Ekspert: Skoleeksempel på dårlig ledelse

Forstanderen på European Film College, Ellen Riis, holder fast i, at hun har handlet ”hurtigt, resolut og forsøgt at bakke op om en part, der er krænket” i sagen om en grænseoverskridende lærer.

Læreren endte med at forlade skolen i marts 2020, men eleverne fik aldrig grunden at vide, endsige at han var blevet fyret. Og den krænkede elev – som vi kalder ”Nadine” – føler sig ikke godt behandlet.

Efter at nittenårige Nadine skrev en klage til forstanderen, blev hun inviteret til en samtale med Ellen Riis.

”Det var en meget ubehagelig samtale. Ellen Riis betvivlede grundlæggende min troværdighed, selv om hun gentagne gange forsikrede om det modsatte. Og det føltes, som om hun prøvede at give mig ansvaret for lærerens skæbne,” siger Nadine i Ekko #87.

Nu er Ekko kommet i besiddelse af en komplet lydoptagelse fra mødet, som varer 22 minutter. Læs kommentar til nyheden og hør Ellen Riis’ svar.

Intentionen er irrelevant
Vi har forelagt en transskribering for en ekspert, Ditte Darko, der er erhvervspsykolog og forfatter af bogen Kort og godt om seksuel chikane og Metoo.

Hun mener, at samtalen er et skoleeksempel på, hvordan #MeToo-sager ikke skal håndteres.

”Det starter ellers godt nok. Forstanderen takker eleven for at gå til hende og stole på sine følelser. Men meget hurtigt begynder forstanderen at så tvivl om elevens oplevelse og flere steder tenderer det victim blaming,” siger Ditte Darko og fortsætter:

”Forstanderen fremhæver læreren som en meget kærlig og omsorgsfuld fyr. Hun siger, at der er en stor risiko for, at man kan fejltolke hans signaler, og hun siger direkte, at læreren efter hendes opfattelse intet forkert har gjort.”

”I Arbejdstilsynets definition på krænkelser er intentionen irrelevant. Hvis eleven føler, at hendes grænser er blevet overskredet på en måde, som opleves ydmygende eller nedværdigende, så skal det tages seriøst og ikke affejes, som om hun bare har misforstået det hele.”

Forstanderen har allerede talt med læreren om klagen inden mødet med eleven. Det er et brud på den fortrolighed, en krænket person har krav på, mener Ditte Darko.

”En leders opgave er at skabe et tillidsfuldt rum med en høj grad af psykologisk tryghed, hvor man tør fortælle sine oplevelser og ikke er bange for at tabe ansigt eller blive straffet for at give udtryk for bekymring. Det bliver jo ødelagt, når Ellen Riis uden tilladelse fortæller det videre til læreren.”

”Tænk, hvis eleven ikke ønsker, at læreren skal vide, at hun har klaget. Sagen handler jo netop om, at læreren straffer de elever, der ikke gør, som han gerne vil have.”

Gennemtænkt klage
Ellen Riis fortæller Nadine, at hun har bedt læreren ”overveje sit kropssprog, og hvordan han bruger tid med elever”.

”Måske forsøger hun at fremstå handlekraftig, men det virker mere, som om hun forsøger at lukke sagen hurtigst muligt og med færrest mulige konsekvenser,” vurderer Ditte Darko.

”Når en nittenårig har skrevet en gennemtænkt og meget alvorlig klage over, at hun og andre er blevet udsat for grænseoverskridende adfærd i flere år og føler sig utryg på skolen, burde forstanderen først lytte til de krænkede og derefter undersøge, om der er hold i anklagerne. I stedet går hun straks til læreren.”

”At bede læreren være opmærksom på sit kropssprog er fint, men når forstanderen tydeligt har været bevidst om hans meget fysiske adfærd, burde hun have gjort det for længe siden.”

Pålægger eleven et ansvar
Da eleven tvivler på, at Ellen Riis’ snak med læreren vil løse problemet, og fortæller, at andre elever er i gang med at nedfælde deres oplevelser med læreren, tager samtalen en drejning.

”Jeg troede, at det her var en samtale og en e-mail imellem dig og mig, og at vi ville finde ud af det,” siger Ellen Riis og spørger, hvad Nadine ønsker, at der skal gøres.

”Det er ikke i orden. Her skal hun som leder træde i karakter og sige: ’Tak, det håndterer vi!’ Hun skal ikke lægge ansvaret over på eleven, for hun kan få vildt dårlig samvittighed og skyldfølelse over at sige, at den populære lærer bør fyres,” siger Ditte Darko.

”Når Nadine klager over ham, må hun i forvejen være meget bange for, om hun kan blive betragtet som usolidarisk af de andre elever og undervisere. Det gør det ikke nemmere, at hun så også skal bestemme lærerens skæbne. Den ekstremt svære situation skal hun slet ikke sættes i.”

Sendt til psykolog
For at løse konflikten foreslår Ellen Riis, at Nadine taler med læreren og forstanderen om sagen. Det har Nadine ikke lyst til, og så bringer Riis en psykolog, der er tilknyttet skolen, på banen.

”Vi har John Row, og jeg synes, du skal have en snak med ham, fordi han er en professionel udefra. Og jeg vil gerne have, at han giver en professionel evaluering af, hvordan vi skal gribe sagen an. Fordi … jeg er loyal over for alle lærerne,” siger Ellen Riis til Nadine og tilføjer:

”Fra min synsvinkel må jeg have nogen til at lytte til dig og hjælpe mig med at tage beslutninger.”

Nadine siger til Ekko, at samtalen med psykologen gør hende utryg.

”John Row fortæller en historie om, at man ikke skal dømme nogen på baggrund af enkelte handlinger. Det føles, som om han prøver at gøre mig i tvivl om min vurdering af læreren. Både John og Ellen giver mig dårlig samvittighed over at være gået til dem med nogle meget ubehagelige oplevelser. De burde i stedet have støttet mig,” siger Nadine.

Ifølge Ditte Darko er den måde, psykologen bliver inddraget på, også en alvorlig fejl.

”Det er et brud på en psykologs tavshedspligt og virkelig dårlig ledelse. Selv hvis psykologen ikke har meldt tilbage til forstanderen, så bliver det meget svært for eleven at stole på John Row, når samtalen bliver præsenteret på disse klare præmisser,” siger hun.

Det bliver ikke bedre af, at forstanderen mod slutningen af samtalen opfordrer Nadine til at sørge aldrig at være alene med læreren, men kun på steder, hvor der også opholder sig andre mennesker.

”At man selv kan sætte grænser er rigtigt nok, men i konteksten lyder det, som om forstanderen igen skubber ansvaret fra sig,” siger Ditte Darko.

”Som leder er det hendes ansvar, at krænkelserne ikke finder sted. Det er ikke i orden.”

Lærerigt studie
Ditte Darko mener, at samtalen på European Film College i Ebeltoft viser de mekanismer, der gør, at ledere ofte håndterer krænkelsessager problematisk.

”Det er meget lærerigt at studere samtalen. Her er rigtigt mange eksempler på de alvorlige fejl, som ledere begår i den slags situationer. Mange ledere er slet ikke klædt på til at håndtere krænkelsessager, og det er et stort problem for ansatte og elever i det her tilfælde,” siger Ditte Darko.

”I bedste fald forsøger forstanderen at se sagen både fra elevens og lærerens side, men undervejs i samtalen lyder det, som om hendes loyalitet er hos læreren. Det er en kæmpe fejl, for det kan afskrække elever fra at betro sig til hende i fremtiden.”

Især højskoler og kreative læringsinstitutioner er sårbare over for krænkelsessager. Nære mentorforhold til underviserne er normale, og grænserne mellem det personlige og professionelle smelter sammen, mener Ditte Darko.

”I den kreative verden overskrider man en masse grænser sammen og kommer enormt tæt på hinanden. Men når det kammer over, kan det ødelægge tilliden. Derfor er det vigtigt, at ledere på særligt de institutioner gør en seriøs indsats, når de skal håndtere krænkelsessager. I sidste ende er det deres ansvar.”