Selvom han har påstået det modsatte, er Niels Arden Oplev godt på vej til Hollywood. Efter den verdensomspændende succes med Stieg Larsson-filmatiseringen Mænd der hader kvinder og nyheden om, at Arden skal stå for tv-versionen af Stephen Kings Under The Dome, er traileren til hans første engelsksprogede spillefilm Dead Man Down nu også blevet offentliggjort.
Arden fortsætter sit succesrige samarbejde med Noomi Rapace, der i rollen som den hævngerrige Beatrice afpresser vaneforbryderen Victor (Colin Farrell) for at bruge ham i hendes hævntogt mod gangsteren Alphonse Hoyt (Terrence Howard). Traileren antyder de voldsomme billeder, som man kender fra både Mænd der hader kvinder og i særdeleshed fra Ardens debut Portland.
I Ekko #58 skrev forfatteren Kristian Ditlev Jensen om sit besøg på optagelserne til Dead Man Down.
Kommentarer