højskolesagen
17. maj 2021 | 17:52 - Opdateret 17. maj 2021 | 22:04

60 elever sender klage til højskoles bestyrelse

Foto | uoplyst
Biografen Store Bjørn på European Film College i Ebeltoft bliver brugt til undervisning om vigtigheden af det gode manuskript. Nu har en række tidligere elever skrevet et kritisk brev til filmhøjskolens bestyrelse.

”Vi kan ikke anbefale filmhøjskolen,” skriver tidligere elever på European Film College i et åbent brev, hvor de efterlyser en undskyldning fra bestyrelsen for uansvarlig håndtering af sag om krænkende lærer.

Af Frederik Hoff

En alvorlig mail er havnet i indbakken hos bestyrelsen på European Film College i Ebeltoft.

En gruppe på 60 unge mennesker har skrevet under på et brev, hvor de rejser hård kritik af bestyrelsen. 57 er tidligere elever på højskolen, mens tre er de kvinder, som læreren ”Diego” krænkede på University of Texas, inden han blev ansat på den danske filmhøjskole.

”Dette brev ønsker at tydeliggøre en delt bekymring vedrørende bestyrelsens manglende ansvarstagen i forbindelse med en tidligere undervisers krænkende adfærd samt Ellen Riis’ fratrædelse som forstander,” skriver de.

Læs hele brevet efter artiklen på dansk eller engelsk!

Elevernes klage er kulminationen på en længere sag, hvor et stort antal tidligere elever og den fyrede lærer Pia Bovin har kritiseret ledelsens og bestyrelsens håndtering af sagen om Diego.

Den mandlige lærer krænkede adskillige kvindelige elever i løbet af sine fire år som ansat.

I februar 2020 klagede en af dem til forstander Ellen Riis, som forsikrede eleven om, at Diego blot var ”kærlig” og bad eleven tale med en psykolog, som skulle evaluere sagen.

Erhvervspsykologen Ditte Darko har kaldt håndteringen ”et skoleeksempel på dårlig ledelse”, men alligevel har bestyrelsen bakket helhjertet op om Ellen Riis.

”Vi er en gruppe tidligere elever og tre studerende på University of Texas, der oplever jeres håndtering, eller mangel på samme, af de ovennævnte situationer som værende præget af ignorance og mangel på forståelse. Vi er derfor bekymrede for, hvorvidt bestyrelsen kan skabe et godt, sundt og lærerigt højskoleophold for fremtidige elever,” skriver eleverne nu i brevet.

Offentlig undskyldning
I marts 2021 gik Ellen Riis af, og FilmFyns direktør Klaus Hansen blev ansat som midlertidig forstander. Dog har bestyrelsen på intet tidspunkt taget ansvar for krænkelserne, der er foregået på skolen, selv om tidligere elever har bedt om en uforbeholden undskyldning.

Bestyrelsens formand er instruktør Ole Christian Madsen, men han har siden den 11. april været sygemeldt.

Fungerende formand er Søren Kjær, der har været indspilningsleder på en række film af Nils Malmros og er tidligere formand for bestyrelsen på Det Danske Filminstitut.

Han har været skoledirektør i Vejle og blev i 2010 ansat i Rebild Kommune for at rette op på kommunens sagsbehandling i forbindelse med en familiefars seksuelle misbrug af ni børn. Men efter halvandet år mistede politikerne tilliden og skred til en fyring.

Instruktør Christina Rosendahl er også medlem af bestyrelsen. Som forkvinde for Danske Filminstruktører har hun gjort bekæmpelse af grænseoverskridende adfærd til en mærkesag. Hun er også næstforkvinde i foreningen Exitcirklen, der bekæmper psykisk vold.

Pia Bovin kontaktede Rosendahl i februar 2020 om problemerne på skolen, men blev henvist til filmbranchens såkaldte hotline.

De øvrige medlemmer er producer og stifter af The Why Foundation Mette Hoffmann Meyer, advokat Bodil Bach og kommunikationschef fra VIA University College Lisbeth Katborg Bjerre.

Sidstnævnte har erstattet Simon Weil, der for nylig blev ansat som viceforstander. Han begrunder den manglende undskyldning til tidligere elever med, at ”det kræver megen omtanke at sige undskyld”.

Det adresserer eleverne også i brevet.

”Derudover er vi meget uforstående overfor, hvorfor bestyrelsen ikke har givet en offentlig undskyldning til tidligere og nuværende elever. At karakterisere denne sag som ’for kompleks’ eller sågar ’nuanceret’ anerkender vi ikke som en opklarende, legitim eller ansvarlig løsning. Derimod opleves denne tilgang til sagen som værende en fralæggelse af det ansvar, bestyrelsen har over for eleverne,” skriver eleverne.

Ansat trods advarsler
Flere elever og Pia Bovin mener desuden, at Ellen Riis og bestyrelsen må have kendt til Diegos adfærd længe inden.

For få uger siden stod tre tidligere studerende på University of Texas frem og fortalte om krænkelser og ved ét tilfælde et decideret overgreb begået af Diego, da han arbejdede på universitetet. De studerende klagede, og Diego forlod stedet.

Daværende forstander Nadia Kløvedal Reich blev advaret om sagen, da Diego blev ansat, men hun reagerede ikke. Det stiller eleverne spørgsmålstegn ved i brevet.

”Hvordan kan bestyrelsen forsvare, at en lærer var under anklage i en krænkelsessag i Texas, imens han var ansat på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft? I stedet for at prioritere elevernes trivsel og sikkerhed har bestyrelsen ’holdt hånden over’ en aktivt udøvende krænker. Hvordan kan det lade sig gøre? Hvorfor har bestyrelsen ikke prioriteret eleverne? Eller nærmere: Hvorfor er eleverne ikke hovedprioriteten?”

Vendt det blinde øje til
Bestyrelsen har ikke beklaget hverken Nadia Kløvedal Reichs eller Ellen Riis’ ageren i sagen. Tværtimod har de i en pressemeddelelse 30. marts 2021 beklaget Ellen Riis’ fratrædelse, der ifølge dem skete som resultat af ”unødvendigt personforfølgende” artikler om sagen i Ekko.

I pressemeddelelsen skriver bestyrelsen også, at sagen drejer sig om Diegos krænkelse af en elev.

”Det er også vigtigt for os med dette brev at pointere, at det ikke kun var én elev, der blev udsat for krænkende adfærd af underviseren. Tværtimod er der adskillige årgange, der har følt, at både undervisningsrummet og højskolemiljøet har været præget af en ubehag og utryghed,” skriver elevgruppen og fortsætter:

”Som tidligere påpeget har bestyrelsen holdt hånden over en krænker. Her har han ikke kun fået lov til at undervise, men mere essentielt er der tale om flere forstandere, som hverken har lyttet til eller handlet på de ubehagelige og grænseoverskridende oplevelser, som modige elever har italesat og problematiseret.”

”Det er en uansvarlighed, der som konsekvens går ud over alle elever – både ældre, nuværende og fremtidige. Det er en konsekvens, som har effekt på undervisningen og det generelle højskoleophold. Og det er en tydelig konsekvens af, at bestyrelsen har vendt det blinde øje til og dermed indirekte accepteret, at betalende elever blev udsat for den påtalte adfærd.”

Fortrængning af fortiden
Elevgruppen skriver, at de oplever et gennemgående systemsvigt, hvori bestyrelsen ikke har været i stand til at skabe sikre og trygge rammer for højskoleeleverne.

Den nyansatte forstander Klaus Hansen er ifølge sig selv og bestyrelsen ansat til blandt andet at sikre et trygt undervisnings- og arbejdsmiljø på skolen i fremtiden. Dog vil han ikke vil forholde sig til fortidens problemer, men kun se fremad.

Det har eleverne også en kommentar til.

”Til slut tillader vi os at være kritiske over for den fremtidige håndtering af denne sag. Hvorfor er der ingen interesse i at finde ud af, hvordan sådanne episoder overhovedet kunne ske? Hvordan vil I rette op på en fejl, hvis der ikke er forståelse for, hvordan og hvorfor fejlen er opstået til at starte med?”

”Disse situationer resulterer i, at vi ikke finder det ansvarligt at anbefale Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft til fremtidige elever, før der er bevisførelse på, at bestyrelsen ser grund til at skabe en sociokulturel forandring på skolen. Det er derfor en bekymring, vi håber, I vil tage alvorligt og aktivt ønsker at igangsætte hurtigst muligt.”

Ekko har kontaktet European Film College.

”Bestyrelsen har fået et brev fra en gruppe tidligere elever. Det vil bestyrelsen besvare inden en eventuel udtalelse til Ekko,” skriver højskolens pr-person Anne Nordenhof.

Elevers brev til bestyrelsen på European Film College

ENGLISH BELOW

Til Bestyrelsen på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft.

Dette brev ønsker at tydeliggøre en delt bekymring vedrørende Bestyrelsens manglende ansvarstagen, i forbindelse med en tidligere underviserskrænkende adfærd samt Ellen Riis’ fratrædelse som rektor.

Vi er en gruppe tidligere elever og 3 studerende fra University of Texas, der oplever jeres håndtering, eller mangel på samme, af de ovennævnte situationer som værende præget af ignorance og mangel på forståelse. Vi er derfor bekymrede for, hvorvidt Bestyrelsen kan skabe et godt, sundt og lærerigt højskoleophold for fremtidige elever.

Derudover er vi meget uforstående overfor, hvorfor Bestyrelsen ikke har givet en offentlig undskyldning til tidligere og nuværende elever. At karakterisere denne sag som ‘for kompleks’ eller sågar ‘nuanceret’ anerkender vi ikke som en opklarende, legitim eller ansvarlig løsning. Derimod opleves denne tilgang til sagen som værende en fralæggelse af det ansvar, Bestyrelsen har over for eleverne.

Hvordan kan Bestyrelsen forsvare, at en lærer var under anklage i en krænkelsessag i Texas, imens han var ansat på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft? I stedet for at prioritere elevernes trivsel og sikkerhed har Bestyrelsen ”holdt hånden over” en aktivt udøvende krænker. Hvordan kan det lade sig gøre? Hvorfor har Bestyrelsen ikke prioriteret eleverne? Eller nærmere: Hvorfor er eleverne ikke hovedprioriteten?

Vi oplever et gennemgående systemsvigt, hvori Bestyrelsen ikke har været i stand til at skabe sikre og trygge rammer for højskoleeleverne.

Det er også vigtigt for os, med dette brev, at pointere, at det ikke kun var én elev, der blev udsat for krænkende adfærd af underviseren. Tværtimod er der adskillige årgange, der har følt, at både undervisnings- og højskole-miljøet har været præget af en ubehag og utryghed.

Som tidligere påpeget har Bestyrelsen holdt hånden over en krænker. Her har han ikke kun fået lov til at undervise, men mere essentielt er der tale om flere rektorer, som hverken har lyttet til eller handlet på de ubehagelige og grænseoverskridende oplevelser, som modige elever har italesat og problematiseret. Det er en uansvarlighed, der som konsekvens går ud over alle elever – både ældre, nuværende og fremtidige. Det er en konsekvens, som har effekt på undervisningen og det generelle højskoleophold. Og det er en tydelig konsekvens af, at Bestyrelsen har vendt det blinde øje til og dermed indirekte accepteret, at betalende elever blev udsat for den påtalte adfærd.

Til slut tillader vi os at være kritiske overfor den fremtidige håndtering af denne sag. Hvorfor er der ingen interesse i at finde ud af, hvordan sådanne episoder overhovedet kunne ske? Hvordan vil I rette op på en fejl, hvis der ikke er forståelse for hvordan og hvorfor fejlen er opstået til at starte med?

Disse situationer resulterer i, at vi ikke finder det ansvarligt at anbefale Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft til fremtidige elever, før der er bevisførelse på, at Bestyrelsen ser grund til at skabe en sociokulturel forandring på skolen. Det er derfor en bekymring, vi håber, I vil tagealvorligt og aktivt ønsker at igangsætte hurtigst muligt.

Underskrevet af 57 tidligere studerende og 3 kvinder fra University of Texas.

 

To the Board of the European Film College in Ebeltoft.

This letter seeks to clarify a shared concern regarding the Board's lack of responsibility in connection with a former teacher's abusive behavior and Ellen Riis' resignation as principal.

We are a group of past students and 3 students from University of Texas, who experience your handling, or lack thereof, of the above situations as characterized by ignorance and lack of understanding. Therefore, we are concerned about whether the Board can create a good, healthy, and educational college stay for future students.

