”Vi kunne ikke bare give op”

Allerede inden midtvejsfilmen på uddannelsen Super16 luftede Jahfar Muataz idéen til sin afgangsfilm til producer Alexander Skaarup Nielsen.

”Vi skal til Mellemøsten og optage min personlige historie!”

Jahfar Muataz har med en opvækst i skiftevis Mjølnerparken på Nørrebro, Syrien og et borgerkrigsramt Irak oplevet mere end de fleste.

Instruktøren har på Super16 lavet gyseren Kaboos og thrilleren Det ottende sakramente, som begge kan ses på Ekko Shortlist og har fået fem stjerner af vores anmelder.

Førsteårsfilmen Kaboos, som Alexander Skaarup Nielsen producerede, blev kaldt den bedste danske horror-kortfilm i mands minde.

Nu afslutter makkerparret deres tid på Super16 som en del af ellevte årgang, som viser deres afgangsfilmpå Ekkos hjemmeside til og med den 8. december.

Ingen tid til dagbog
Makkerparrets afgangsfilm Splittet handler om Malik, der ikke føler sig hjemme i Sverige. Familien ser på tv-skærmen, at Saddam Hussein er blevet hængt, så de vælger at drage til hjemlandet Irak.

Det begejstrer Malik, men også i Irak føler han sig anderledes.

Instruktøren er kendt for sin bombastiske og symbolmættede stil i film som Det ottende sakramente, der vandt for bedste lyddesign og musik ved Ekko Shortlist Awards 2022.

Med ryggen til kameraet taler producer Alexander Skaarup Nielsen med instruktør Jahfar Muataz om morgendagens optagelser.

Splittet skiller sig ud som et mere realistisk og nedtonet drama.

”Vi boede i Irak i de to år, hvor der udbrød borgerkrig. Der skete så meget, at jeg ikke havde tid til at sætte mig ned og mærke, hvad jeg gik igennem. Der var ikke tid til at skrive dagbog – man lever bare,” fortæller Jahfar Muataz.

”Så det ramte mig først, da jeg kom til Danmark igen. Hvor er det egentlig, at jeg hører til, når jeg er indvandreren i Danmark og danskeren i Irak?”

Ser anderledes på kortfilm
Alexander Skaarup Nielsen var fra start klar over, at Splittet var et kortfilmprojekt ud over det sædvanlige. Det kunne ikke lade sig gøre at optage filmen i Irak, så de måtte i stedet til Jordan, men også det krævede en del.

”Vi skulle bruge nogle penge – langt flere end der normalt gives til kortfilm i Danmark,” fortæller Alexander Skaarup Nielsen.

Produceren begyndte at søge penge i Danmark, men fik afslag fra større danske fonde.

”Det er en personlig fortælling, så jeg vidste, hvor meget det betød for Jahfar at optage i Mjølnerparken. Men vi måtte rykke produktionen til Sverige, hvis vi skulle have penge til den film.”

Temperaturen i Jordan kom gerne op på omkring 40 grader, så Alexander Skaarup Nielsen iklædte sig ligesom de lokale en dragt, der sørgede for luft til kroppen.

Første kontakt var produktionsselskabet Carbs Film i Malmø. Derefter startede ansøgningerne til de svenske filmfonde.

”I Sverige var det helt anderledes. Her regner man ikke med, at folk arbejder gratis. Hele processen minder mere om en spillefilm,” siger Alexander Skaarup Nielsen.

”Jeg skulle pludselig ikke bare sende et budget afsted, men klarlægge præcis hvor mange penge vi ville bruge i Sverige og Jordan. Filmen lå i tre forskellige lande, så de var nødt til at have bevis for, at det rent faktisk kunne lade sig gøre. Det var langt mere detaljeret, end når man søger kortfilmstøtte i Danmark.”

Kampen om finansieringen i Sverige varede lidt over et år. Holdet fik samlet lidt under én million kroner fra den svenske tv-kanal SVT, det svenske filminstitut og Film i Skåne samt andre internationale fonde.

”Vi skal heller ikke glemme Filmværkstedet i København, som foruden økonomisk støtte gav os mulighed for at tage udstyret med til udlandet,” siger Alexander Skaarup Nielsen.

Seddel hos slagteren
Med penge på lommen og udstyr i kufferten fandt de dog hurtigt ud af, at det ikke var ligetil at optage film i både Danmark, Sverige og Jordan.

”Vi havde en caster i Sverige, der slet ikke havde taget hensyn til vores projekt. Tre uger inden optagelser stod vi uden hovedrolleindehaver,” siger Jahfar Muataz.

Produceren nikker og slår ud med armene.

”Der knækkede det lidt for mig. Jeg tog til Malmø og hængte sedler op ved alle de arabiske kiosker og slagtere. Sådan fandt vi Baider Al Jasim, hvis bror havde set sedlen hos den lokale slagter,” fortæller Alexander Skaarup Nielsen.

Det krævede samarbejde og fantasi, når filmholdet konstant blev stillet over for nye udfordringer midt i optagelserne.

Instruktørens møde med amatørskuespilleren var temmelig atypisk.

”Han kom bare ind og sagde: ’Hej, jeg har ikke forberedt noget eller læst det, I har sendt, men hvad vil du have mig til at gøre?’” siger Jahfar Muataz.

”Og så leverede han ellers bedre end alle de andre, som faktisk havde forberedt sig for meget. Baider er svensk mester i jiu jitsu, og derfra har han den ro, der kommer af at være iskold.”

Skuespiljagt i slummen
Med skuespillerne på plads var det femten mand store hold klar til tre ugers optagelse i Jordan med temperaturer op til 40 grader.

Her begyndte kaosset for alvor.

”Vi lander i Jordan og indser, at vi skal fikse alt. Udstyr, location, skuespillere. De ting, vi var blevet lovet, var bare ikke gjort. Vi skulle stable en produktion sammen på tre uger,” fortæller Jahfar Muataz og tilføjer:

”Men vi kunne ikke bare give op.”

Filmholdet var en blanding af danskere, svenskere og lokale fra Jordan, der sammen lykkedes med et nærmest umuligt projekt og fik en film i kassen.

De absurde oplevelser stod i kø i Jordan, fortæller instruktør og producer.

Jahfar Muataz havde halvandet år inden rejsen bestilt en falsk AK-47, som skulle bruges til optagelserne. Men dernede fik de at vide, at de ikke kunne få den, fordi der var to ugers ventetid på ansøgningen.

”Vi mødte en caster, der var skæv hele tiden, og som ikke havde gjort sit arbejde og fundet skuespillere. Samtidig skulle vi finde nye locations, så jeg satte min lid til vores fotograf Anthon Falkenstrøm Tougaard, mens jeg selv måtte ud at finde skuespillere,” fortæller Jahfar Muataz.

Alexander Skaarup Nielsen nikker.

”Så dage før første optagelse render instruktøren rundt i Ammans slumkvarterer midt om natten og leder efter folk,” siger produceren med et stort smil.

”Til sidst kan man ikke andet end bare at grine, og på en eller anden måde lykkedes det med vores fantastiske hold at komme hjem med en film.”