Woody Allen måske tilbage som stand-upper
Woody Allen er godt på vej mod de 78 år, men alderen påvirker tilsyneladende ikke den intellektuelle new yorkers travle arbejdsliv.
Filminstruktøren overvejer at vende tilbage på scenen, hvor karrieren begyndte som stand-up-komiker for over 50 år siden, fortæller han i et interview til The New York Times.
”Jeg leger med ideen og ville elske at se, om jeg kunne slippe af sted med den, men det kræver meget arbejde bare at samle en times materiale sammen,” forklarer Woody Allen over for avisen.
86-årig giver Allen blod på tanden
På New Yorks natklubber i 1950’erne var det den canadiske kult-komiker Mort Sahl, som gav Woody Allen inspiration til selv at træde op på scenen og blive komiker.
Han fik stor succes med sine neurotiske monologer, der skilte sig ud fra samtidens mere traditionelle vittigheder. Woody Allens popularitet steg op gennem 1960’erne, hvor han medvirkede i utallige tv-programmer. Men i starten af 1970’erne stoppede han endegyldigt med at optræde, da han for alvor begyndte at slå igennem som filminstruktør.
I sidste måned – og nu 86 år gammel – er det så igen Mort Sahl, der har givet Woody Allen blod på tanden om at prøve kræfter med hans gamle metier.
”Da jeg så ham, vendte den samme følelse tilbage, som jeg havde i midten af 1950’erne. Jeg fik lyst til at stille mig op på scenen og lave stand-up igen,” uddyber Woody Allen i The New York Times.
Musical og ny film i august
Om Woody Allen får tid til at presse mere arbejde ind i kalenderen, vil tiden vise. Han er snart aktuel på Broadway med en musical-version af sin Oscar-vindende komediefilm Bullets over Broadway, og han blæser stadig regelmæssigt i klarinetten sammen med sit faste jazzorkester.
8. august er han tilbage i de danske biografer med komediedramaet Blue Jasmine. Her spiller Cate Blanchett hovedrollen som overklassefruen Jasmine, hvis luksusliv falder fra hinanden, da hendes rige mand (Alec Baldwin) bliver sigtet for bedrageri i milliardklassen. Modsætninger mødes, da Jasmine nødtvunget må flytte ind hos sin fattige søster, der arbejder i supermarked i San Francisco.
Woody Allen medvirker ikke selv i filmen, men på rollelisten ses både 1980’er-komikeren Andrew Dice Clay og en af tidens mest populære komikere, Louis. C.K.
Kommentarer