Nyhed
21. aug. 2018 | 13:30

Vinterbrødre i spil til nordisk filmpris

Foto | Maria von Hausswolff
Hlynur Pálmasons danske debutfilm ryddede bordet ved Robert-festen tidligere på året. Vintrebrødre er en eksperimenterende broder-odyssé med Elliott Crosset Hove i hovedrollen.

Hlynur Pálmasons prisvindende debutfilm skal repræsentere Danmark ved årets uddeling af Nordisk Råds Filmpris, hvor der er hård konkurrence fra Norge og Island.

Af Frederik Bakkerud

Billetsalget var ikke overvældende, men bortset fra det kan Hlynur Pálmason vist være godt tilfreds med sin debutspillefilm.

Han markerede sig allerede kraftigt med sin afgangsfilm på Filmskolen, En maler, der kan ses på Ekko Shortlist.

Nu skal den islandske instruktørs Vinterbrødre repræsentere Danmark, når Nordisk Råds Filmpris uddeles for femtende gang tirsdag den 30. oktober.

Den billedskønne broder-odyssé fik fem stjerner i Ekko og har gået sin sejrsgang verden over. I Danmark vandt filmen ni Robert-priser og to Bodil-statuetter foruden hovedprisen på sidste års Cph Pix.

Vinterbrødre er et eksperimenterende drama mellem to brødre ved et kalkbrud i et goldt vinterlandskab. Filmen fik verdenspremiere på festivalen i Locarno, hvor Elliott Crosset Hove vandt prisen for bedste skuespiller.

Nærmest en åbenbaring
Vinterbrødre er blevet valgt som den danske repræsentant af en jury bestående af kritikerne Per Juul Carlsen, Jakob Wendt Jensen og Eva Novrup Redvall.

”I en tid, hvor filmbranchen er præget af konformitet og sikre løsninger, er Vinterbrødre nærmest en åbenbaring,” skriver den danske jury.

”Instruktør Hlynur Pálmason eksperimenterer med sælsomme billedkombinationer og omkuldkastende lydarbejde, og selv om Vinterbrødre fortæller en historie af en slags, bygger filmoplevelsen mest på sansninger, associationer og drømmetydninger.”

Den endelige vinder af Nordisk Råds Filmpris vælges af den nordiske jury, som består af formændene i de nationale juryer for de deltagende lande, der foruden Danmark er Sverige, Norge, Finland og Island.

Med prisen følger en pengepræmie på 350.000 kroner.

Gys og grin
Blandt de fem kandidater finder man norske Joachim Trier, der er nomineret med den psykologiske gyser Thelma. Instruktøren vandt i 2016 Nordisk Råds Filmpris for Louder than Bombs.

Mere sjov er der i det islandske bidrag Kvinde på krigsstien, hvor en kvinde tager kampen op med industrien, der ødelægger miljøet. Instruktør Benedikt Erlingsson har også tidligere vundet prisen for Om heste og mænd i 2014, og hans nye blev godt modtaget på Cannes-festivalen.

De to må derfor siges at være hårde konkurrenter til Vinterbrødre.

Knap så meget hæder er gået til finske Euthanizer og svenske Korparna. Den finske repræsentant handler om en mekaniker, der i fritiden afliver syge og gamle dyr, mens den svenske er en filmatisering af en roman, hvor en dreng i 1970’erne vil undgå at overtage forældrenes gård.

De fem kandidater til Nordisk Råds Filmpris 2018 kan ses i Grand Teatret og Cinemateket i København fra 12. til 14. oktober.

Trailer: Vinterbrødre

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko