04. sep. 2018

22 July

Foto | Erik Aavatsmark

Paul Greengrass’ Netflix-film om Anders Breiviks terrorangreb i Norge vil øjensynligt tæt på både gerningsmand og ofre.

Tidligere i år kom Erik Poppes rystende Utøya 22. juli, der fortæller historien om Anders Breiviks terrorangreb på den norske ø uden at vise gerningsmanden som mere end en skyggefigur.

Nu bliver Breivik skildret af en af Norges mest kendte skuespillere, Joachim Triers faste samarbejdspartner Anders Danielsen Lie, i Paul Greengrass’ 22 July.

Filmen er baseret på en bog af den norske journalist Åsne Seierstad, der beskrev den frygtelige hændelse og dens betydning i det normalt så fredelige land.

Den Oscar-nominerede englænder Greengrass har før skildret virkelighedens katastrofer i film som United 93, Captain Philips og Bloody Sunday. Ud fra traileren at bedømme fortsætter instruktøren sin realistiske stil, når han udfolder de tragiske begivenheder med et øje på både Anders Breivik og hans unge ofre.

Til gengæld føles det en anelse kunstigt, at filmens mange nordmænd taler engelsk til hinanden. Det giver måske mening, når unge socialdemokrater fra forskellige dele af verden mødes til sommerlejr på Utøya, men er svært at tro på, når Breivik taler med én fra anklagemyndigheden, der fortæller ham: ”Norway is not on trial. You are.”

”Are you sure about that?” svarer morderen koldblodigt, så man får lyst til at vide, hvad der foregår i hovedet på ham.

22 July har i dag verdenspremiere på Venedig-festivalen, men kan ses på Netflix allerede fra 10. oktober.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko