første halvdel af 1910’erne. Produktionen toppede i 1915 med 174 film, hvoraf de 96 var lange, og selskabets film blev set fra Vladivostok til Rio de Janeiro, fra Bergen til Cairo. 

Et håndfast udtryk for selskabets succes kan aflæses i, at der i årene 1912-14 blev udbetalt, hvad der i vor tid vil svare til omkring 172 millioner kroner i udbytte til aktionærerne og bonusordninger. 

Mig bekendt er der ikke siden noget andet dansk filmselskab, som på to år har skabt så stort et overskud på filmproduktion alene. 

Forfiner æstetikken
Når jeg bliver citeret for, at de danske film fremstår primitive sammenlignet med eksempelvis samtidige amerikanske film, knytter det sig til en udbredt antagelse i dele af den tidligere forskning i dansk stumfilm. 

Her forklarede man dansk films succes og senere krise i filmenes kunstneriske kvaliteter, men jeg betragter ikke de tidlige danske film som særligt nævneværdige. 

Jeg har derimod argumenteret for, at forklaringen på Nordisk Films succes også skal findes i industrielle og organisatoriske forhold. 

De film, jeg omtaler som primitive, er fra årene før Nordisk Film begyndte at producere lange film. Med den længere spilletid fik instruktørerne mulighed for at folde mere avancerede fortællinger ud. Og i modsætning til, hvad Stegelmann anfører, benyttede instruktørerne sig også af både nærbilleder, halvtotaler og krydsklipning. 

Det er rigtigt, at danske film fra perioden kan fremstå statiske. I dansk og europæisk film dyrkede man nemlig en tableauæstetik, der adskilte sig fra den amerikanske klippestil, som blev toneangivende i 1920’erne. 

Instruktørerne på Nordisk Film udviklede og forfinede tableauæstetikken, hvor de enkelte scener er optaget i længere, uafbrudte indstillinger. Det kræver, at man gennem skuepillernes koreografi i samspil med dekorationerne, lys og skygge styrer tilskuerens opmærksomhed i den enkelte scene. 

A-film og B-film
Nordisk Film var selv udmærket klar over, at filmene var af svingende kvalitet. 

Ledelsen skelnede selv mellem hastigt producerede standardfilm eller ”samlebåndsfilm”, der kunne opfylde kontrakterne, og prestigeprojekter, som skulle bidrage med at profilere selskabet. 

På samme måde skelnede man senere i Hollywood mellem de ambitiøse A-film med kendte skuespillere og de hurtigt producerede B-film, som blev lavet på et skrabet budget. 

På endnu et punkt foregreb selskabet i Valby altså mekanismerne i studiesystemet. 

Nationalt selvsving
Jeg er enig med Jakob Stegelmann i faren for at gå i nationalt selvsving hver gang, det smager det mindste af dansk.

Stegelmanns sammenligning mellem dansk stumfilm og Hollywood knytter sig til det halve århundrede, hvor den amerikanske filmindustri på højtryk producerede film, som nåede fjerne afkroge på kloden.

Den status opnåede dansk film ikke, inden Hollywood positionerede sig tungt på verdensmarkedet.

Nordisk Films storhedstid varede kun godt fem års tid – fra 1910 til 1915/16 – inden ydre omstændigheder spændte ben for selskabets internationale drømme.

Men selskabets samlebåndslignende produktion af film, de fordelagtige distributionskontrakter og styring af filmenes indhold foregreb Hollywoods succesfulde måde at organisere sig på.