Debat
04. maj 2020 | 10:25

Vil biograffilmene rejse sig af ruinerne?

Foto | Eon Productions
James Bond skal ikke bare redde verden, men også give alverdens biografer en økonomisk saltvandsindsprøjtning, når filmen om den engelske agent efter planen får premiere til efteråret.

Der kan nemt gå over tre år, før biograf- og filmindustrien er helt oppe at køre igen efter coronakrisen, og det vil kræve massive, statslige støtteordninger.

Af Kim Pedersen

Coronakrisen vil sætte sig dybere spor i biograf- og filmindustri, end de fleste øjensynlig har fantasi til at forestille sig.

Biograferne er tvunget til at holde lukket, og al filmarbejde er indstillet. Filmbranchens hjul står bomstille – med undtagelse af tv og streaming, som til gengæld kører på høje nagler. Folk tvinges jo til at opholde sig mere i hjemmet, end de nogensinde har gjort før. Og noget skal de jo give sig til, så tror pokker, at tv og streaming har høje seertal.

Problemet er blot, at betalingsvilligheden for film i hjemmet slet ikke er stor nok til at betale for det udbud af biograffilm, vi er blevet forvænt med.

Lige om lidt vil biograferne og filmindustrien få tilladelse til at åbne igen, men det bliver ikke med det brag, mange sikkert drømmer om.

Ud over restriktioner i antallet af publikummer, man må lukke ind, vil biograferne åbne med et filmprogram, som langt fra kan sikre dem en bæredygtig økonomi. Biografvirksomhed er en produktdrevet branche, og folk går kun i biografen, når der vises noget, som har deres interesse.

Langt den overvejende del af de film, der blev færdiggjort inden krisen, er blevet udskudt hele og halve år, samtidig med at produktionen af nye film er blevet indstillet.

Det betyder, at der bliver langt mellem snapsene i biografernes repertoire. Årsagen er især, at en række store film måtte stoppes midt under optagelserne. At få genopstartet optagelserne er lettere sagt end gjort.

Produktionsselskaberne bløder rødt, og der mangler penge. For slet ikke at snakke om de rent praktiske detaljer, som kan gøre genoptagelsen af filmproduktion meget vanskelig.

Skuespillere og filmhold er jo spredt for alle vinde og har måske kontraktligt forpligtet sig til andre opgaver. Kulisser skal genopbygges og ja, så er der jo også mareridtssituationen, at en skuespiller – i bærende roller – måske er død i mellemtiden. Det betyder, at man enten må starte forfra eller lægge filmen ned.

Enlige svaler
Mange vil sikkert sige, at hvis man blot udsender filmene simultant på alle platforme, vil alting løse sig. Det har været en succes med Trolls på verdensturné, og snart kommer Scoob!

Men her glemmer man at tage alle aspekter med i den vurdering.

For det første er samfundet stort set lukket ned. Folk er tvunget til at opholde sig i hjemmet, og konkurrencen på nye, store børnefilm er nærmest ikke-eksisterende. Til gengæld er børnenes underholdningsbehov uanfægtet.

Så filmselskaberne har bragt sig i den situation at have to produkter, som er at sammenligne med at sælge vand i Sahara.

Men når samfundet langsomt åbnes igen, og der atter bliver sat turbo på konkurrencen om befolkningens fritid, vil det vise sig, at succesen med Trolls på verdensturné og Scoob! var enlige svaler.

Filmindustrien får mere end nogensinde brug for de indtægter, som kommer fra biograferne. Og streaming vil aldrig kunne erstatte de indtægter, filmindustrien malker biograferne for.

Banalt samlebåndsprodukt
Der er selvfølgelig risikoen for, at filmindustrien – i ufattelig kortsigtet tænkning – pludselig begynder at følge musikbranchens eksempel. Hermed vil man reducere sig selv til 20-25 procent af den omsætningsvolumen, man kunne have haft, hvis man ikke havde overgivet kontrollen til digitalisering og pirateri.

Pirateriet er under coronakrisen steget med 40 procent, og den mest illegalt downloadede film er Extraction fra Netflix. Det gennemhuller i øvrigt argumentet om, at hvis man blot giver fri tilgængelighed for billige penge, kan man bekæmpe pirateri.

At Extraction topper, skyldes, at det er den film med størst publikumsinteresse, mens resten af filmbranchen ligger i ruiner. Konkurrencen er pt. minimal, og det siger ikke så lidt om filmindustriens nuværende stade, at det er et banalt samlebåndsprodukt, som render med al opmærksomheden.

Det bliver trange tider for biografer og filmindustri, så langt øjet rækker, og der kan nemt gå over tre år, før biograf- og filmindustri er helt oppe igen. Undervejs bliver massive, statslige støtteordninger nødvendige til biografer og produktionsmiljøet, hvis vi skal bevare danske biografer og et dansk filmproduktionsmiljø af biograffilm.

De trange tider kommer til at gå ud over filmelskere, hvad enten man ser filmene i biografen eller hjemmet. Men for enden af den lange tunnel er der lys.

Trailer: No Time to Die

Kommentarer

Debatindlæg

Artiklen er et debatindlæg sendt til Ekko.

Kim Pedersen var formand for brancheforeningen Danske Biografer 2005-19.

Blogger fra 2012 til 2018 for Filmmagasinet Ekko.

Den førende biografejer i Aarhus fra 1978 til 1999.

© Filmmagasinet Ekko