03. juli 2017

Borg

Foto | Julie Vrabelová

Der er hektisk tenniskamp og en hidsig Shia LaBeouf som John McEnroe i denne korte forsmag på Janus Metz’ Borg.

I dag starter verdens mest kendte tennisturnering i Wimbledon, og det er nok ikke tilfældigt, at den første teaser til Borg netop er offentliggjort.

Filmen handler nemlig om rivaliseringen mellem svenske Björn Borg, der vandt fem Wimbledon-titler i træk fra 1976 til 1980, og amerikanske John McEnroe, som overtog tronen med tre titler i starten af 80’erne.

Borg er instrueret af danske Janus Metz’, som er mest kendt for krigsdokumentaren Armadillo samt et afsnit af anden sæson af True Detective. Filmen foregår under tennisturneringen i 1980, hvor Björn Borg var regerende konge og John McEnroe en fremadstormende yngling med et voldsomt temperament.

”You cannot be serious,” råber Shia LaBeouf i rollen som den krølhårede McEnroe til dommeren i den lille forsmag, som med bombastisk musik og hurtig klipning gør den hektiske tenniskamp til en episk kamp om liv og død.

Sverrir Gudnason ligner Björn Borg på en prik. Det svenske skuespillerkoryfæ Stellan Skarsgård spiller Borgs træner Lennart Bergelin, mens Tuva Novotny ses som Borgs rumænske tennisspiller-kæreste Mariana Simionescu.

”McEnroe er et større talent, men at spille mod Borg er som at blive ramt af en forhammer,” siger den drabelige kamps kommentator sidst i teaseren.

Med mindre filmen omskriver virkeligheden, ved vi dog godt, hvem der vinder, så den gode historie gemmer sig forhåbentlig mellem tennisduellerne.

Borg har dansk biografpremiere den 21. september.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko