Nyt og gammelt blandes på næsten magisk vis i traileren til Ricky Staubs debutspillefilm Concrete Cowboy.
Caleb McLaughlin (Stranger Things) indtager rollen som den rebelske teenager Cole, der pludselig står ansigt til ansigt med en stor hest i sin fars dagligstue.
Det bliver hans første møde med en verden af afroamerikanske cowboys, som hans far er en del af.
Traileren lægger op til de helt store følelser i det amerikanske far-søn-drama, hvis hovedrolleindehavere – McLaughlin og britiske Idris Elba – er blevet rost af anmelderne for deres skuespilpræstationer.
Filmen byder på et spøjst sammensurium, hvor der både er busser og ryttere i denimtøj og cowboyhatte i gadebilledet.
Der klippes fra en motorcykel, som kører gennem natten på baghjulet, til en stejlende hest, som illustrerer de to verdener, Cole er splittet imellem: det kriminelle liv på gaden og farens umoderne hestesamfund, hvor Caleb får lort på skoen.
”Baseret på de virkelige Fletcher Street Cowboys, som du aldrig har vidst eksisterede,” står der i traileren. Filmens forlæg er bogen Ghetto Cowboy, der henter direkte inspiration fra det nordlige Philadelphias virkelige cowboy-subkultur.
Filmen fik premiere på Toronto-festivalen i september sidste år, men på grund af coronakrisen blev den bredere offentliggørelse udskudt. Nu er den dog klar til at møde et streaming-publikum i hele verden.
Concrete Cowboy får premiere på Netflix den 2. april.
Kommentarer