Film om invasioner fra rummet er typisk fyldt med store eksplosioner og grandios patriotisme. Tænk bare på Independence Day.
Traileren til Arrival lægger imidlertid op til en mere realistisk tilgang de fremmede væsener. Jordens fremtid ligger i en lingvists hænder, for rumvæsnerne kommunikerer gennem cirkelformede tegn, der ligner en blanding mellem kalligrafi og en rorschach-test.
Arrival er instrueret af Denis Villeneuve, der har trukket Oscar-nomineringer med film som Nawals hemmelighed og Sicario og er i gang med at lave en fortsættelse af kultfilmen Blade Runner.
I hovedrollen ses Amy Adams som Dr. Louise Banks, en professor i lingvistik, der bliver tilkaldt af militæret, da man har etableret mundtlig kontakt med gæsterne fra det ydre rum.
Det bliver et spørgsmål om liv eller død. Kan vi lære at kommunikere med de fremmede, før de – eller vi selv – angriber?
Foruden Amy Adams finder vi Jeremy Renner og Forest Whitaker på rollelisten, og i traileren møder vi også en repræsentant fra Danmark.
Arrival kan ses i biograferne fra 17. november 2016.
Kommentarer