Sponsoreret
17. sep. 2021 | 15:43

Verdens fedeste musikfilm i hele landet

Foto | Native Voice Films
Betty: They Say I'm Different er navnet på en dokumentar om funkdronningen Betty Davis, der sammen med 30 andre perler kan ses på Musikfilm Festivalen.

Hedonistiske rockstjerner, skæve musikere og den bedste koncertfilm nogensinde er på programmet, når Cinemateket inviterer til Musikfilm Festivalen i fem danske byer.

Af Filmmagasinet Ekko

Musik og film er to af de største fornøjelser i livet. Og euforien kan nå uanede højder, når de to bliver slået sammen i skøn forening.

Derfor er der al mulig grund til at deltage, når Cinemateket afholder niende udgave af Musikfilm Festivalen fra i dag den 17. til den 26. september.

I den periode kan man deltage i spændende særarrangementer og se 30 film, der spænder fra Danmarks-premierer over internationale hits og til perler fra arkiverne.

I år er Musikfilm Festivalen udvidet med to dage, fordi løjerne løber af stablen i hele fem danske byer samtidig. Således kan man både i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Kolding se nogle af de fedeste musikfilm nogensinde.

Vi anbefaler herunder ti film fra det forrygende program!


Fri fest med Depeche Mode

Årets udgave af Musikfilm Festivalen bliver officielt sparket i gang med noget af et musikalsk brag.

Cinemateket i København inviterer til fredagsfest med hele fire visninger af Depeche Mode: Live Spirits på en gang. Publikum kan se koncertfilmen med det elektroniske popband både i de to biografer og på to lærreder ved festivalens bar.

Der er gratis adgang, så festen med det engelske popband bag hits som Enjoy the Silence og Personal Jesus er for alle.

Filmen er instrueret af hollandske Anton Corbijn (Joy Division-filmen Control), der er kendt som alverdens musikeres bedste ven. Filmskaberen har også taget sort-hvide portrætbilleder af nogle af tidens største rockstjerner. Med ham bag roret er der garanti for en god aften i musikkens tegn.

Se filmen 17/9 i København.

 

Den bedste koncertfilm nogensinde

Jonathan Demmes Stop Making Sense om kultbandet Talking Heads fra 1984 er blevet døbt den bedste koncertfilm nogensinde.

Det forstår man godt, for filmen er simpelthen umulig at sidde stille til. Optagelserne er fra en koncert The Pantages Theatre i Hollywood, hvor forsanger David Byrne starter med at gå på scenen og spille bandets signatursang Psycho Killer.

Først ved det sjette nummer, poprock-klassikeren Burning Down the House, er bandkonstellationen komplet, og så løfter taget sig for alvor.

De to simultane visninger filmen er med bar, dj og dansegulv, så festen er sikret!

Se filmen 24/9 i København.


Musikfilm i verdensklasse

Vi bliver et øjeblik ved David Byrne, der faktisk har medvirket i endnu en film, der er en af de bedste koncertfilm nogensinde.

Den legesyge Talking Heads-forsanger skaber med hjælp fra den politisk bevidste instruktør Spike Lee magi i David Byrne's American Utopia. Her iscenesætter den karismatiske frontfigur gennem sang og dans et Broadway-teaterstykke om den politiske situation i USA netop nu.

”En gåsehudsfremkaldende musikfilm i verdensklasse,” skriver Ekkos anmelder og giver fem stjerner til David Byrne's American Utopia.

Snyd ikke dig selv for også at blive grebet af den overvældende oplevelse, når øjne og ører bliver sendt på overarbejde i et veritabelt sansebombardement af en film.

Se filmen 22/9 i Odense, 23/9 i Kolding, 24/9 i Aalborg, 26/9 i Aarhus samt 19/9 og 26/9 i København.


Underholdende musikfænomen

Annie Clark er bedre kendt under kunstnernavnet St. Vincent – ikke at forveksle med filmen af samme navn. Musikeren har faktisk kastet sig ud i filmens verden de seneste år, men hun er bedst kendt for opfindsomme pop.

I The Nowhere Inn kommer man tættere på det musikalske fænomen, men ad særdeles snoede omveje.

Instruktør Bill Benz lader fortællingen om den dygtige musiker og mangefacetterede kunstner flyde frit som en mockumentary, der kunne være skabt i David Lynch’ krøllede hjerne.

Det er lige så underholdende, som det lyder.

Filmen præsenteres i København af Anya Mathilde Poulsen, der er medstifter af netværket Hun Solo og forfatter til den nye bog Vilde kvinder, mørke toner. Hun vil inden visningen sørge for en introduktion til St. Vincents univers.

Se filmen 24/9 i Aalborg, 26/9 i København og 28/9 i Aarhus.

 

En chokrockers bekendelser

Selv hvis man ikke har hørt metalbandet Black Sabbath op gennem 1960’erne, kender man formentlig til forsangeren Ozzy Osbourne.

Den i dag 72-årige englænder havde som en af de første sit eget reality-show, der fulgte hans skøre families op- og nedture. Men der er mange sider af chokrockeren, der er berygtet for at bide hovedet af flagermus og pisse op ad kirkemure.

Dokumentaren Biography: The Nine Lives of Ozzy Osbourne skildrer – som titlen antyder – hvordan Ozzy ligesom en kat har haft ni liv. Han startede livet under trange kår i en fattig familie og har gennem årene været på kant med loven og afhængig af sprut og stoffer.

I instruktøren R. Greg Johnstons film fortæller han selv usentimentalt og med masser af selvironi om sit vilde liv. Både familiemedlemmer og kolleger er heller ikke blege for at levere historier om Ozzys tilværelse på kanten af det tilladelige.

Se filmen 22/9 i Aarhus, 23/9 i København23/9 i Aalborg, 25/9 i Kolding og 26/9 i Odense.

 

Mørkklædt mester

Nick Cave er en af de mest fascinerende skikkelser i nyere musikhistorie. Den mørkklædte australier har foruden en masse musik også skrevet bøger og filmmanuskripter samt medvirket i film.

Dokumentaren Nick Cave: 20.000 dage på Jorden er med sin sammenblanding af virkelighed og fiktion en af de bedste film om at være kunstner.

På Musikfilm Festivalen kan man se ikke bare én, men to film om den opfindsomme altmuligmand. På den samme aften vises først en kort dokumentar om den græske kunstner Stefanos Rokos’ arbejde med en række malerier, der knytter an til sangene på Nick Cave & The Bad Seeds’ hovedværk No More Shall We Part.

Dernæst kommer koncertfilmen Idiot Prayer, som Cave optog under corona-nedlukningen.

Musikjournalisten Jan Poulsen vil agere vært for arrangementet, hvor der er rig mulighed for at blive klogere på det moderne renæssancemenneske Nick Cave.

Se filmen 18/9 i København.

 

Røverhistorier med rockikon

Shane MacGowan har levet et liv i overhalingsbanen.

Den britiske musiker opnåede stor succes som forsanger i det keltiske folkpunk-band The Pogues, der forenede spillemandsmusik og vild rock i en herlig blanding. Senere havnede han i et knap så heldigt blandingsmisbrug med indtagelse af Guinness, speed, lim og heroin!

Crock of Gold: A Few Rounds with Shane MacGowan er instrueret af veteranen Julien Temple, der også har lavet dokumentarer om David Bowie, Paul McCartney og Rollings Stones-guitaristen Keith Richards.

Hans film går aldrig den slagne vej med klassiske talking head-interviews, men byder på opfindsomt overskud. Og så kan hovedpersonen fortælle røverhistorier som ingen anden.

Se filmen 19/9 i København og 24/9 i Kolding.

 

Fra arbejderdreng til rockstjerne

Phil Lynott er måske ikke det mest kendte navn i rockmusikkens historie, men som frontmand i Thin Lizzy har han stået bag enorme hits som The Boys are Back in Town og fortolkningen af folkevisen Whisky in the Jar.

Og så har han en vildt interessant livshistorie.

Phil Lynott voksede op som en sort arbejderdreng hos sine bedsteforældre i en forstad til den irske hovedstad Dublin. Siden overvandt han racefordomme og generthed for at blive en af Irlands mest populære sangere.

Lynott døde i 1986 som blot 36-årig, men instruktør Emer Reynolds lader gennem arkivmateriale musikeren fortælle sin egen historie i Phil Lynott: Songs for While I'm Away. Den bliver suppleret af interviews med hans nærmeste familie og fans, der tæller Metallica-forsanger James Hetfield og U2-bassist Adam Clayton.

Visningen i København er næsten udsolgt, så man skal være hurtig for at sikre sig billet. Heldigvis bliver filmen også vist i landets andre største byer, så hele Danmark kan opleve den gribende historie.

Se filmen 21/9 i København21/9 i Aarhus, 23/9 i Odense, 25/9 i Aalborg.

 

Afrikanske drømme

Afrikansk musik rammer desværre alt for sjældent vore breddegrader. Nogle af historiens mest fængende toner er kommet ud af kontinentet, som man nu heldigvis kan se en film om på Musikfilm Festivalen.

Brass for Africa: Topowa! Never Give Up er et rørende portræt af orkestret Brass for Africa, der fungerer som resocialiseringsprojekt og løftestang for unge mennesker, som drømmer om at komme ud af et af de allerfattigste områder i Uganda.

Filmen følger tolv dygtige talenter, som får en unik mulighed for at optræde på en hæderkronet jazzklub i London og på en verdensberømt musikfestival.

Det er umådeligt livsbekræftende at se de unge musikere, der foruden fattigdom kæmper med alt fra fysiske handicap til pasproblemer, boble af gåpåmod og lysten til at få det bedste ud af tilværelsen. Det er en film, man ikke må snyde sig selv for!

Se filmen 23/9 i Aarhus, 25/9 i København.

 

Vidnesbyrd om rockens historie

”Et uomgængeligt, fascinerende og rørende vidnesbyrd om rockmusikkens historie.”

Sådan skriver musiker Nikolaj Nørlund i sin femstjernede anmeldelse af Once Were Brothers: Robbie Robertson and The Band. Daniel Rohers film handler om den indflydelsesrige rockgruppe The Band og deres tumultariske rejse gennem musikalsk storhed og fald.

Historien bliver først og fremmest fortalt af bandets sangskriver og leder, canadiske Robbie Robertson. Men også Martin Scorsese, Bob Dylan og Eric Clapton giver deres besyv med.

Rockjournalist og The Band-specialist Mikkel Falk Møller introducerer filmen og klæder dig på inden visningen af den medrivende dokumentar. Efterfølgende kan du også se Scorseses skønne The Last Waltz om The Bands sidste koncert.

Se filmen 25/9 i København.

Kommentarer

Annoncørbetalt indhold

Denne artikel er sponsoreret af Cinemateket.

Teksterne er skrevet af Ekko.

© Filmmagasinet Ekko