Dag 1: Wong Kar-Wai i centrum

Det er ikke just solen, der præger himlen over Berlin. Derfor har man nu alligevel solbriller på, når man er en über cool auteur og hedder Wong Kar-wai.

Den karismatiske kineser var stort set hele programmet for åbningsdagen på den 63. udgave af Berlinalen.

Den 54-åige instruktør er formand for årets jury, som også tæller Susanne Bier, Tim Robbins, Andreas Dresen (tysk instruktør), Shirin Neshat (iransk instruktør), Athina Rachel Tsangari (græsk instruktør/producer) og Ellen Kuras (amerikansk filmfotograf).

”Vi er her ikke for at dømme, men for at værdsætte film,” lød det fra Wong Kar-wai på formiddagens pressemøde, hvor juryen blev spurgt, om hvilke kvaliteter juryen går efter.

En journalist bemærkede, at det i år også er første gang, juryen består af flere kvinder end mænd. Om det så får en betydning for filmen, der vinder Guldbjørnen, må vi indtil videre gisne om.

Kung fu og kærlighed
I dag lå bjørnen i dvale, da ingen film i hovedkonkurrencen var på programmet. I stedet åbnede festivalen med Wong Kar-wais længe ventede The Grandmaster. Filmen er ikke et mesterværk, men visuelt så forbilledligt udført, at den føles som et to timers æstetisk cirkelspark i hovedet.

Wong Kar-wais fortrukne skuespiller Tony Leung spiller her stormesteren Ip Man, der gjorde kung fu til en verdenskendt kampsport og oplærte Bruce Lee i at dele tæv ud.

Filmen skildrer Ip Mans liv fra 1936 og frem til midten af 1960’erne, hvor han danner sit berømte akademi for kampsport. Det var for det kinesiske folk en hård periode med borgerkrig og japansk invasion og personligt en lige så barsk tid for Ip Man, der mister to døtre og aldrig får sit livs sande kærlighed.

Kæmpesucces i Kina
Ip Man har legendarisk status i kinesernes hjerte, og siden den kinesiske verdenspremiere for få uger siden har The Grandmaster indspillet omtrent 300 millioner kroner, der gør den til Wong Kar-wais største succes.

En succes, der ikke er kommet af sig selv.

I sytten år har Wong Kar-wai haft filmen i støbeskeen, som han forklarede på filmens efterfølgende pressemøde. For Tony Leung krævede karakteren også en helt speciel indsats. Fire års hård træning måtte han igennem for at lære de hårdtslående bevægelser, der er eminent koreograferet ned til den mindste detalje.

Festivalens officielle åbningsceremoni efterlod heller ingen tvivl om, at det kinesiske makkerpar var dagens superstjerner i Berlin. I timevis havde en enorm skare af kinesiske fans stået og ventet på de to herrers ankomst på den røde løber. Og da øjeblikket endelig indtraf, blev de populære kinesere hyldet med massive pigehvin.

Dansk og dræbende kedeligt
Den begejstring var mildt sagt ikke at spore under visningen på Killing Strangers, instrueret af danske Jacob Schulsinger (mest kendt som klipper på Rúnar Rúnarssons film) og mexicanske Nicolas Pereda. 

Killing Strangers er produceret af Cph:Dox-festivalen, der hvert år sammensætter instruktørpar med danske og udenlandske instruktører, som skaber en film sammen i serien Dox:Lab. Schulsinger og Peredas film er udtaget i Berlinalens Forum-sektion, der har fokus på den eksperimenterende fortællekunst.

Det må man konstatere, at den dansk-mexicanske film lever op til.

Her veksler handlingen – hvis vi kan bruge det ord - mellem tre mexicanere, der farer vild i ørkenen under den mexicanske revolution, og tre skuespillere, der skiftes til at fremføre monologer i en sofa.

Biografsalen var stuvende fuld ved filmens start, men det var den ikke, da lyset blev tændt 60 minutter senere. Og et hurtigt blik rundt i salen afslørede, at en hel del af de resterende vågnede gabende op, mens andre havde et lettet udtryk i øjnene.

Futter sig selv af
Østeuropæiske film fylder meget i årets program, og dagens sidste film bød på noget så sjældent som på en georgisk en af slagsen. Den debuterende instruktør Zaza Rusadze introducerede selv A Fold in My Blanket, som åbnede Panaramo-sektionen, der primært stiler efter at opdage nye talenter.

I en gudsforladt flække i Georgien møder vi Dimitrij, der drømmer sig væk fra hverdagens trivielle tomgang ved at klatre i bjerge. En dag tager han den uerfarne Andrei med ud i de idylliske og stejle landskaber, hvorefter handlingen tager en lettere foruroligende drejning for de to unge mænd.

Bedst virker de galgenhumoristiske scener – som den, hvor Dimitrijs demente tante futter sig selv af ved køkkenets gaskomfur. Det er en film med momentvis fine kvaliteter, men det bliver næppe den ellers sympatiske unge georgier, som løber med årets debutantpris.