Per Fly var senest konceptuerende instruktør på de to første afsnit af DR-serien Bedrag. Og han bliver i en verden af penge og politik, når han i starten af det nye år har premiere på Dobbeltspil, som netop har fået sin første trailer.
Filmen er en politisk thriller baseret på den sande historie om danskeren Michael Soussan, der får et drømmejob i FN’s humanitære hjælpeprogram Oil for Food. Michael har store tanker om at redde verden, men får et chok, da han kastes fra trygge kontorer i det mondæne New York til kaotiske tilstande i krigshærgede Irak.
Her opdager han, at der bliver svindlet for milliarder med landets olie.
Traileren starter i et mørkt afhøringslokale, hvor Michael Sullivan (Theo James) – som han hedder i filmen – tilsyneladende er i gevaldige vanskeligheder. Dernæst går turen i flyvende fart rundt i verden, mens musikken banker hurtigere og højere af sted, indtil filmen afslører sin tagline: ”Korruptionsskandalen, der rystede verden.”
Filmens store stjerne er den engelske skuespiller Ben Kingsley, der har vundet en Oscar for sin rolle som Gandhi, men her spiller han Michaels øjensynligt moralsk anløbne chef. Både Ben Kingsley og Theo James, der blev kendt for Divergent-trilogien, vil i øvrigt deltage med Per Fly til gallapremieren i København den 16. januar.
Dobbeltspil får premiere i danske biografer den 18. januar 2018.
Kommentarer