Feature
28. dec. 2014 | 15:11

25 år med familien Simpson

I 25 år og 564 afsnit har medlemmerne af den dysfunktionelle, men elskelige familie Simpson fundet deres pladser i sofaen foran fjernsynet.

Vidste du, at familien Simpson nedstammer fra kaniner? Eller at streetart-kunstneren Banksy har lavet en mareridtsudgave af åbningssekvensen? Vi fejrer The Simpsons’ 25-års jubilæum med et tilbageblik på tv-serien, der står som et monument over det moderne liv.

Af Anne Hjelm Sørensen

”Vi vil fortsætte forsøget på at styrke den amerikanske familie – gøre den langt mere som The Waltons og langt mindre som The Simpsons,” udtalte George Bush i forbindelse med sin genvalgskampagne i 1992 som metafor for en tydelig sondring mellem den funktionelle og den dysfunktionelle familie.

Modsvaret på fornærmelsen kom prompte. Blot tre dage senere vistes ugens afsnit af The Simpsons med en ny åbningssekvens, hvori familien sidder samlet i sofaen og ser tv-transmissionen af Bush’ tale.

”Hey, vi er præcis ligesom Waltons. Vi beder også for, at depressionen snart får en ende!” udbryder Bart som en satirisk kommentar til den daværende præsident.

To år forinden havde præsidentens kone ligeledes en kollision med den fiktive familie, idet hun i Peoples Magazine omtalte den som ”det dummeste, jeg nogensinde har set”.

Heller ikke denne fornærmelse skulle gå ukommenteret hen, for kort efter modtog Barbara Bush et brev fra selveste Marge Simpson, og fru Bush endte med at give en offentlig undskyldning.

Bush-anekdoterne er blot et enkelt eksempel på den revolutionerende opfindsomhed og enorme gennemslagskraft, der allerede i starten af 90’erne varslede The Simpsons’ udvikling til et moderne kulturfænomen med ikonisk status.

Storm af e-mails til Homer
Onsdag den 17. december for 25 år siden entrede The Simpsons de amerikanske dagligstuer for allerførste gang.

Dengang havde ingen kunnet ane, at den kaotiske familie, bestående af forældreparret Homer og Marge med børnene Bart, Lisa og Maggie, i den grad var kommet for at blive.

I dag nyder over 90 lande godt af en ugentlig dosis The Simpsons, der efter mere end 560 afsnit (seriens 26. sæson udsendes på Fox lige nu) kan kalde sig tv-historiens længst kørende animerede serie.

En ekspansiv merchandise-industri og en stadigt voksende fan-base vidner om seriens vedvarende succes.

I The Dad Who Knew Too Little fra 2003 – hele tretten år efter seriens premiere – giver Homer sin e-mail-adresse, chunkylover53@aol.com, til en anden karakter.

Afsnittets manuskriptforfatter Matt Selman har siden fortalt Time Magazine, at han rent faktisk oprettede e-mail-adressen inden afsnittets udsendelse for at se, om nogen ville skrive til Homer. Få minutter efter lå der over 1.000 mails fra dedikerede Homer-fans.

De 31 Emmy Awards, som serien har indbragt i årenes løb, nedbryder al tvivl om den gule families enorme indflydelse på både den virkelige og den fiktive verden.

Time Magazine udnævnte i 1999 The Simpsons til det 20. århundredes bedste tv-serie. ”Blændende intelligent og ufortrødent vulgær – The Simpsons har overgået hidtidige frontløberes humor, aktualitet og, ja, menneskelighed,” skrev The Times’ James Poniewozik som del af begrundelsen for den ærværdige titulering.

Vanvittige cross-overs
The Simpsons
premierede på kanalen Fox som den første tegneserie efter The Flintstones, der blev sendt i bedste sendetid.

Serien gjorde Fox til en af de helt store spillere og åbnede nye døre for den animerede tv-serie.

Er man bekendt med titler som American Dad, South Park, Beavis and Butthead, Futurama og Family Guy, vil man uden videre kunne øjne Simpson’ske træk i de populære tegneserier, der myldrede frem i kølvandet på The Simpsons.

I september 2014 tog Family Guy hul på sin trettende sæson med det længe ventede afsnit The Simpsons Guy, hvori familien Griffins får stjålet deres bil i Springfield og må overnatte hos Homer, Marge og børnene.

Har man endnu ikke set Homer Simpson og Peter Griffins i, hvad der må være tegneseriehistoriens mest ublufærdige carwash-scene, bør man skynde sig ind på Youtube.

Også Futurama, der har samme ophavsmand som The Simpsons, har flere gange været udsat for en parring med det simpsonske univers – senest i november i Simpsons-afsnittet Simpsorama (6. afsnit, 26. sæson).

