02. mar. 2016

Born to be Blue

Foto | Caitlin Cronenberg

Ethan Hawke kan snart ses i rollen som den trompetspillende jazzlegende Chet Baker i Born to be Blue.

Stoffer og slagsmål kommer i vejen for en ellers glimrende musikkarriere i Born to be Blue, som handler om den dygtige trompetist Chet Baker (1929–1988). 

Det er ikke første gang, at jazzmusikkeren bliver portrætteret på film. I dokumentarfilmen Let’s Get Lost fra 1988 skildres Bakers vilde liv gennem interviews med hans nærmeste. 

Instruktøren af Born to be Blue, Robert Budreau, har også tidligere instrueret en kortfilm med titlen The Deaths of Chet Baker. Her er omdrejningspunktet musikerens mystiske dødsfald. 

Baker blev i 1988 fundet død på gaden foran sit hotel i Amsterdam med et ansigt fuld af sår og en krop fyldt med heroin og kokain. Ud fra traileren at dømme handler Budreaus film dog i højere grad om Bakers forsøg på at gøre comeback.

Born to be Blue starter med sort-hvide billeder af en cool Ethan Hawke (Before-trilogien), som spiller Baker i topform. Der kommer dog hurtigt farve på billederne, og da jazzgeniet forsøger at købe heroin, bliver han overfaldet og slemt tilredt.

Ifølge traileren ser trompetistens sorte kone (Carmen Ejogo) ud til at spille en vigtig rolle i kampen om at få ham tilbage til musikken.

Born to be Blue har amerikansk premiere 25. marts, og det vides endnu ikke, om filmen bliver vist i danske biografer.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko