Dag 5: Zombieudflugt og familieslagsmål

Det har været et godt år for komedier på Sundance-festivalen. Både Late Night og Velvet Buzzsaw ser jeg hellere end gerne igen en gang eller tre, og den australske zombiekomedie Little Monsters er også skøn lattermedicin.

Slackeren Dave er egentlig kun taget med sin nevøs børnehaveklasse på udflugt i håbet om at komme i bukserne på den underskønne pædagog Caroline, der spilles af Lupita Nyong’o. Men da folk begynder at æde hinanden, er han nødt til at mande sig op for at følge med den ressourcestærke pædagog, der sætter alt ind på at holde en munter stemning hos poderne.

Mens Dave desperat kører dem gennem kaosset på ladet af en sløv traktor, holder hun ungerne beskæftiget med ukulele og fællessang, og da hendes blomstrede kjole bliver smurt til med blod og indvolde, tænker hun et øjeblik og siger så: ”Jeg var i en marmeladekamp – men lad være at smage!”

Man muntrer sig godt undervejs.

Det meta-morsomme manuskript er måske lidt fattigt på oneliners, men man er i særdeles godt selskab med mandefjolset Dave (Alexander England), der klamrer sig til sit for længst opløste band og selvsikkert giver den gas med en heavy metal-ballade i børnehavebussen.

Det er en skæg omgang, og – undskyld, Zombieland-fans – formentlig den bedste zombiekomedie siden Shaun of the Dead fra 2004.

Publikum elsker wrestling
Men hvis jeg skulle sætte penge på vinderen af publikumsprisen på denne udgave af Sundance-festivalen, ville jeg gå med årets overraskelse: Stephen Merchants wrestling-komedie Fighting with My Family.

Der er masser af hjerte og kun en smule sødsuppe i historien om en arbejderfamilie i engelske Norwich. Wrestling er blevet til et familieforetagende, når børnene Zak og Raya forsøger at gøre karriere hos superligaen WWE i USA. Og så er filmen fuld af skønne replikker.

”Det er som coke, crack og kokain på én gang!” lokker moren Julia, da hun vil have sin datter med i ringen. ”Har du prøvet det?” spørger trettenårige Raya. ”Ikke på én gang,” lyder svaret.

”Uanset hvor meget på røven vi er, skal du ikke begynde at stjæle igen,” siger moren til sin mand (Lena Headey har alle de bedste replikker), giver ham et knus og tilføjer: ”Det kan vi få Zak til.”

Gennembrudsstjernen Florence Pugh (The Little Drummer Girl) er formidabel som Raya, der tager wrestlingnavnet Paige, og hun bakkes op fra alle kanter. Ikke mindst af skuespiller og forhenværende wrestler Dwayne ”The Rock” Johnson, der har produceret filmen og dukker op et par gange for at videregive lidt kollegial visdom.

Det siger noget om stemningen i salen, at stjerner som Nick Frost, Lena Headey og Vince Vaughn fik lov at stå og pynte til en Q&A efter filmen, mens publikum stillede det ene spørgsmål efter det andet til The Rock og virkelighedens Paige.

På vej hjem i vinterkulden skulle man møve sig forbi en kødrand af fans, der ventede ved bagudgangen i håbet om at få en selfie med deres yndlingswrestlere. Folk er virkelig vilde med wrestling herovre.

Drama på dødsgangen
Til gengæld er der også mange film på Sundance, der kommer til at dø en stille død – enten ved billetlugerne eller længst nede på listen over anbefalinger på en eller anden streamingtjeneste.

Den tanke var svær at slippe under Clemency, et drama om en fængselsinspektør, der med den ene henrettelse efter den anden går en smule ned med flaget. I to timer drømmer hun om at blive spændt fast til briksen, hun bliver lidt for fuld med en kollega og skændes med sin mand.

Alfre Woodard forsøger sit bedste i hovedrollen, men det stillestående drama river aldrig helt én med. Instruktør og manuskriptforfatter Chinonye Chukwu glemmer at gøre karaktererne oprigtigt interessante.

Film om samfundsrelevante emner trækker nogle gange frikort hos pressen, fordi de har en værdig agenda, og amerikanske anmeldere kalder forventeligt det middelmådige drama for en must-see med historien om dødsstraf.

Man skal vist bo i et land, der henretter fængselsfanger, for at blive begejstret over så lidt.

Forkvaklede magthavere
Så er der mere at komme efter i Gavin Hoods spionage-thriller Official Secrets, der havde verdenspremiere på festivalen.

Her drejer handlingen sig om den autentiske efterretningsofficer Katharine Gun (Keira Knightley). I optakten til invasionen af Irak i 2003 beslutter hun sig for at lække informationer om et britisk-amerikansk samarbejde. De vil afpresse modstræbende medlemmer af FN’s sikkerhedsråd til at stemme for invasionen.

Historien om den beslutning og dens efterspil i pressen og i retssystemet er ubetinget gribende og endnu en fortvivlende demonstration af, at storpolitik ikke kræver et juridisk grundlag. Den sydafrikanske instruktør udstillede magthaveres skruppelløshed i drone-thrilleren Eye in the Sky, og også i den nye film nyder han tydeligvis at revse moralsk forkvaklede magthavere.

Det er også lykkedes ham at samle et nærmest ødselt godt cast af engelske stjerneskuespillere. Især Matt Smith og Ralph Fiennes supplerer Keira Knightley så godt, at man næsten ønsker, historien var fortalt over tre film i stedet for at være klippet og klemt sammen til en enkelt.

Den mening står jeg foreløbigt alene med.

Mine kø-kammerater til bussen ville hellere tale om, hvor modig virkelighedens Katharine Gun var. Så føles det igen, som om historien er vigtigere end den lidt ujævne filmatisering.