Her rejser Futuramas futuristiske rumskibsmandskab til Springfield for at hindre Bart i nogle handlinger, der får fatale følger for fremtiden.

Life in Hell
Hvide lammeskyer glider til side på en lyseblå himmel og giver plads til en sig gradvist nærmende titel i gule bogstaver.

”The Simpsooons” synges der med engleblide korstemmer, inden man sendes på svævetur ned gennem byen Springfields gader for til sidst at ende i dagligstuen hos familien Simpson, der hurtigt finder deres pladser i sofaen foran fjernsynet.

Med få variationer fra sæson til sæson har den velkendte og elskede åbningssekvens trofast fulgt seerne ind i Springfield-universet siden begyndelsen i 1989.

The Simpsons er skabt af amerikaneren Matt Groening, der i 1987 hyredes af Fox til at lave nogle små animationsklip, der kunne indsættes før og efter reklamerne i udsendelsen The Tracey Ullman Show.

De dengang en smule grovere og simplere figurer agerede i korte fortællinger, der med deres ublu vulgaritet og kulturkritiske undertone påbegyndte en revolution i amerikansk tegneseriekunst.

Groening baserede karaktererne på tegneseriestriben Life in Hell, som han i en årrække havde solgt til aviser og magasiner i Los Angeles. Som titlen udtrykker, foregår historien i et dystert univers, hvor kaninerne Binky, Sheba og Bongo kæmper med social fremmedgørelse, angst og selvhad.

For ikke at miste rettighederne til Life in Hell-tegningerne valgte Groening at udforme et helt nyt persongalleri, men med samme streg og absurde humor.

Betragter man Homer Simpson i profil, vil man opdage, at den sparsomme hårpragt og det lille, runde øre udgør Groenings initialer ”MG”.

Åbningssekvensens muntre musikakkompagnement er skrevet af Danny Elfman, der ligeledes står bag titelmelodierne til ABC-serien Desperate Housewives og en lang række af Tim Burtons film.

Ifølge Elfman er The Simpsons Theme det mest populære af hans værker, og han komponerede det på vej hjem fra sit møde med Groening.

”Det er meget paradoksalt. Jeg knokler ofte flere måneder på noget, der forsvinder fra folks hukommelse efter få dage. The Simpsons var ét af mine heldige indfald,” fortalte han til Los Angeles Times i slutningen af oktober.

Opkaldt efter Groenings far
Homer, Marge, Bart, Lisa og Maggie er opkaldt efter og baseret på Groenings egen familie.

Sidder man og studser over, om Groenings far virkelig hedder Homer, er svaret søreme ja. Tysk-amerikanske Homer Philip Groening var forfatter, reklamemand og, ligesom sin søn, filmskaber og tegneserietegner.

Det er dog ikke meget andet end navnet, den fiktive og den virkelige Homer har til fælles. ”Min far var en atletisk, kreativ og intelligent filmskaber og forfatter, og det eneste han har til fælles med Homer er hans kærlighed til doughnuts,” sagde Groening til Entertainment Weekly i 2010.

Sit eget navn udskiftede Matt Groening med Bart, der samtidigt er et anagram for ”brat” (møgunge).

Selvom mange nok i dag vil udpege den doughnut-ædende, øl-elskende familiefar Homer som seriens hovedperson, var det oprindeligt den rebelske ballademager Bart, der stjal rampelyset i begyndelsen af 90’erne.

I 1990 udnævntes han til Entertainer of the Year af Entertainment Weekly, og utallige skoler bandlyste t-shirts med påtrykte Bart-citater som ”underachiever and proud of it, man”.

Otte år senere kom han på Time Magazines liste over det 20. århundredes mest indflydelsesrige personer.

Hudfarven der skiller sig ud
Som far så søn. Med slagord som ”D’OH!”, ”Eat my Pants” og ”Don’t have a cow, man” har både Homer og Bart skrevet sig ind i lingvistikkens historie.

Homer’s irritationsudbrud ”D’OH!” fik i 2001 en plads i The Oxford English Dictionary og har ad flere omgange været højt rangeret på lister over verdens mest populære slagord.

Dan Castellaneta, der lægger stemme til Homer, er ophavsmanden til det auditive vartegn. Efter eget udsagn lånte han det fra en skurkefigur i Gøg og Gokke, spillet af James Finlayson, hvis ”D’OH!” dog er mere lyst og langtrukkent.

Matt Groening favoriserer dog hverken far eller søn.

”Min yndlingskarakter er Lisa – dels af sentimentale grunde, fordi hun er sensitiv og ængstelig på en måde, som resten af familien synes aldeles uvidende om. Hendes trossystem er forskelligt fra alle andre i byen, og det faktum, at hun er buddhist og vegetar har en form for intellektuel kuriositet over sig. Jeg ser hende som den eneste karakter, der vil vokse op og flygte fra Springfield,” fortalte han USA Today i 2012.

Den umiskendeligt skriggule teint, der kendetegner næsten alle Springfields indbyggere, var ikke resultatet af et vilkårligt greb i farvebøtten.

Farvedesigneren Gyorgyi Peluce valgte bevidst de kraftige farver, således at serien ville skille sig ud i det store udbud af programmer, som folk zappede igennem, når de ledte efter noget at se.

Et valg, der må siges at være aldeles effektivt, for hvad er det første, folk kommer i tanke om, når de tænker på The Simpsons? Gul hud og blåt hår.

Hvor ligger Springfield?
Utallige virtuelle diskussioner har været dedikeret til spørgsmålet om Springfields geografiske placering på landkortet.

Groening og Co. har gjort det til en gennemgående spøg at skjule informationen for de nysgerrige seere og pirre dem med talrige spor. I et afsnit peger Lisa på sin hjemby på landkortet, da det animerede kameraøje pludselig blokeres af Barts hoved, der kommer ind fra siden.

Der er ikke megen hjælp at hente ved nærundersøgelser af universets landskabsdetaljer, da der, foruden det mere eller mindre idylliske forstadsmiljø, er både stejle klipper, landlige marker og gold ørken lige om hjørnet.

Selvom de tørre fakta er, at der findes en by ved navn Springfield i over 30 amerikanske stater, kunne Groening i 2012 afsløre, at familien Simpsons hjemby er baseret på Springfield i Oregon.

”Grunden til det er, at jeg som barn så tv-serien Father Knows Best, som foregik i en by ved navn Springfield. Jeg var ovenud begejstret, for så kunne jeg forestille mig, at det var byen (Springfield, red.) lige ved siden af min hjemby Portland.” sagde Groening til Smithsonian Magazine i 2012.

Aktuel og stillestående
Som i mange andre tegneserie-universer står tiden i Springfield stille. Homer og Marge har i løbet af de 25 år ikke fået en eneste rynke, Bart har aldrig vist tegn på bumser, og der er end ikke en antydning af bryster under Lisas stropløse, orange kjole.

Og Maggie? Hun vil sandsynligvis aldrig slippe sutten og for evigt være fastlåst i den blå sparkedragt.

Selvom serien er forankret i vor tid og markører i form af årstal og historiske begivenheder jævnligt dukker op, er tiden et flydende og uhåndgribeligt begreb i det Simpson’ske univers.

Netop derfor synes det at være et mekka for absurde hændelser og alskens umuligheder.

Absurditeterne har dog sine grænser, mener Groening, der forsøger at fastholde en vis grad af realisme.

”Min holdning er, at ting skal være usandsynlige, men ikke fysisk umulige. Homer kan godt styrte ned fra en klippe uden at dø. Men han skal være temmelig smadret. Der skal være blod. Jeg tror, jeg er den eneste, der synes godt om den regel. Vi overskrider den hele tiden, ” fortalte han Los Angeles Times i 2012.

Assange via telefonforbindelse
The Simpsons
er kendt for sine humoristiske og kulturkritiske referencer til begivenheder og personer fra den virkelige verden.

Eksempelvis optræder whistlebloweren Julian Assange som sig selv i sæson 23. Hans replikker blev optaget over en telefonforbindelse fra den Ecuadorianske ambassade i England, hvor Assange havde fået asyl.

Og flere kendte personligheder har lagt stemmer til universets absurde karakterer.

Dustin Hoffmann er stemmen bag Lisas jødiske vikar Mr. Bergstrom, der optræder i en række afsnit i sæson 2. Da Hoffmann i sin tid ikke ønskede at blive forbundet med en tegneserie, optræder han under ordspilspseudonymet Sam Etic (semetic) i rulleteksterne.

Heller ikke Michael Jackson, der lagde stemme til en psykiatrisk patient i tredje sæson ville krediteres for sin medvirken. Han går under navnet John Jay Smith.

Selveste Hollywoods Grand Old Lady, Elizabeth Taylor, lånte sin stemme til hele otte ord – ét af dem er Maggies første ”Daddy” i sæson 4.

Lisa skulle have haft Barts stemme
Seks stemmer går dog trofast igen gennem alle 26 sæsoner.
I tidernes morgen, da The Simpsons endnu blot var små pauseklip i The Tracey Ullmann Show, besluttede man sig, af økonomiske årsager for at hyre nogle af showets produktionsansatte.

Dan Castellaneta har lige siden troligt ræbet, slubret, smasket, gabt og naturligvis talt sig igennem samtlige afsnit i den tvivlsomme faderolle som Homer Simpson.

Derudover lægger han stemme til både Grampa Simpson, Krusty the Clown, Barney Gumble, Groundskeeper Willie, Mayor Quimby, Hans Moleman, Sideshow Mel og andre småroller.

