02. mar. 2017

3 ting

Foto | Adam Wallensten

Nikolaj Coster-Waldau spiller en kriminel med hemmeligheder i spillefilmdebut af manden bag Pusher.

Navnet Jens Dahl siger måske ikke det danske biografpublikum alverden, men han har en vigtig plads i dansk film. Sammen med Nicolas Winding Refn skrev han nemlig den banebrydende Pusher fra 1996.

Siden har Dahl mest skrevet for serier som Sommer og Norskov, men i år spillefilmdebuterer han som instruktør med thrilleren 3 ting, der har Nikolaj Coster-Waldau og Birgitte Hjort Sørensen i hovedrollerne.

Filmen handler om sprængstofeksperten Mikael (Coster-Waldau), der har stjålet 60 millioner med en flok serbiske kriminelle. Mikael stiller tre krav til politiet, før han går med til at snakke med dem og få vidnebeskyttelse.

Det indebærer at møde kvinden i hans liv, Camilla (Hjort Sørensen) og en bestilling for to på butter chicken fra et spisested i Valby – det sidste krav handler mere mystisk om at få en bestemt kasse fra et opbevaringsrum.

Jens Dahl har tidligere instrueret den Ekko Shortlist-nominerede kortfilm 2 piger 1 kage. Her serverer Julie (Sara Hjort Ditlevsen) en kage for sin veninde, men der er et twist. Som hævn for, at veninden har gjort noget utilgiveligt, har Julie bogstavelig talt skidt i kagen.

Selv om 3 ting ifølge filmens beskrivelse næsten udelukkende foregår på hotelværelset, hvor Mikael skal blive og snakke med politiet, er traileren ganske tempofyldt.

Der er en pulserende lydside og mørke slagskygger, og man kommer til at tænke på den i dansk film atypiske action-succes Underverden.

3 ting har dansk biografpremiere den 18. maj.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko