Henrik Dahl: Vi har de svindlere, vi fortjener

Under Tour de France i 1997 kørte Marco Pantani op ad Alpe d’Huez på 37:35. Det registreres på Wikipedia som den hurtigste opkørsel nogensinde, fordi der er tvivl om målingerne fra 1994 og 1995.

Også den tredje­ og femtehurtigste tid på bjerget er opnået af Pantani, mens den sjettehurtigste er opnået af Jan Ullrich og den syvendehurtigste – sølle 59 sekunder langsommere end Pantanis rekord – af Floyd Landis.

I 1999 blev Pantani diskvalificeret fra Giro d’Italia på grund af mistanke om brug af EPO, og resten af sit liv – han døde af en overdosis kokain i 2004 – var Pantani og hans resultater omgivet af dopingkontroverser.

I 2012 blev Jan Ullrich af den internationale sportsdomstol CAS frataget alle sine resultater mellem maj 2005 og august 2011 på grund af doping. Men allerede i 2006 klappede fælden om Floyd Landis. Han havde taget hormoner og blev en måned efter sin sejr i Tour de France diskvalificeret.

Og hvem er så nummer to og fire på denne liste? Lance Armstrong – der langt om længe er blevet knaldet for doping. I 2004 kørte han på 37:36, altså ét sekund langsommere end Pantanis rekord. Og i 2001 var han 38:01 om de cirka fjorten kilometer op ad det stejle bjerg.

Den enkle regel
Ethvert nøgternt og fornuftigt menneske har altid kunnet sige sig selv, at Lance Armstrong var dopet. Hans tider står og blinker mellem dømte og diskvalificerede ryttere. Så mange, at vort nøgterne og fornuftige idealmenneske på stedet burde formulere en enkel regel: ”Personer, der kører op ad Alpe d’Huez på under 40 minutter, er helt sikkert dopede.”

Alligevel var der i årevis en kult omkring Armstrong, bestående af fans og medier, der blev ved med at udskrige historien om den helt enestående sportsmand, der var lige så uplettet som Lot og hans familie af snavset i Sodoma.

Armstrong-kulten er langt fra enestående.

Ved de olympiske lege i Mexico City i 1968 blev 100 meter for mænd vundet af Jim Hines i tiden 9:95. Så gik udviklingen på disciplinen i stå i næsten femten år, hvorefter det i 1983 lykkedes en anden amerikaner, Calvin Smith, at præstere tiden 9:93. Også i stor højde ligesom Hines: Rekorden blev sat i Colorado Springs.

I løbet af fem år blev rekorden så, i flere omgange, strammet til 9:83. Hvorefter Ben Johnson med bulder og brag blev diskvalificeret for doping, efter i første omgang at have vundet den olympiske finale i Seoul – der har en gennemsnitlig højde over havet på 86 meter – i tiden 9:79.

Alle kunne, efter han var blevet taget, godt se, det ikke kunne passe. Alligevel var der kun få, der forinden vovede at slå ud med hånden og sige: Slap lige af! Hvordan tror I, dét kan lade sig gøre?

Nu løber Usain Bolt på 9:58, og igen oplever vi det samme mønster: Stort set ingen siger andet end hurra! Og hvor går det dog fremad her i verden! Den logikkens og rimelighedens stemme, der på baggrund af en stribe uslåelige østblokrekorder for kvinder er begyndt at diskutere biologiske præstationsgrænser, er stadig kun en meget spag hvisken, når det gælder verdensrekorderne i løb for mænd.

Lånte fjer
Hvor er de kritiske medier henne i disse sager? Inden jeg diskuterer spørgsmålet, vil jeg forsøgsvis foretage nogle distinktioner inden for det store felt: bedrag.

De mest farverige svindlere er uden tvivl af typen ”kaptajnen fra Köpenick”. En arbejdsløs skomager, Wilhelm Voigt, forklædte sig i 1906 som kaptajn i hæren. Så overtog han kommandoen over en gruppe soldater, indtog rådhuset i det, der i dag er Berlin-forstaden Köpenick, arresterede borgmesteren og stjal kommunekassen.

I den type sager er der tale om, at et menneske så at sige omgestalter hele sin personlighed. Omkring 1960 begyndte Jørgen Vase Schmidt for eksempel at optræde som Marcel de Sade, Marquis de Kériolét, i København og omegn. Han gav storslåede fester for den duperbare del af den tids jetset, indtil han i 1963 blev anholdt for omfattende bedrageri og idømt fire et halvt års ubetinget fængsel.

Omtrent så farverig som sagerne med den falske kaptajn og den falske markis var sagen om Anna Castberg. I 1993 blev hun, på baggrund af et fantastisk, men falsk cv, ansat som direktør for kunstmuseet Arken. Der nåede hun at præsidere over museets officielle åbning ved Dronningen i 1996, før hun blev afsløret og fyret.

Da mennesket Anna Castbergs bedrageriske persona også hed Anna Castberg, kan man sige, hun danner en bro til en anden type sager, der har den personlige vinding gennem omfattende svindel som tyngdepunkt.

I 1981 købte en Refaat el-Sayed, som udgav sig for doktor i biokemi, den svenske, farmaceutiske virksomhed Fermenta. Inden han i 1986 blev afsløret som bedrager, var han i 1985 blevet udnævnt til Årets Svensker af Sveriges Televisions nyhedsudsendelse Rapport.

Derfor minder Fermenta­-sagen ikke så lidt om IT Factory-sagen, hvor Stein Bagger, blandt andet udsmykket med en doktorgrad, han ikke havde, begik omfattende bedrageri i perioden 2001-2008. Også han opnåede, kort før sin afsløring, en fin pris: Entrepreneur of the Year i 2008.

Endelig kan man sige, at sagen om Milena Penkowa er en slags blanding af det hele. Som Castberg benyttede hun sit eget navn til at opbygge sin persona. Som i tilfældene el-Sayed og Bagger spillede den personlige vinding en betydelig rolle. Og som Pantani og Armstrong var hun faktisk særdeles dygtig, men bare ikke helt så dygtig, som hun ved hjælp af svindel manipulerede omverdenen til at tro.

Vi kræver beviser
Såvel Armstrong som el­-Sayed, Bagger og Penkowa blev længe pustet op af medierne, selvom det også var to ihærdige journalister, Dorte Toft og Poul Pilgaard Johnsen, der bragte henholdsvis Bagger og Penkowa til fald. Men hvordan kan det ske?

Den ene af hovedårsagerne er en generel, socialpsykologisk mekanisme. Alle mennesker undertrykker specifik information, der strider imod, hvad de generelt tror. Specielt i de tilfælde, hvor der ikke bare er tale om ”generel tro”, men om en tro, man holder af at have.

Ønsker man at tro på en skikkelse som den heroiske sportsmand eller den heroiske forretningsmand eller den kvindelige eller den indvandrede mønsterbryder, så dokumenterer Leon Festinger i sin teori om kognitiv dissonans, at man simpelthen bortkaster oplysninger, der forstyrrer ens højt skattede opfattelse. Det, der til syvende og sidst bedrager os i disse tilfælde, er således ikke bedragerne, men vores egne, smukke idealer.

Den anden hovedårsag til, at langvarige bedrag som sportens kan forekomme, er mere specifikt bundet til den journalistiske profession.

I den faglige dannelsesproces bliver journalister som regel til en slags empirister. Det vil sige, at ræsonnementer som dem, jeg har fremlagt i forbindelse med Armstrong og med atletik generelt, tæller mindre, mens konkrete beviser tæller relativt mere. Det er en tilståelse, vi vil høre. Det er en konkret blodprøve, vi vil se.

Skræk og advarsel
Det siges ved højtidelige lejligheder, at nyhedsmedierne er den fjerde statsmagt. Den nødvendige, offentlige kritik af de tre øvrige grene af statsmagten.

Påstanden er ikke usand, men utilstrækkelig. Det var ansvarsbevidst journalistik, der førte til Peter Brixtoftes fald og bidrog til afsløringen af svindlere som Bagger og Penkowa. Pressen har en kritisk funktion, men man skal ikke overse dens fejrende funktion. Pressen bidrager i væsentligt omfang til, at en moderne nationalstat også er et følelsesmæssigt fællesskab, hvor man kollektivt harmes over forbrydelser, glæder sig over heroiske gerninger og hylder helte.

Anerkender man dette ræsonnement, forstår man også, hvorfor vreden imod de afslørede er så stor. For det første er det nødvendigt at ekskommunikere dem med fynd og klem: til skræk og advarsel. For det andet ærgrer man sig internt i pressen over, at man lod sig narre – på samme måde, som når man vågner op efter en kortvarig, men stormende forelskelse og ikke fatter, hvad man så i ham eller hende.

Jeg er ikke modstander af, at ansvarshavende redaktører forsøger at bekæmpe spekulation ved at kræve af deres journalister, at de kan fremlægge håndgribelige beviser. Tænk på, hvor rædsomt den politiske journalistik har udviklet sig, fordi spekulation om motiver har fået lov til at fylde så meget.

Dog kunne man ønske sig, at den sunde fornuft fik lov til at spille en større rolle. Det ville spare for meget. Eksempelvis dyrkelsen af atleter og resultater, der er åbenlyst problematiske.