20. okt. 2017

12 Strong

Foto | David James

Udsendte soldater kæmper mod Taliban i bjergene, når traileren til danske Nicolai Fuglsigs spillefilmdebut skildrer krigen i Afghanistan.

Tiden spoles tilbage til terrorangrebet den 11. september. Kaprede fly fløj ind i World Trade Center, og sådan starter traileren til den danske fotojournalist Nicolai Fuglsigs spillefilmdebut 12 Strong. 

Angrebet er starten på en årelang krig, og filmen følger tolv af de første frivilligt udsendte soldater – heriblandt kaptajn Mitch Nelson (Chris Hemsworth fra Avenger-filmene).

Nelson husker, hvor han var, da han hørte nyhederne om terrorangrebet den 11. september. Han fik et lille kys af sin kone, imens han var ved at give sin datter sko på, før hun skulle afleveres i skolen. 

Men bag ham er tv’et tændt, og datteren gør ham opmærksom på, at der foregår noget usædvanligt på skærmen.

Snart er familiefaren udstationeret i Afghanistans bjerge som en af de første amerikanske soldater. Deres eneste transportmulighed er på hesteryg. De kaldes derfor ”hestesoldaterne” og rider med tøjlen i den ene hånd og et gevær i den anden. 

Nicolai Fuglsig har selv været vidne til krigsrædsler. Han instruerede krigsdokumentaren Return of the Exiled, der bygger på hans egne optagelser som udsendt fotograf til krigen i Kosovo.

12 Strong får dansk biografpremiere den 8. februar 2018.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko