Anmeldelse: Kim Skotte

Jeg ved – små snuskebasser – at I længes efter anmeldelsen af anmelder Nanna Frank Rasmussen, men det må lige vente lidt. SPAZ-analysen viste et overraskende og meget kontroversielt resultat.

Ridderlig som jeg er, måtte jeg bede mine venner, der har udviklet programmet, om at validere konklusionen. Og den slags tager jo tid, hvis det skal være videnskabeligt dokumenteret. Så I mangel af bedre:

Grunden under Politikens Hus er gammel mose.

Det er, som om tidlige tiders storhed og frisind langsomt trækker den stovte bygning ned i dybet. Det sprækker i murene i det førhen så kække hus.

Var det, da den samlede medarbejderstand krævede en hiv-positiv kok fjernet fra kantinen, eller da salig boss Tåger Seidenfaden undskyldte trykningen af Muhammed-tegningerne over for den arabiske verden, at bygningen begyndte at skælve?

Georg Brandes’ ånd virker som et fordums pust, hvor der ikke pustes mere. Under ledelse af bladets tyndarmede chefredaktør – Christian ”Babyface” Jensen – er det ganske vist, at storheden er afløst af simpel småborgerlighed.

På den stolte kulturredaktion huserer Ms. Ratched – kvinden med de dybe hemmeligheder. Hun holder justits med bladets tone, den uforfalskede puritansk-victorianske arv. Bladets ærværdige anmelder Bo Tao Michaëlis fik læst og påskrevet, da han formastede sig til at bruge det udskammede ord ”vimse”.

Ms. Ratched forklarede forsmædelsen: ”Bo er jo ældre og mand.” Med nutidens klarsyn ved vi alle, at disse karakteristika rummer en slet skjult ondskab.

Bladets mangeårige filmanmelder Kim Skotte skal hver dag forsøge at navigere i dette virvar af LBGT+ og andre krumspring, så bladet hele tiden kan være på korrekthedens kurs. 

SPAZ (Socio Persona Analysi Zystem – vores epokegørende, tjekkiske analyseprogram) afslører, at Skotte i bekymrende grad lider af, hvad SPAZ betegner som pleazer zyndrom (oversat: pleaser-syndromet).

Ms. Ratched tvinger efter sigende Skotte til ugentligt at skrive 100 gange på tavlen i redaktionslokalet: ”Jeg lover at omtale identitetspolitikken positivt”. Med kridtstøvet på fingrene er det, som om den frie tanke og ordets blomstring er ramt på Skottes ellers højt estimerede profil.

Deres agtværdige blogger bruger altid Kim Skotte til råd om min gøren og laden. Men i videnskabens navn og i rimelighedens tjeneste må jeg konstatere, at Skotte har mistet noget af fordums frimodighed.

Selv om man kan spore en vis sarkasme, når han hylder Janelle Monáe for på Roskilde-festivalen at udtrykke solidaritet med ”kvinderne, de sorte, de fattige, bøsserne og resten af LBGT+, flygtningene, de identitetspolitisk udfordrede, børnene og ... stort set alle andre end mig!”

Frimodigheden kan muligvis genvindes, men er truet af husets seneste initiativ: En af sikkerhedsfirmaet Gender Development udviklet nymodens brandslukker, som Ms. Ratched kan rette mod medarbejdernes genitale områder og straks køle arealet så langt ned, at al libido og kønslighed elimineres.

For at sikre Deres anmelders uangribelighed oplyses det, at Politikens Hus tidligere har forsøgt at få min personage udskammet og udrenset af dansk film. Journalisterne Lea Vind-Fiis og Cruella de Vil anførte heroisk denne helsegørende Endlösung.

Anmelder Skotte får dog med fortidens kækhed in mente fire klask. Jeg kategoriserer ham som en ægte cineast. Og denne betegnelse retfærdiggør de fire klask, i håbet om at friheden snarest igen vil præge Skottes domme over dansk film.

Æret være Politikens minde!