In addition, we find it incomprehensible that the Board has not given a public apology to past and present students. Characterizing this case as 'too complex' or 'nuanced', we do not acknowledge it as a clarifying, legitimate or responsible solution. On the contrary, the Board's approach to the case is perceived as a waiver of the Board's responsibility towards the students.

How can the Board defend that a teacher was accused of a violation in Texas while employed at the European Film School in Ebeltoft? Instead of prioritizing student well-being and safety, the Board has protected an active perpetrating violator. How is that possible? Why has the Board not prioritized the students? Or more to the point: Why are students not the main priority?

We experience a consistent system failure, in which the Board has not been able to create a safe and secure environment for the folk high school students.

It is also crucial for us, with this letter, to point out that it was not just one student who was subjected to abusive behavior by the teacher. On the contrary, several consecutive year students have felt that both the teaching and college environment has been characterized by discomfortand insecurity.

As previously pointed out, the Board has protected an offender. He has not only been allowed to teach, but more essentially, several principals have neither listened to nor acted on the unpleasant and boundary violating experiences that brave students have articulated and problematized. It is irresponsibility that, consequently, affects all students – previous, current, and future. It is a consequence that influences the teaching and the general college stay. And it is a straightforward consequence of the Board turning a blind eye and indirectly accepted that paying students were exposed to the alleged behavior.

Finally, we allow ourselves to be critical of the future handling of this case. Why is there no apparent interest in finding out how such episodes could happen at all? How will you correct a mistake if there is no understanding of how and why the error occurred in the first place?

These situations result in us not finding it responsible recommending the European Film College in Ebeltoft to future students until evidence that the Board sees reason to create a socio-cultural change at the school. It is, therefore, a concern that we hope you will take seriously and actively want to initiate as soon as possible.

Signed by 57 former students and 3 women from University of Texas.

Kommentarer

Bestyrelsen


Ole Christian Madsen
Instruktør

 

Søren Kjær
Tidlige kommunaldirektør

 

Christina Rosendahl
Instruktør

 

Mette Hoffmann Meyer
Producer

 

Bodil Bach
Advokat

 

Lisbeth Katborg Bjerre
Kommunikationschef

Højskolesagen

August 2016
”Diego” bliver ansat som lærer på European Film College.

Efteråret 2016
Elever oplever Diegos grænseoverskridende adfærd.

2017-2018
En elev fanger Diego i at have sex med kvindelig elev i et skolelokale. Diegos forhold til eleven ”Eva” er kendt på skolen.

Februar 2018
Ellen Riis ansættes som forstander.

August 2018
Eva flytter ind i Diegos højskolelejlighed. Det drøftes blandt lærerne, men accepteres af Riis.

August 2018
Læreren Pia Bovin fortæller angiveligt Riis om problemer med Diego, hvilket Riis i dag bestrider.

17. februar 2020
”Nadine” skriver klagemail om Diego til Riis.

19. februar 2020
Eleven Nadine kaldes til samtale med Riis og sendes til psykolog, hvor hun føler sig evalueret.

28. februar 2020
Fem elever skriver til skolens ledelse med lignende historier om Diego.

2. marts 2020
På et fællesmøde for hele skolen fortæller Riis, at Diego forlader skolen, men uden at oplyse årsagen.

7. april 2020
Pia Bovin afskediges af forstanderen.

18. februar 2021
Ekko #87 udkommer med stor artikel og interview med Ellen Riis.

16. marts 2021
Ekko offentliggør uddrag af lydoptagelse, hvor Riis henviser krænket elev til psykolog for at få en professionel evaluering.

26. marts 2021
Ellen Riis meddeler, at hun fratræder til sommer som følge af kritikken.

30. marts 2021
Bestyrelsen giver Ellen Riis sin fulde opbakning og kalder Ekkos artikler ”urimeligt personforfølgende”.

11. april 2021
Bestyrelsesformand Ole Christian Madsen sygemelder sig med covid-19, og næstformand Søren Kjær bliver fungerende formand.

12. april 2021
Klaus Hansen og bestyrelsesmedlem Simon Weil ansættes midlertidigt som henholdsvis forstander og viceforstander.

13. maj 2021
Stillingen som forstander slås op.

© Filmmagasinet Ekko