Et imperium så magtfuldt, at det ikke kan forestille sig modstand.
Det er, hvad Cassian Andor er oppe imod. Denne umulige kamp indledes over tolv afsnit i en kommende serie, der slet og ret hedder Andor.
Serien foregår fem år før Rogue One: A Star Wars Story, hvor Cassian Andor er leder af oprørsalliancen.
Det er den lille mod den store.
Det slås tidligt fast i traileren med Imperiets rumskib flyvende over oprørerne som en ustoppelig kraft. Imperiets kvælende styrke må vendes imod dem – det er oprørenes eneste mulighed for, at det gode skal bestå i galaksen.
”For at stjæle fra Imperiet, skal du bare gå ind, som om du hører til,” dikterer Cassian Andor.
I traileren ses først en kvinde, der sniger sig ind i Imperiets kolde magtcenter. Oprøret tager til, og traileren afsluttes med kast af håndgranater, rumskibe i luftkamp og stormtroopere i fremmarch. Det lille oprør udvikles til en reel krig.
Man tager fra start del i Andors håbløse kamp i, hvad der tegner til at blive et actionspækket drama om den politiske orden i galaksen. Men kan serien overbevise de meget dedikerede fans af Star Wars-universet?
Andor er produceret af Lucasfilm og skabt af Tony Gilroy, der også står bag Rogue One: A Star Wars Story.
Diego Luna vender tilbage i rollen som Cassian Andor og spiller sammen med Genevieve O’Reilly, Stellan Skarsgård, Adria Arjona, Denise Gough, Kyle Soller og Fiona Shaw.
De første tre afsnit får premiere på Disney+ den 21. september.
Kommentarer