Dag 10: Vindkraft, rumfart og fordækt tortur

Der er opbrudsstemning i Park City.

Sundance-festivalen fjorten-dobler byens befolkning ti dage hver vinter, men i de sidste dage føles den lille bjergby nærmest affolket, efter de mange pop-up-butikker har lukket og slukket, og de største kendisser er taget hjem igen.

Det betyder dog langt fra, at der er kommet ro på festivalen. Første weekend var ét stort panikgilde, hvor alle forsøgte at snuse sig frem til festivalens hovedfilm. I anden weekend har hypen samlet sig om et par håndfulde titler, som festivalgængerne nærmest dolker hinanden i ryggen for at sikre sig en billet til.

Festivalens ventelister er blevet umuligt overproppede, og til de sidste visninger af de største film begår man hybris, hvis ikke man står i kø tre kvarter inden. Alle forsøger at få det sidste med.

Nedtysset CIA-tortur
Lad os starte i et hyggeligt hjørne med hårrejsende afstumpethed og overlagt systemsvigt.

Det kunne lyde som indtil flere af festivalens dokumentarer, og Scott Z. Burns’ politiske graverfilm The Report giver da også indtryk af at holde sig tæt til sandheden om det brutale torturprogram, amerikanerne søsatte i kølvandet på 9/11.

Adam Driver spiller den indædt idealistiske efterretningsofficer Dan Jones, der får til opgave at kulegrave CIA-programmet i en detaljeret rapport, og må springe over den ene forhindring efter den anden for at få sandheden for en dag.

I første halvdel ser vi de umenneskelige handlinger sideløbende med, at han afdækker dem i et gigantisk papirspor. Mistænkte bliver afklædt, tæsket, holdt vågne, udsat for vandtortur, begravet levende og får sprøjtet vand i røven, så det kommer ud af munden.

Tak for kaffe! Det er nu blevet sværere at se Zero Dark Thirty, der er baseret på den heroiserende CIA-udlægning af historien.

Da uhyrlighederne er mere eller mindre kortlagt, starter kampen for at få sandheden frem i lyset. Det er en medrivende og hovedrystende historie, og Scott Z. Burns – der har skrevet flere film for Steven Soderbergh – fortæller fermt med en dirrende pegefinger løftet mod Bush, der lod det ske, og Obama, der tyssede det ned.

Det er god journalistik, men det lidt ensporede fokus på historien snarere end på karaktererne får The Report til at virke lidt selvretfærdig og tør.

Vindkraft i Afrika
Også en anden film på mit dagsprogram fortalte på heroisk vis om at overkomme alle odds. Men hvis The Report taler til hjernen, griber Chiwetel Ejiofors dybfølte debutfilm The Boy Who Harnessed the Wind ud efter publikums hjertestrenge.

Det er en sandfærdig fortælling om en malawisk dreng, William Kamkwamba, der – undskyld, men slutningen ligger ligesom i titlen – lærer sig selv at bruge vindenergi til at vande afgrøderne i sin solsvedne landsby.

Chiwetel Ejiofor træder selvsikkert om bag kameraet med et levende billedsprog og en skuespillers oplagte sans for stærke præstationer. Han brænder selv igennem som Williams stolte, desperate far, en fornuftig mand, der snubler over sine egne principper, da regnen udebliver, og landsbyen kappes om de sidste, støvede majskolber.

Men det er skuespildebutanten Maxwell Simba, der bærer filmen på sine spinkle skuldre. William er en ressourcestærk knægt, en tilsyneladende autodidakt ingeniørspire, der bakser med radioer og rustne batterier for naboerne – og som tidligt forstår, at hans evner giver ham et særligt ansvar for en familie på randen af hungersnød.

Det er en empatisk, menneskeklog fortælling, der er skarp på realiteterne under et bundkorrupt regime, hvor politikerne tørrer deres egen bagdel, inden de skænker en tanke til de folk, de burde beskytte.

Kropsnær månelanding
En af festivalens mest overrumplende oplevelser finder man i dokumentarprogrammet. Apollo 11 er et enestående historisk dokument, et nøgternt portræt af månelandingen i 1969 udelukkende fortalt med restaureret arkivmateriale.

Hatten af for den restaurering. Længe sad jeg og tænkte, at optagelserne af NASA-ingeniører foran enorme computerbanker og af nysgerrige turister foran affyringsrampen i Florida måtte være spritnye. Der er ikke ét støvkorn at spore.

Det var først, da månefarerne Neil Armstrong, Buzz Aldrin og Michael Collins dukkede op, at jeg overgav mig til de mageløse 65mm-billeder, som i et halvt århundrede har ligget på NASA’s arkiver. End ikke sidste års nyrestaurering af Rumrejsen år 2001 ser så uberørt ud.

Formen er en totalt nøgtern gengivelse af begivenhederne. Her er ingen fortæller eller infotekst, og der er heller ikke brug for dem. Historien er i store træk velkendt for de fleste, ikke mindst efter Damien Chazelles Hollywood-udgave First Man.

Instruktør Todd Douglas Miller sætter sig for at give et enestående, fascinerende indblik i missionen set udefra og indefra – i kontrolrummet og måneraketten.

Resultatet savner måske lidt spænding til tider. Man kunne have ønsket flere optagelser fra Houston, hvor en hær af teknikere og ingeniører sad og bed negle, frem for udvendige optagelser fra månelanderen, der langsomt nærmer sig overfladen.

Men det giver unægteligt et sug i maven at være så nær ved så monumental en bedrift. Apollo 11 er det tætteste, nogen af os kommer til at gå på månen, og jeg bliver slemt skuffet, hvis jeg ikke kan gense den på et kæmpelærred i København på jubilæumsdagen 20. juli.