Venedig-åbning til gadesmarte ironikere

Venedig er måske nok verdens ældste filmfestival, men taler man prestige i festivallandskabet, plejede Mussolinis prestigeprojekt altid at hale efter Cannes.

De senere år er det dog begyndt at vende, fordi festivaldirektør Alberto Barbera er lykkedes med at køre Venedig-festivalen i stilling som efterårets helt store startbane til Oscar-ræset.

For hvor man i Frankrig nærmest kan stirre sig blind på den store filmkunst, er publikumstække også et kvalitetsstempel i Venedig.

Det gælder ikke mindst årets stærke program, som tæller nye film fra store Oscar-navne som Luca Guadagnino, Alejandro G. Iñarritu, Martin McDonagh og Todd Field.

Foruden selvfølgelig dansk films måske mest markante profiler, Lars von Trier og Nicolas Winding Refn, der begge vender hjem til Danmark efter i mange år at have gebærdet sig på engelsk.

Refn kommer til direktørtid på næste fredag med sin Netflix-finansierede noir-serie Copenhagen Cowboy, mens von Trier har været det helt store samtaleemne her på første dag, hvor vi, der sloges med billetsystemet og sejrede, har kunnet binge alle fem afsnit af Riget: Exodus.

Mere herom i dag klokken 13!

I gæld til Noah Baumbach
En anden markant verdenspremiere i år er Noah Baumbachs White Noise, der som et særligt kvalitetsstempel åbner både filmfestivalen i Venedig og, om en måneds tid, New York Film Festival.

Det er 52-årige Noah Baumbachs første film efter den knusende og forrygende Marriage Story, og det giver god mening, at den amerikanske newyorker-instruktør lader til at have fundet sig et hjem på Lidoen.

Ad omveje kan festivalen nemlig nærmest takke ham for sin nye, gadesmarte profil.

Tilbage i 2017 var det hans Cannes-film The Meyerowitz Stories (New and Selected), der sammen med Bong Joon-hos Okra fik Netflix fordrevet fra Croisetten, da jurypræsident Pedro Almodóvar sammen med festivalledelsen lod sig forarge over, at de to film ville få premiere samtidig på streamingtjenesten og i biografen.

Kort efter blev streamingtitler bandlyst i Cannes, og lige siden har Venedig nydt godt af Netflix’ guldrandede prestigeproduktioner.

Her kan tælles Jane Campions The Power of the Dog, Paolo Sorrentinos The Hand of God, Alfonso Cuaróns Roma, der løb med hovedprisen Guldløven i 2018, og ikke mindst Marriage Story, der havde verdenspremiere på Lidoen i 2019.

Hans nye film er i et helt andet spor.

Frapperende kunstighed
Hvis hjerteblodet i Marriage Story er den dirrende ægthed, med hvilken Baumbach skildrer ægteskabets sidste, brandvarme kærlighedsgløder, er den satiriske White Noise gennemsyret af frapperende kunstighed.

Filmen fremstiller en medieret verden af tabloidaviser og radioreklamer, hvor viden reduceres til Trivial Pursuit-svar, og dialogen leveres som løsreven knækprosa. Imens søger og går mennesker forbi hinanden, badet i fjernsynets vekslende farveskær.

White Noise foregår i 1984 og handler om den trinde akademiker J.A.K. – Jack – Gladney, stifter af fakultetet for Hitler-studier på universitetet College-on-the-Hill, og hans familie med konen Babette og deres myldrende sammenrend af mine, dine og vores børn.

”Familien er kilden til al misinformation,” deklamerer Jacks kollega Murray, gævt spillet af Don Cheadle, og snakken går på kryds og tværs i køkkenet og fakultetskantinen.

Dødbringende kemikaliesky
Døden er den store kilde til nysgerrighed.

Som når familien stimler sammen for at se optagelser fra flykatastrofer og biluheld i tv. En art kollektiv fejring af, at det blev dem og ikke os.

Lige indtil en lastbil kolliderer med et godstog uden for byen og sender en dødbringende kemikaliesky op mod himlen. Jack har svært ved at se en fastansat universitetsprofessor flygte fra hus og hjem, for statistisk set sker den slags kun for lavindkomstfamilier.

Selv da politibiler beordrer befolkningen at evakuere, strider Babette imod. ”Fik du det indtryk, at de stillede et forslag, eller virkede det en smule mere obligatorisk?” spørger hun.

Mellem floskler og fakta
White Noise er baseret på en postmodernistisk kerneroman af Don DeLillo. Romanen spidder 80’ernes informationssamfund, dengang man i intellektuelle kredse var begyndt at ane, hvordan massemedier slog sprækker i folkets sammenhængskraft.

De sprækker er vokset til kløfter i en tid med fake news og SoMe-ekkokamre, så selv om satiren stadig er vedkommende, er den ikke længere helt så skarp.

Hvad Noah Baumbach til gengæld dyrker i sin meget loyale filmatisering, er Don DeLillos staccato-dialog og morsomme karnevalsforvirring. Her sidestilles banale bonmoter, skarpsindige betragtninger og tørre oneliners som et konstant bombardement af floskler og fakta.

Karaktererne overbelastes af information, der ender med at være lige så meningsfuld og uomgængelig som den svage baggrundsbestråling, der findes overalt som rester efter Big Bang, og som i gamle dage manifesterede sig som sne på skærmen og skrat på radioen.

Gadesmarte ironikere
Midt i det hele står Adam Driver, helt uvant lasket med vom og akademikerarrogance, og Greta Gerwig, neurotisk på vej mod det selvudslettende.

De er skrøbelige væsner omgivet af fjendtlig fakta, som det hedder sent i filmen, begge patologisk optaget af ikke at dø først og falde uden for livets betryggende konformitet.

De er stærkt underholdende, forskruede midtpunkter i filmens kaos. Men måske er filmen for intellektuel til sit eget bedste.

Selv om White Noise er leveringsdygtig i utallige begavede replikker, var der ikke mange skraldgrin blandt kritikerne i salen. Selv om det med flere længder må være Baumbachs dyreste film, er det svært at se for sig, at han vil ramme lige så bredt et publikum som med Frances Ha eller While We’re Young.

Til gengæld taler han direkte til sit kernepublikum af gadesmarte ironikere, dem med Douglas Coupland, Bret Easton Ellis og Umberto Eco på natbordet. Det føles helt på sin plads, at filmen slutter med et nyt nummer fra LCD Soundsystem.