”Vi havde det ligesom The Beatles”

En broget forsamling har taget plads i teatersalen Magasinet. Her er både gymnasieelever, filmfotografer, pensionister og lederen af Odense International Filmfestival, Birgitte Weinberger.

Jonas Risvig har inviteret os indenfor i eftermiddagsvarmen. Den visionære ungdomsinstruktør, der er kendt for serier og Ekko Shortlist, spillefilmdebuterer i september med Kontra. Som festivalens profil er hans opgave at sætte sit præg på årets program, som derfor står i ungdommens tegn.

Han har lokket sit store idol, Bille August, til Odense for at få sjove anekdoter og diskutere hovedværket Zappa, der fire årtier efter premieren stadig er så aktuel, at alle aldersgrupper vil høre med.

”De sidste fem år har jeg ikke lavet andet end fiktion til unge, og alt kommer fra Zappa,” siger 30-årige Jonas Risvig, da han byder velkommen til 75-årige Bille August.

I 1983 og 1984 stod han og forfatteren Bjarne Reuter for tre af de mest ikoniske værker i dansk filmhistorie: Zappa, Busters verden og Tro, håb og kærlighed.

”Det var en unik tid. Bjarne og jeg havde frygteligt travlt. Vi skulle have et eller andet sted at sidde og skrive, så Bjarne foreslog, at vi fløj til Cuba og skrev i Havana,” siger Bille August og smiler.

”Vi brugte meget tid sammen. Ringede til hinanden og havde det sjovt i en uskyldig tid uden store, dybe samtaler. Det er lidt sådan, jeg tænker, at The Beatles har haft det.”

De unge blev ofret
At makkerparret beskæftigede sig med ungdommen, gjorde ingen forskel for Bille August. Han gik til filmen med nøjagtigt den samme alvor, som hvis de havde været drama til voksne.

”Jeg er ikke så vild med film, der henvender sig til et specifikt publikum. Jeg synes, man som udgangspunkt bør lave film til et bredt publikum,” siger instruktøren.

”Jeg er født 1948 og har derfor stort set samme alder, som Bjørn og de unge i Zappa, der foregår i 1960-61. Derfor stod historien mig meget nær.”

Baggrunden for Zappa er tiden efter Anden Verdenskrig, fortæller Bille August.

”Arbejderklassen begyndte i 1950’erne så småt at tjene så mange penge, at den blev til middelklassen. De voksne havde så travlt med at få materielle goder, at de unge blev ofret. Ud af dét kom en intens ungdoms- og teenagekultur, man slet ikke havde set magen til.”

Bille August genkalder sig en ungdom, hvor han havde meget alenetid.

”Vi unge fik identitet og ståsted gennem musikken. Dér kan man virkelig tale om, at kultur har en funktion. Vi flokkedes om radioen! Dengang spillede man sange med sådan nogle som Bjørn Tidmand, hele tiden. Men en dag kom der en helt ny lyd ud af højtalerne.”

”Os, der sad sammen, blev helt stille. Det var Beatles,” fortæller Bille August og holder en kunstpause, mens hans kigger drømmende op mod loftet af Magasinet.

”Jeg kan stadig huske fornemmelsen af at høre den første Beatles-sang. Den talte til os. De unge.”

Overklasse-attitude
Zappa følger venskabet mellem tre drenge med den neutrale Bjørn som fortællingens kerne. Han og den morsomme, lidt overvægtige Mulle følger troligt ordre fra gruppens leder, den høje og skræmmende Sten.

”Vi castede jo over 200 børn,” husker Bille August og tager sig til hovedet.

”Vi fandt Morten Hoff og Adam Tønsberg til Mulle og Bjørn, og informerede Hoff om, at han ikke måtte tage mere på i vægt. Ikke mere slik, is og kage til Mulle!”

Bille August griner, mens han ryster på hovedet.

”Så manglede vi bare Sten. Vi skulle bruge en køn, hård dreng med en overklasse-attitude,” siger han og kigger forventningsfuldt ud på publikum.

”Så Bjarne Reuter og jeg tog til Herlufsholm Skole. Vi udgav os for at være fra Undervisningsministeriet og kiggede på de her drenge. Der var én, som lyste af den skønhed og styrke, vi manglede.”

”Vi anede ikke, at det var skuespilstjernen Poul Reichhardts søn. Det fandt vi først ud af senere. Poul var nemlig ikke glad. Han mente ikke, at hans søn skulle spille ond. Men Peter Reichhardt ville gerne være med, så sådan blev det.”

Snegl på menuen
Det er med slet skjult spænding, at Jonas Risvig viser salen et klip, som han kalder den mest ikoniske scene i dansk filmhistorie. Nemlig scenen, hvor Mulle skal spise en skovsnegl for at få sin mors marokkopude tilbage fra Sten.

”Kan du huske den dag, Bille? Vidste du, at det ville blive ikonisk? Tænkte du, at det her bliver sgu godt,” spørger Jonas Risvig.

”Det er nok lidt trist, men jeg kan ikke huske den dag,” svarer Bille August undskyldende, og skuffelsen er let at læse i Risvigs ansigt.

”Jeg er blevet spurgt mange gange, om det er en rigtig skovsnegl, han spiser …,” siger Bille August, mens Jonas Risvig lyser mærkbart op.

”Og jeg vil ikke svare på det,” lyder det kort fra den garvede instruktør til stor latter fra salen.

Overforklaring på Netflix
Jonas Risvig spørger, hvilke ændringer den ældre instruktør har bemærket i måden, man laver fiktion til unge på.

”I den seneste tid har jeg fløjet meget i forbindelse med min kommende serie, Greven af Monte Cristo. Her har jeg kunnet se, at mange unge mennesker ser film på deres telefon. Ikke på tværformat, men højformat,” siger Bille August.

”Det er grotesk og trist, for det betyder, at film bare bliver en flugt, fordi folk skal underholdes hele tiden. Og det bekymrer mig, at man i dag skal skrive manuskripter overdrevent tydeligt, så unge kan følge handlingsforløbet, fordi deres koncentrationsniveau er så lavt.”

Bille August giver et eksempel på fiktion, der skærer tingene ud i pap.

”Min datter Alba har lige været med i en Netflix-serie. Hver gang en karakter kom ind i et rum, skulle man med replikker italesætte, hvad der gik forud, hvorfor de var der, og hvad der kom til at ske.”

Risvig nikker og spørger: ”Hvis du skulle lave en ungdomsfilm i dag, Bille, hvad ville den så handle om?”

”Ja, jeg kunne godt tænke mig at lave en historie, der handler om digitaliseringen, og hvad det gør ved os. For jeg tænker meget på det. Men i forhold til andre projekter talte jeg for ti år siden med Bjarne Reuter om, at vi skulle lave en julekalender, så det er også en mulighed …”

Hollywood-drømme
Jonas Risvig er kendt for lowbudget-kortfilm og -serier, mens Bille August har slået sine folder med store budgetter på det store lærred.

Så da der bliver åbnet for spørgsmål fra salen, vil vi gerne høre, om de kunne forestille sig at bytte roller: Jonas tager billetten til Hollywood, og Bille tager et skridt tilbage til begyndelsen af karrieren og går ned i budget?

”For mig ville det ikke være at gå tilbage,” svarer Bille August.

”Når man laver en film, skal man tænke på, hvilken historie man har, og hvor mange penge der er at gøre godt med. Lad os få det bedste ud af det og bruge de penge, der er!” siger han.

Risvig tager ordet.

”I forhold til Hollywood-drømme … altså indtil for et øjeblik siden har jeg altid drømt om at lave en julekalender. Men det var, inden du sagde, at du måske ville gøre det,” siger han hengivent, og Bille August griner højt.

Medicin på natbordet
Zappa skildrer unge, der blev forsømt af forældrene og søgte lindring i hinanden. I dag søger unge trøst i deres skærme og på sociale medier. Hvad mener Jonas Risvig om Bille Augusts kritik af de unges medieforbrug?

”Jeg kan godt genkende det, Bille siger,” svarer Jonas Risvig.

”Vi har jo medicineret vores unge med skærme og gjort det enormt nemt for dem hele tiden at konsumere indhold – alene, i ensomhed. Mens det, de unge virkelig eftersøger i dag, er forbindelse til andre mennesker.”

”De sidste ti år har jeg hørt fra danske biografer, at det er umuligt at trække unge i biffen. Men nu er jeg selv i gang med at lave snigpremiere i biografen på Kontra, og jeg kan se, at der allerede er udsolgt i små provinser over hele Danmark.”

”Det vidner om, at unge faktisk gerne vil ud og være del af noget sammen. Men den medicin, som ligger på natbordet, er utroligt meget nemmere at få fat i.”

”Så jeg må give Bille ret. Det ville være fantastisk, hvis der blev lavet mindre underholdning, og kvaliteten blev hævet. Så kunne vi gøre fiktion til en oplevelse for de unge.”