Det lyder jo himmelsk at bo fire børn og en papegøje i en lækker københavnerlejlighed helt uden voksne til at bestemme over sig.
Men samfundet spænder desværre ben for utopien, og uden en voksen til at hjælpe med kontakten til kommunen er børnene i alvorlig fare for at blive sendt på børnehjem. Derfor hyrer de en vidunderligt skør hushjælp, som hedder Niels, men bliver kaldt Miss Nelly.
Sådan begynder Renée Toft Simonsens populære børnebog Børnene fra Sølvgade, og det samme gør en ny film baseret på bogen. Udgangspunktet med børn alene i storbyen kan minde om den biografaktuelle svenske film Paradiset brænder.
Simonsen har selv skrevet manuskriptet, mens hendes mand Thomas Helmig har skrevet titelsangen.
I instruktørstolen sidder Mehdi Avaz, som brød igennem med dramaet Mens vi lever og senest har instrueret de populære, men langt fra kritikerroste Netflix-film Toscana og A Beautifiul Life.
Nu kaster han sig for første gang over familiefilmgenren, og ud fra traileren at dømme bliver det et magisk, men jordbundet eventyr midt i hovedstaden.
”Jeg er god til alt, også hus og hjælp,” siger Miss Nelly i Jakob Fauerbys charmerende skikkelse, da hushjælpen bliver spurgt til sin erfaring. Og truslen fra kommunen kommer også i magiske forklæder i form af Ditte Hansen som ”Kommunetrolden”.
Men det er ikke rent gak og hygge, for da Miss Nellys kæreste Brian (Anders W. Berthelsen) kommer på besøg, ser han langt mere voksent og kritisk på tingene.
”Vi bliver nødt til at melde det,” udbryder han i traileren, og måske har han ret. For selv om livet uden forældre kan lyde sjovt, er det også farligt at være barn uden beskyttelse i en meget voksen verden.
Børnene fra Sølvgade får premiere i danske biografer 10. oktober.
Kommentarer