Man bliver formentlig tilgivet i filmklubben, hvis man ikke har det danske actiondrama Ambulancen helt frisk i erindringen.
Laurits Munch-Petersens debutfilm fra 2005 blev ikke tidens største hit med historien om to brødre, der begår et bankrøveri for at skaffe penge til deres mors operation.
I Ekko #88 fortæller Laurits Munch-Petersen historien om, hvordan en af verdens store instruktører, blockbuster-kongen Michael Bay, kontaktede danskeren for at genindspille filmen med superstjernen Jake Gyllenhaal i hovedrollen.
Nu er den første trailer til Ambulance klar, og den viser, at der er sket ting og sager i oversættelsen.
På små tre minutter er det en af de længere trailere, og der bliver ikke holdt igen på noget, når det kommer til vild action og kæmpe eksplosioner. Hvor den danske original til tider nærmest er et kammerspil i små rum, er der i den hæsblæsende amerikanske thriller storladne billeder og musik.
Jake Gyllenhaal spiller adoptivbror til en soldaterveteran (Yahya Abdul-Mateen II), der bliver overtalt til at begå et storstilet bankrøveri for et svimlende millionbeløb.
Titlen kommer af, at hovedpersonerne kaprer en ambulance for at slippe væk med deres bytte. Det stiller dem dog i et noget af et moralsk dilemma, da der er en patient i bilen.
Ambulance får premiere i danske biografer den 17. februar 2022.
Kommentarer