Dag 4: Gensyn med fej familiefar

Søndag bød på årets festivals mest imødesete verdenspremiere.

37-årige Benh Zeitlin vendte tilbage til den festival, hvor han otte år forinden sensationelt debuterede med mesterværket Hushpuppy. Vi har allerede anmeldt hans Peter Pan-nyfortolkning Wendy til fem stjerner, og på den røde løber nåede jeg at spørge instruktøren om filmens lange tilblivelsesproces.

”Filmen er designet til at være uforudsigelig. Vi brugte så mange elementer, vi ikke kunne kontrollere, som overhovedet muligt. Vi optog på det åbne hav, vi sank en båd, vi optog på en aktiv vulkanø, og så var der børnene,” fortæller Benh Zeitlin og fortsætter:

”Det skabte udfordringer, men også en spontan realisme, fordi vi er nødt til at reagere på ting, vi ikke kunne forestille os. Jeg ville aldrig have filmen til kun at være, hvad jeg kunne finde på.”

Bevar eventyrlysten
Benh Zeitlin fortæller, at han får overraskende idéer af at arbejde med børn.

”De tænker på en måde, jeg har glemt, og når man laver film om fantasi og magi, rummer børnene en logik, man let kan miste som voksen. Et af børnene havde en usynlig ven, som jeg også måtte arbejde med. Så kunne jeg tale med ham. Den slags minder dig virkelig om, hvordan det var at være et barn. Det er enormt inspirerende.”

Wendy gav også Benh Zeitlin mulighed for at videreføre sin interesse i storslåede, fantastiske fortællinger.

”Myter handler om, hvem vi er, og hvad det vil sige at være en helt, at være modig. Muligheden for at genfortælle så universel en myte og ændre på, hvem Wendy er, har været en inspirerende udfordring. Det føles, som om vi forandrer myten på en positiv måde.”

”Wendy handler om at overkomme det tab, man gennemlever, når man møder voksenlivets kompromisser, afsavn, traumer. Hvordan tackler man disse ting uden at miste sin eventyrlyst? Jeg håber, filmen kan hjælpe folk til at blive ældre uden at give slip på deres barndom.”

Ætsende yuppiementalitet
I en helt anden boldgade sniger Sean Durkins afmålte The Nest sig ind som en issyl i hjernebarken.

På samme måde som Wendy føles som en naturlig forlængelse af Hushpuppy, er The Nest et underspillet og knivskarpt psykologisk portræt, der bliver lige så foruroligende som Durkins beherskede debut Martha Marcy May Marlene.

Det er måden, kameraet lurer i baggrunden, mens dramaet udfolder sig i distancen. Vi holder øje fra entréen, mens forretningsmanden Rory begejstret viser rundt i den ødsle herregård, han har lejet til sin amerikanske familie i England, gejlet op af 80’ernes større-og-bedre-mentalitet.

Hans kone er for langt væk til, at vi ser hendes anstrengte smil, men vi fornemmer det. Knapt nok, men alligevel.

Sean Durkin fortæller aldrig mere end akkurat nok. Han stoler på, at publikum selv finder vej ind i fortællingen, så længe han opridser et troværdigt miljø for sit drama. Vi fornemmer nok, at Rorys ambition om at sikre sin familie et bedre liv, end han selv havde, grunder i ærkebritisk klassemisundelse.

Måden, han tromler over venner og familie, er patetisk, og Jude Law er forrygende som det selvindbildske yuppie-svin. Det samme er Carrie Coon som hans kone, der opbygger et betragteligt had ved at kvæle sine velbegrundede frustrationer over hans grådige redebygning.

Sean Durkin hæver aldrig stemmen. Det er derfor, man lytter til ham.

Tårevædet homodrama
Alan Ball er måske nok forfatteren bag American Beauty og Six Feet Under, men hans instruktørdebut Towelhead var et nærmest antiseptisk køligt drama, der aldrig nåede under huden på karaktererne.

Det gør Uncle Frank allerede fra åbningsscenen, hvor den konservative familietyran Daddy Mac til en familiefødselsdag skælder sin ældste søn Frank hæder og ære fra.

Franks fjortenårige niece Beth forstår ikke hvorfor. ”Frank er den eneste voksne, der ser mig i øjnene, når han taler til mig,” som hun siger.

Vi aner nok grunden, og hun får syn for sagen, da hun nogle år senere starter på universitetet i New York. Frank er homoseksuel, og det skulle man helst ikke være i hans hjemstat North Carolina i 1973.

Altid pålidelige Paul Bettany har aldrig været bedre end her. Frank har en fundamental usikkerhed i sit væsen, en indgroet selvfornægtelse, der står i skarp kontrast til hans forstående natur.

Ret beset er Uncle Frank en simpel fortælling. Hverken miljøet, tematikken eller forløsningen emmer af originalitet, men sammensætningen og iscenesættelsen er smukt håndværk, og kritikervisningen blev forstyrret af højlydt snøften gennem hele tredje akt.

Unødigt remake
Det amerikanske remake af Ruben Östlunds spydige satire Force Majeure er vel omtrent, som man kunne forvente.

Da en lavine af puddersne vælter faretruende ned over en restaurant på et østrigsk skisportssted, springer faren fejt væk fra bordet med mobilen i hånden, mens moren sidder tilbage og knuser sine børn ind til sig.

Hvor den svenske mester spidder vores skandinaviske selvforestillinger, leverer instruktør- og forfatterduoen Nat Faxon og Jim Rash en mere konventionel komedie rundet af store temperamenter og akavet komik.

Will Ferrell lægger en dæmper på sit naturlige gummiansigt, og Julia Louis-Dreyfus er langt mere ansvarlig og behersket end i Veep. Og det giver en anden dynamik til fortællingen, at familien i denne omgang er amerikanere i Europa, også selv om vittighederne om kulturforskelle set med europæiske øjne er en kende overdrevne.

Som da australske Miranda Otto i rollen som receptionist byder familien velkommen ved at insistere, at man i Europa går i sauna helt uden tøj på.

Downhill er et par hak over så mange andre amerikanske mainstreamkomedier. Nat Faxon og Jim Rash skrev trods alt Alexander Paynes kloge dramedy The Descendants, og de forstår tosomhedens udfordringer, når begge dummer sig og hver holder på sit.

Men de får aldrig helt retfærdiggjort, at Ruben Östlunds mesterværk er blevet genindspillet.

Rodet metafilm med St. Vincent
Dagens sidste film var lidt af en skuffelse.

Som scenekunstner er St. Vincent vovet og original. Hun optræder i et manieret og legesygt visuelt univers. Det burde være godt stof til en skæg metafilm, men The Nowhere Inn drejer rundt og rundt om sig selv og kommer, ja, nowhere.

I filmen hyrer St. Vincent – der til daglig hedder Annie Clark – sin bedste veninde Carrie Brownstein til at instruere en dokumentar, der følger hende på tour. Problemet er, at den flamboyante og erotisk lokkende St. Vincent er milevidt fra den drønkedelige Annie.

Da et af hendes bandmedlemmer bliver spurgt, hvad der gør Annie interessant, er svaret: ”Hun skriver god musik.” En anden: ”Hun spiser mange radiser.”

Kontrasten mellem koncert- og bagom-optagelser står i skærende kontrast. Annie går all in på sit konfronterende og kunstnerarrogante alter ego, og inden længe overtager St. Vincent styringen med projektet, der skejer længere og længere ud og væk fra virkeligheden.

Instruktør Bill Benz morer sig med formatskifter og flimrende overgange mellem film og dokumentar samt Annie, der bekender sig direkte til kameraet om det kuldsejlede projekt. At det bliver stadig sværere at hitte hoved og hale i virkelighed og hallucination er en præmis for genren, men The Nowhere Inn hæver sig aldrig over udgangspunktet.