20. apr. 2017

The Beguiled

Foto | Ben Rothstein

Sofia Coppola er tilbage i hovedkonkurrencen i Cannes med et historisk drama, hvor Nicole Kidman og Colin Farrell skaber mere gys end romantik.

To gange tidligere har Sofia Coppola præsenteret sine film i Cannes. Senest i 2013, hvor det autentiske krimidrama The Bling Ring blev vist i Un Certain Regard.

Men nu rykker Coppola igen op i hovedkonkurrencen, hvor hun sidste gang deltog i 2006 med Marie Antoinette. Den har Kirsten Dunst i hovedrollen som fransk prinsesse, og Dunst er også på rollelisten i Coppolas nye, der har titlen The Beguiled.

Denne gang deler hun lærredet med Nicole Kidman, Elle Fanning og Colin Farrell i en historie fra en pigeskole under den amerikanske borgerkrig.

I traileren møder vi først kvinderne, der lever et afsondret liv i en sydstatsvilla. Men deres liv forandrer sig drastisk, da de finder Farrells sårede soldat i skoven.

Det bliver begyndelsen på et drabelig og sexet trekantsdrama, hvor det øjensynligt ikke er ligetil, hvem der er offer for hvem.

The Beguiled bygger på bogen A Painted Devil, som blev filmatiseret i 1971 med Clint Eastwood i hovedrollen. Filmen fik sigende den danske titel Een mand – syv kvinder.

Sofia Coppolas udgave ser dog ikke overraskende ud til at fokusere mere på fortællingens kvinder, som lader sig påvirke af den pludselige mandlige tilstedeværelse, der først skaber splid mellem dem, men måske også samler dem.

The Beguiled får verdenspremiere på Cannes-festivalen, men har endnu ikke nogen dansk premieredato.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko