Rene ord

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

29. apr. 2020 | 11:09

Jan Grarup-sagen: Det skal ikke gå ud over børnene!

Foto | Good Company Pictures
Jan Grarup er kendt for at gå til stålet, når han som fotograf selv indrammer sandheden. Men dokumentaren om ham, Krigsfotografen, går i en stor bue uden om konflikter, der nu er slået ud i lys lue.

Forleden følte jeg mig kaldet til at se Krigsfotografen med nærsynsbrillen helt oppe på næseryggen for ved selvsyn at konstatere, hvad man ikke ser i den nu politianmeldte og Pressenævns-indberettede DR-dokumentar. 

De konkrete problemstillinger i portrættet af Jan Grarup var tydelige nok, hvorimod jeg sad tilbage med en fornemmelse af, at instruktøren undervejs var blevet blind af en slags Stockholmsyndrom.

Jeg har også luret lidt i anmeldelserne af filmen. De var meget positive, hvilket har overbevist mig om, at Krigsfotografen er en af den slags film, hvor man ser, hvad hovedpersonen vil se. Det ligner en problematisk selviscenesættelse på kanten af det troværdige. 

Det vender jeg tilbage til. 

Først den aktuelle klage til politi og Pressenævnet, hvor de gængse regler for samtykke er sendt til diskussion i forhold til en ekstremt følsom bisættelsesscene.

Jan Grarups ekskone døde af kræft i 2015, hvorfor han både igennem sygdomsforløbet og især efterfølgende stod med ansvaret for tre teenagebørn.

Det er filmens omdrejningspunkt.

Hvordan kan man både forblive ”verdens bedste krigsfotograf” ude på slagmarken og samtidig håndtere udfordringerne på hjemmefronten?

Det bliver sat på spidsen i en to minutter lang bisættelsesscene, der først nu åbenbarer en konflikt, filmen på ingen måde løfter sløret for. Som det fremgår af Ekkos dækning af sagen, sendte Jan Grarup en mail til ekskonens familie aftenen før bisættelsen, hvor han spurgte om lov til, at instruktøren Boris B. Bertram kunne filme mindehøjtideligheden. For børnenes skyld og kun til privat brug. 

Han nævnte ikke Krigsfotografen. Der var derfor heller ingen indvendinger.

Men da visse dele af familien – ekskonens bror og søster – opdagede filmen, der kan ses på DRTV, blev de stærkt fortørnede over den i sagens natur stærkt emotionelle bisættelsesscene, hvor de selv optræder ganske kortvarigt. De var ikke blevet oplyst om, at optagelsen var med i filmen, og har derfor heller ikke kunnet give samtykke, påstår de.

I politianmeldelsen skriver broren, at søsterens død bliver misbrugt til at promovere Jan Grarup og Boris Bertram. 

Instruktøren henviser til, at de tre børn har godkendt alle scener. Produceren afviser at klippe scenen ud, hun kalder den ”essentiel”. Hovedpersonen selv er uforstående overfor, at familiemedlemmerne føler ”ejerskab over bisættelsen” og peger på, at der må være en ”bagatelgrænse”, fordi de kun optræder ”nogle få sekunder”.

Her er jeg helt enig med Jan Grarup. Selv med nypudsede briller bemærkede jeg ikke de nævnte familiemedlemmers flygtige optræden. De har en svær sag i den henseende, men måske mere interessant peger hele forløbet på en etisk eftertanke.

For det første behovet for at få pustet støvet af de såkaldte medvirkende-kontrakter. De ligger på DR’s hjemmeside. Tilrettelæggeren skal sikre, at de optrædende forstår og accepterer emnet for produktionen og hvilken sammenhæng, de indgår i. Hvis der er tale om følsomme emner, skal de medvirkende have grundig information.

For det andet det mere komplicerede: børns sårbare roller. Søsteren er citeret for at sige, at børnenes sorg hensynsløst udnyttes til at tegne et glansbillede af Jan Grarup, så han kan sælge flere foredrag, bøger og billeder.

Det er kommet frem, at der gennem mange år har været dybe konflikter og dertilhørende mistillid mellem Jan Grarup og dele af ekskonens familie. Det er instruktøren gået i en stor bue udenom i sit portræt af Grarup.

Det er et godt eksempel på det, vi ikke ser.

Og noget paradoksalt. For Jan Grarup er kendt for at gå til stålet, når han selv indrammer sandheden.

Det er også påfaldende, hvor lidt ekskonen/moren optræder i filmen, da hendes sygdom og død er den underliggende udfordring for hovedpersonen. Vi møder hende simpelthen ikke. 

Den scene, der har medført klagerne, rammer som lidt af en vejsidebombe. Bum!

Pludselig er vi til bisættelse i en ellers overfladisk film. Vi har lige rendt rundt i Mosul og forsøgt at få en skudsikker vest spændt ordentligt på. Så hvem er nu død?

Det er et vigtigt menneske, som vi ikke er blevet ordentligt præsenteret for. Måske derfor blev jeg intimideret af, hvor tæt vi kommer på familiens sidste farvel. Vi er med helt ude ved rustvognen. Vi ser og hører børnene. Mikrofonerne opfanger tydeligt deres grådkvalte smerte og farens staccato-trøstende ord.

Det er en ubærlig scene – alt for privat efter min mening, hvilket jeg kan sige med en vis identifikation, da jeg selv har begravet en ekskæreste med vores fælles barn på skødet. 

Jeg ville have sagt nej til rullende kameraer, men Jan Grarup bestilte dem altså selv, og jeg forstår også godt, hvorfor filmholdet ikke vil af med dem. Det er det eneste sted, vi ser rock’n’roll-fotografen være ægte ydmyg over for sin nytildelte farrolle. Det er desværre også den eneste scene i filmen, hvor man bliver grebet om hjertet.

Faktisk er den så barsk, at Medierådet nævner den i sin aldersbedømmelse af filmen. Den er ikke for børn!

Alt for damerne var mest begejstret og kaldte Krigsfotografen ”et medrivende portræt uden filter”, mens Politiken var mest lunken – Kim Skotte savnede scener med refleksion.

Jan Grarup er ekstremt bevidst om kameraet. Der er kun få øjeblikke, hvor han (forhåbentlig) glemmer det. Han råber opløftet til børnene, at alle ting er forudbestemt, det er han lige blevet mindet om, op med humøret, vi må videre, ikk’!

Ud til verdens brændpunkter, selv om det brænder så rigeligt på derhjemme i herskabslejligheden.

Fotografen ser konstant anspændt ud. Han taler, som om alt det følsomme er noget, der skal overstås. Helten klarer krummerne med 500 kroner og et hurtigt ”I love you”-opkald her og der. Ingen grund til reflekterende spørgsmål fra instruktøren, eller hvad? 

Jeg sad tilbage med især et stort spørgsmålstegn: Hvis man får næsten to millioner i støttekroner fra Det Danske Filminstitut, er det vel ikke for at lave et helteportræt, der lige så godt kunne være bestilt af Grarup himself?

Der er mere til historien om Jan Grarup, selvfølgelig er der det. Vi har alle hengemte lag og gamle konflikter at tumle med, men måske bryder han sig ikke om kritiske spørgsmål. Da Dagbladet Information sidste år kiggede nærmere på stjernefotografens økonomiske forhold, var Grarups modtræk at aflyse bogreceptionen i forbindelse med sin erindringsbog.

Jan udsendte på lige så usædvanlig vis en pressemeddelelse under overskriften: ”Det skal ikke gå ud over mine børn!” hvor han udpenslede sin dybe skuffelse over Information.

Det hjalp, at artiklerne stadig ikke er blevet trykt.

I selskab med de aktuelle klagesager og en film, der uden krigs- og bisættelsesscenen ville fremstå decideret triviel, virker det, som om Jan Grarup kun skal og vil ses igennem én særlig slags brille: Den cool supermand!

Det er refleksionerne over det modsatte, der gør ikoner og filmene om dem mest spændende. 

Trailer: Krigsfotografen

Kommentarer

René Fredensborg

 

René Fredensborg er født 1972 i Vamdrup.

Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2001 og derefter ansat på gratisavisen Urban.

I 2004 vært på DR2-satireprogrammet Den halve sandhed, hvor han lavede happenings såsom at genbesætte Christiania.

Ansat på Nyhedsavisen fra 2006 til lukningen i 2008.

Samme år startede han på Ekko og skabte straks debat med sin gonzojournalistik.

Siden 2011 vært på Radio24syv, hvor han har været med til at udvikle kulturprogrammet AK24syv.

Vil som blogger have et særligt blik for dobbeltmoral og hykleri i film- og mediebranchen.

© Filmmagasinet Ekko