11. nov. 2015

The Assassin

Foto | Ping Bin Lee

Overdådige billeder og tempofyldt action i traileren til Hou Hsiao-Hsiens meditative kampsportsfilm.

Den taiwanske instruktør Hou Hsiao-Hsien er en af Asiens fremmeste filmskabere og en regulær darling hos Cannes-festivalen.

Hans film har kæmpet om Guldpalmen hele syv gange, og ved årets festival i maj vandt han instruktørprisen for The Assassin.

Det er Hsiao-Hsiens første spillefilm siden det franske familiedrama Le voyage du ballon rouge fra 2007. Med The Assassin vender han tilbage til Asien og giver sig i kast med noget for ham så uvant som en kampsportsfilm.

Den finder sted i det niende århundredes Kina, hvor en kvindelig snigmorder kommer på sin sværeste opgave. Hun skal dræbe den mand, hun som barn var blevet lovet til.

Selv om action ikke er en velkendt del af Hou Hsiao-Hsiens repertoire, byder The Assassin på velkoreograferede slåskampe, som vi kender det fra kampsportsgenren. Samtidig fornægter den taiwanske instruktørs sans for smukke, farvefyldte billeder og lange, tilbagelænede indstillinger sig ikke.

Filmen får dansk biografpremiere 2. juni 2016.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko