07. juli 2022

Amsterdam

Foto | Disney

David O. Russell er tilbage med årets mest stjernespækkede film, hvor tre personer mistænkes for et mord og kommer på sporet af en af de mest skandaløse sammensværgelser i amerikansk historie.

Af Nicki Bruun

David O. Russell har en evne til at samle verdens mest berømte skuespillere i sine film.

Instruktøren havde blandt andre Jennifer Lawrence og Bradley Cooper på rollelisten i American Hustle og Silver Linings Playbook. De medvirker ikke i hans nye film, som dog er hans mest stjernespækkede til dato.

Christian Bale, Margot Robbie, John David Washington, Chris Rock, Robert De Niro og musikeren Taylor Swift er bare nogle af navnene på rollelisten i Amsterdam.

Filmen har længe været hemmeligholdt, men traileren viser, at der er tale om et historisk komediedrama.

Bale og Washington spiller to mænd, der bliver såret under Første Verdenskrig og bliver venner med en sygeplejerske (Robbie).

Senere bliver de i 30’erne hovedmistænkte for et mord, som de overværer, og som leder dem på sporet af en af de mest skandaløse sammensværgelser i amerikansk historie.

Om det er en autentisk sammensværgelse, vises ikke, men filmen er ifølge traileren løst baseret på virkelige begivenheder.

Det er David O. Russells første spillefilm siden den lidt tørre biopic Joy fra 2015. Noget tyder på, at den nye, tempofyldte komedie bliver mere underholdende.

Amsterdam får premiere i danske biografer den 3. november.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko