Velkommen til Armadillo

At sandheden er krigens første offer, er en elementær børnelærdom, som danske journalister ikke kender, når det gælder vores krig i Afghanistan. De betragter forsvarsministeren og hærens talsmænd som sandhedsvidner og rapporterer loyalt alt, hvad der bliver sagt. Skandaler handler kun om perifere ting, som jægersoldaten Thomas Rathsacks bog I krig med eliten og Forsvarsministeriets klodsede forsøg på først at bremse den, siden at bevise dens farlighed ved at lægge en hjemmefabrikeret oversættelse til arabisk ud på nettet. Det var så dumt, at selv danske journalister måtte føle sig fornærmede.

Siden da har instruktøren Christoffer Guldbrandsen i et interview i Filmmagasinet Ekko afsløret, at en læk i Forsvarsministeriet satte Rathsack og hans kollegaers liv på spil, da de var på hemmelig mission i Irak. I kulisserne blev det hvisket temmelig højt, at det var forsvarsminister Søren Gade selv, der var lækken. Men heller ikke i dette tilfælde følte den danske presse nogen trang til at spille rollen som fjerde statsmagt og opgav ganske simpelt at forfølge sagen.

Når det gælder snapshots til forsvarsministerens private fotoalbum, er dansk presse altid leveringsdygtig. Når det gælder alt andet, især noget så uhørt som kontrol af en magthaver på kanten af misbrug, gribes den af distraktion. Nu er forsvarsminister Søren Gade desuden gået af, så hvorfor grave videre i en sag, der kun kan gøre os alle sammen kede af det?

Christoffer Guldbrandsen havde allerede brudt med god tone, da han i sin dokumentarfilm Den hemmelige krig fra 2006 forfulgte en historie om afghanske fanger, der af danske soldater blev udleveret til den amerikanske hær – til trods for at vores allierede åbenlyst havde erklæret, at de ikke havde til hensigt at overholde Geneve-konventionerne. Det var meget ukollegialt af Guldbrandsen,  og flere medier gjorde da også, hvad de kunne, for i et uskønt samarbejde med Forsvarsministeriets spindoktorer at tage brodden af filmens anklage.

Guldbrandsen havde set noget, de andre journalister, som havde været Forsvarets gæster i Afghanistan, også havde set, men bare ikke syntes, de havde lyst til at fortælle. Han havde set, at danske soldater ikke var i Helmand for at hjælpe, men for at slå ihjel. Det er jo ganske logisk. Det er det, krig handler om. Det er det, soldater er uddannet til. Det er derfor, de bærer våben og har forstand på at bruge dem. De er der ikke for at hjælpe skolepiger over gaden. De er der for at slå ihjel. Guldbrandsen gjorde ikke andet end at påpege det indlysende.

Ucensurerede soldater
Men hans påstand er lige så stødende i dag, fire år efter, for den danske presse har i mellemtiden intet gjort for at korrigere sin opfattelse af krigen i Afghanistan. Den fastholder sin absurd rosenrøde påstand, at Forsvarsministeriet uvist af hvilken grund bekoster den løbende udstationering af 750 svært bevæbnede pacifister i den afghanske Helmand-provins, og den ser det først og fremmest som sin opgave at oversætte ministeriets stadig mere tågede forklaringer på vores tilstedeværelse i populære og letforståelige historier, der kan sikre befolkningens fortsatte opbakning.

Krigen i Afghanistan er med den danske presses medvirken ikke blot forsvundet i et tågeland af løgne. Den er også svøbt i et helt utåleligt hykleri, som kun kan forklares ud fra vores næsten 150 år lange historie som pacifistisk, militant voldsfornægtende nation. Vi er simpelthen konstitutionelt ude af stand til at erkende, hvad det er, en dansk soldat foretager sig, når han afsikrer sin M36- stormriffel og retter den mod et andet menneske.

Det er derfor, instruktøren Janus Metz’ dokumentarfilm fra den danske krig i Afghanistans Helmand-provins, Armadillo, virker så chokerende. Den opnår sin effekt på en baggrund af virkelighedsfornægtende hykleri og et helt århundredes fortrængninger. I grunden er den en helt nøgtern, ukommenteret skildring af krig, sådan som krig nu engang er, fuld af kedsommelig venten, ængstelse, angst, voldsomme, ukontrollerbare følelsesudladninger, mod, menneskeforagt, invalidering, drab, først og fremmest drab.

Det var de danske styrkers yderste forpost i Helmand-provinsen, Camp Armadillo, Janus Metz valgte, da han sammen med fotografen Lars Skree ville lave en dokumentarfilm om vores krig i Afghanistan. Her er det de unge soldaters opgave at komme i kamp, eller, som det hedder i hærens underdrejede jargon, at ”holde Taliban beskæftiget”. Forsvarsministeriet gav ham ubegrænset adgang. Han var der i tre måneder i foråret og sommeren 2009, og soldaterne vænnede sig så meget til kameraets tilstedeværelse, at de til sidst glemte det. Det er ikke Janus Metz’ nøgne og nøgterne film om en krig, dens deltagere og menneskelige konsekvenser, der er ucensureret. Det er soldaterne selv.

Alle danske instruktører og fotografer, der har været i Helmand, kunne have lavet denne film eller en lignende. De valgte bare ikke at gøre det. Måske havde de ikke det fysiske mod til at bevæge sig ud midt i kugleregnen, springe ned i en grøft, op igen, løbe hen over en mark, dukke sig, rulle rundt i mudderet, blive åndeløst liggende, hele tiden med et tændt kamera i hånden. Det moralske mod havde de i hvert fald ikke. De havde godt læst tidens tegn. De vidste, hvad der blev forventet, og hvad der ikke blev forventet af dem. Det var kugleregnen derhjemme, de var bange for.

Talibanere med cojones
Et stykke hen ad vejen ligner filmen andre dokumentarfilm fra Afghanistan. Forberedelserne til afrejsen, afskedsscenerne i lufthavnen, ankomsten, de første briefinger, den første patrulje, hvor ingen endnu har fundet rutinen, men bevæger sig akavet rundt i landskabet. Men allerede her er der en rå kant, en tone af skarphed, vi ikke har set før.

Et afskedsparty, hvor de kommende udsendte samler sig om en halvnøgen kvinde i sort læder, der ydmyger sine usikkert fnisende ofre, alt imens de andre ser til. En briefing, hvor vi for en gangs skyld hører, at de dårligt bevæbnede talibanere er en formidabel modstander. Selv en lille gruppe på ti-tolv mand kan finde på at udfordre en tre-fire gange så stor dansk styrke. De har cojones , som det med modvillig anerkendelse hedder. Og så et spørgsmål fra den ene soldat til den anden: ”Vil du ryge en cigar, når du har slået din første talibaner ihjel?”

Så følger dagliglivet i lejren, der kan minde om et lidt mere teknisk avanceret Wild West-fort, rutinen, patruljerne. Der er skudvekslinger, baghold, soldaterne sprænger sig i dramatiske billeder vej gennem mure for at storme ind på gårdspladser, hvor der aldrig er nogen talibaner at finde. De sporadiske kontakter med befolkningen vidner om soldaternes totale mangel på forståelse for levevilkårene i skyggen af en 30 år lang krig.

De lokale selv er afvisende over for enhver dialog. Alle taler forbi hinanden. Én efter én pilles soldaterne ud af vejsidebomber eller fjendtlige kugler og må sendes hjem med bortsprængte ben eller skæmmende sår i hovedet. Nogle vender tilbage, andre ikke.

Endnu synes filmen at savne retning i sin omhyggelige redegørelse for liv og død i Camp Armadillo, men pludselig samler de spredte detaljer sig til et helt billede, og det er filmens første store chok. Soldaterne har mistet modet. De er desillusionerede og kan ikke se meningen med det, de foretager sig. Det er ikke kun deres egne tab, det er i lige så høj grad fjendens usynlighed, der aflejrer denne følelse af truende meningsløshed. Da der bliver bedt om frivillige til et natligt baghold, siger de fleste nej. De tror ikke mere på deres mission.

Likvideringer
Filmens andet og afgørende chok kommer, da soldaterne finder en kur for deres mismod: drab, likvideringer, synet af dræbte fjender, følelsen af mishandlede lig mellem hænderne.

Det sker under et baghold, som udvikler sig til en daglang kamp, hvor to danske soldater såres foran kameraet og derpå evakueres i helikoptere, alt imens fronterne hele tiden forrykker sig, og fem medlemmer af Taliban fanges i en grøft bag de danske linjer. Grøften bliver overdænget med granater, og da de danske soldater rykker frem, finder de fem hårdt sårede talibanere, som de derpå afliver.

Det ser vi ikke, men vi ser de dræbte få minutter efter, at livet har forladt dem, indsmurte i blod og jord. Vi ser danske soldater smide rundt med ligene af deres dræbte fjender og behandle dem, som en slagteriarbejder behandler de opskårede svinekroppe, når han slænger dem hen over de blodindsmurte fliser. Vi hører dem tale om de dræbte talibanere, som var de ikke andet end dødt, dyrisk kød. Vi ser dem prale af de drab, de netop har begået. Vi ser dem i en adrenalinpumpende tilstand, der knap er til at skelne fra blodrus, og som måske er blodrus. Vi ser dem smykke sig med de dræbte fjenders våben og ligne grinende bersærkere fra en fjern fortid i menneskehedens historie, et stykke barbari, vi troede, vi for længst havde ladt bag os.

Der følger en debriefing, hvor der omhyggeligt redegøres for ”likvideringerne”, som de åbenlyst benævnes. Tonen også ved denne officielle lejlighed er uhørt rå, stemningen euforisk. Men ikke hos alle. Der er soldater, som aldrig træder frem i filmen, som ikke bryder sig om det, de har hørt og set og deltaget i. Én af dem har betroet sig til sin familie, og en oprørt mor har ringet til Hærens Operative Kommando og spurgt, hvad det egentlig er, der foregår i Afghanistan.

Militærpolitiet bliver sat på sagen. Den sergent, der ledede patruljen holder en brandtale, hvor han skælder ud på forræderen og sladderhanken iblandt dem og fremhæver, at den kamp, de netop har vundet, er gjort af samme stof som myter. Han er stolt af dem. Det er militærpolitiet måske også. Frikendt bliver de i hvert fald, og de soldater, der øjeblikket før var under anklage, belønnes med medaljer af en synligt rørt kaptajn: ”I er kraftedeme seje.”

Skrøbelig civilisation
Armadillo er en chokerende film fuld af stærke spørgsmål, som den ikke selv skal besvare, fordi de skal besvares af
os, borgerne i Danmark, en krigsførende nation, der ikke vil vide af, at det er det, den er.

De færreste vil sikkert midt i chokket sige til sig selv: ”Jamen, det er jo sådan, krig er. Sådan ser krigen ud, og enhver, der benægter det, har ingen ret til at tale med.” I stedet tror jeg, de allerfleste af os ved synet af soldaterne og deres omgang med de dræbte med et gisp vil spørge os selv: ”Skulle det være os? Er det virkelig danskere, officielle repræsentanter for vores land, der opfører sig på den måde?”

Der er et dansk selvbillede, der uopretteligt smadres i Armadillo . Der er en smertelig opvågnen i denne film. Efter Armadillo vil det aldrig være muligt at tale om Afghanistan som før. Det vil heller ikke være muligt at se os selv som danskere på samme måde som før.

Armadillo er en uafviselig dokumentation af, hvor hurtigt forråelsen kommer til mennesker, hvor tynd en væg, der adskiller civilisation fra barbari, og hvor let den nedbrydes. I næsten 150 år har vi troet, at vi som danskere inkarnerede godhedens princip i en verden, der uden for landets grænser var en moralsk gråzone, at vi i næsten genetisk forstand var født til at være fredsommelige, hjælpsomme, uden morderiske tilbøjeligheder, og at historien havde givet os den mission midt i kaos at præsentere en passiv godheds flade ansigt. Den illusion er nu taget fra os, og det er godt det samme.

Janus Metz har ikke som Christoffer Guldbrandsen en sag, han skal forfølge, en bevisførelse, han skal gennemføre, en anklage, der skal føre til en dom. Han har blot et altregistrerende kamera. Derfor kan hans film også ses og opleves på to grundlæggende forskellige måder.

Der vil være mennesker, som vil forlade denne film dybt rystede, fulde af en eksistentiel kvalme. Der vil være andre, som går fra den i en farligt opstemt tilstand. Der vil være dem, der betragter den som et glødende antikrigsmanifest, og der vil være dem, der bifalder den som en rekrutteringsvideo for en hær, der appellerer til de samme morderiske instinkter som rockergruppernes bandekrige.

Jeg er ikke i tvivl: Der findes unge mænd i dette land, som vil føle sig tiltrukket af det, filmen viser. De vil muligvis ikke give udtryk for deres begejstring offentligt. De vil i stedet lade sig rekruttere til krigen i håb om med nationens billigelse, at få en legal adgang til drabets
adrenalinsus.

Reaktionen på denne film afhænger af, hvem du er. Den afhænger også af, hvem vi ønsker at være som fællesskab. Armadillo er ikke nødvendigvis et argument imod krig. Men den er et uafviseligt argument for ærlighed omkring krigen.

National krisehjælp, nu!
Krig er altid af det onde, men det udelukker ikke, at krig nogle gange kan være uundgåelig og nødvendig. I forsvaret for civilisationen kan vi blive nødt til midlertidigt at alliere os med de instinkter, der trives bedst i barbariet, og det er altid en farlig balancegang. Hvis vi benægter, at vi i en hvilken som helst krig – både den, der føres i en god sags navn, og den, der føres i en dårlig – også opmuntrer de destruktive kræfter i os selv, så mister vi balancen, og taber vi den, bryder civilisationen sammen – den civilisation, som vi påstod, vi kæmpede for.

Det er ikke kun sådan, at ofre har brug for krisehjælp. Sejrherrer har det også. Og efter Armadillo står det klart: Danmark er en nation, der har brug for terapi. Det betyder ikke, at vi alle sammen skal gå til psykolog, for demokratiet har sin egen udgave af krisehjælp. Det er den offentlige debat. Det er her, vi i fællesskab undersøger den virkelighed, vi er en del af, og beslutter, hvad vi vil med den. Det er også her, vi sammen finder ud af, ikke blot hvem vi er, men også beslutter, hvem vi vil være.

Det er spørgsmål, som på én gang er eksistentielle og politiske, og som vi nu i årevis har udskudt ved hjælp af alle tænkelige løgne og fortielser. Efter Armadillo er det ikke længere muligt. 

Armadillo er noget større end en debatfilm og meget mere end en politisk bombe. Den er et jordskælv i en nations selvforståelse.