Castellaneta nævner de amourøse scener mellem Homer og Marge som dem, der er sjovest at spille.

”Der er en masse kilden og fnisen. Det er altid sjovt at spille. En af mine favoritscener, der gang på gang får mig til at dø af grin, er da de ender nøgne i en gasballon (Natural Born Kissers), hvorefter Homer falder ud af ballonen og bliver trukket hen over Krystalkatedralen, mens der er messe,” fortalte han Entertainment Weekly i 2010.

Homers blåhårede kone Marge, samt dennes ældre, gråhårede og storrygende tvillingesøstre Patty og Selma, spilles af Julie Kavner.

Kavner fik sit gennembrud i den amerikanske komedie-sitcom Rhoda, som hun i 1978 vandt en Primetime Emmy for. Men i dag er hun bedst kendt for sin stemmelægning i The Simpsons.

Forunderligt nok er det en kvinde, der står bag Barts drengede, let nasale stemme. Nancy Cartwright har ligesom Castellaneta været med helt fra begyndelsen og lægger også stemme til Barts småkriminelle ven Nelson Muntz og Lisas weirdo-klassekammerat Ralph Wiggum.

Lisas lillepigede, skingre røst indtales af Yeardley Smith, der er den eneste af seriens faste stemmeskuespillere, som kun lægger stemme til én karakter.

Oprindeligt var hun til audition for Bart, men da producenterne fandt hendes stemme for lys, gik rollen sjovt nok til Cartwright, der skulle have spillet Lisa.

Banksy laver åbningssekvens
Nogle anser Groenings projekt som harsk kritik af den amerikanske kultur eller som misvisende billede af samfundet, mens andre finder den provokerende satire morsom og tankevækkende.

Serien træder vellystigt på ømme tæer og går i clinch med stort set alt, hvad der findes af tabuer. Institutioner, politiske magthavere, religioner og ideologier får den simpson’ske satire at mærke, og man kan se serien som et monument over moderniteten med Homer som personificeringen af de syv dødssynder.

Heller ikke The Simpsons går fri.

I 2010 lavede den britiske streetart-kunstner Banksy en særlig udgave af den velkendte åbningssekvens. Den giver et grumt mareridtsagtigt billede af seriens egen merchandise-industri.

Da familien har indtaget deres sædvanlige pladser i sofaen, flakker lyset i stuen, og Danny Elfmans muntre toner slår over i melankolsk korsang, mens det animerede kameraperspektiv trækker sig tilbage. Billedet af familien er nu blot en projektion på et lærred i en mørk lagerhal, hvor tusindvis af asiatiske arbejdere tegner kopier af familieportrættet.

Rotter smyger sig mellem skeletter og giftigt grønne væsker, der siver ud fra brune tønder. Småbørn skubber tøjstativer med påtrykte Simpson-portrætter, mens små, pelsede dyr omdannes til Bart-dukker og en udslukt, tøjret enhjørning må lægge horn til hullerne i dvd-skiver.

27. sæson på vej
Tv-historiens længst kørende animerede tegneserie ser endnu ikke ud til at have tabt pusten trods ulmende, negative røster om seriens dalende succes allerede efter niende sæson.

I oktober annoncerede The Simpsons producer Al Jean, at sæson 27 er gået ind i produktionsfasen og sandsynligvis får premiere i slutningen af 2015.

Efter at kanalen FXX’s streamingtjeneste FXNOW i oktober erhvervede sig rettighederne til samtlige sæsoner, er en mulig aftale med Netflix slået af banen, og danske seere må indtil videre slå sig til tåls med de ugentlige udsendelser på TV3+.

D’OH!

Håber man på en efterfølger til The Simpsons Movie fra 2007, har Al Jean netop afkræftet de svirrende rygter med en tungtvejende begrundelse:

”Vi slap af sted med én, så hvorfor lave endnu én? Se på Sex and the City 2. Hvorfor gør de det? Vi vil meget gerne undgå sådan én,” sagde han til britisk MTV i begyndelsen af december.

The Simpsons: De ti bedste afsnit?

Kommentarer

The Simpsons

Amerikansk animeret tegnserie.

Skabt af Matt Groening for Fox Broadcasting Company.

Havde premiere 17. december, 1989.

Med sine 26 sæsoner og i alt 564 afsnit er den historiens længst kørende animerede tegneserie.

Har vundet utallige priser, heriblandt 31 Primetime Emmy Awards.

Er blevet udnævnt til det 20. århundredes bedste tegnserie af Time Magazine i 1999.

Fik en stjerne på Hollywood Walk of Fame i 2000.

Filmen The Simpsons Movie udkom i 2007.

© Filmmagasinet Ekko