”Slå Adolf Hitler ihjel,” er et standardsvar på spørgsmålet om, hvad folk ville gøre, hvis de kunne rejse tilbage i tiden.
Hvor mange der rent faktisk ville gøre alvor af det, er usikkert, men historien byder på helte, der ikke behøver historiens perspektiv til at kende rigtigt fra forkert.
En af dem er Georg Elser, som i 1939 forsøgte at snigmyrde Adolf Hitler. Hans heroiske gerning er nu blevet til en film af tyske Oliver Hirschbiegel med titlen Elser.
Georg Elser spilles af Christian Friedel, der brød igennem som skolelærer i Michael Hanekes Det hvide bånd. Oliver Hirschbiegel er manden bag den Oscar-nominerede Der Untergang, hvor Bruno Ganz giver en uforglemmelig præstation som Hitler.
Denne gang træder Hitler dog i baggrunden til fordel for en af de få, der turde tage kampen op med ham.
Filmen har den engelske titel 13 Minutes, og traileren lægger da heller ikke skjul på, at tiden er en særdeles vigtig faktor. Uret tikker, og den dramatiske musik spiller, mens Elsers attentatforsøg fejler, og han i stedet bliver underlagt brutalt forhør.
Ekkos udsendte på årets Berlinale, hvor Elser havde verdenspremiere, så filmen og mente, at den er et effektivt drama med højt tempo, men som dog mangler en følelsesmæssig dimension.
En dansk premieredato er ikke endeligt fastlagt, men det bliver sandsynligvis i 2016.
Kommentarer