Sidst vi så noget til Christopher Nolan, sendte han os ud på en episk rum-odyssé i den fremragende science-fiction-film Interstellar. Nu er han snart aktuel igen, men denne gang rejser vi tilbage i tiden til Anden Verdenskrig og slaget ved Dunkerque.
Christopher Nolan er en af de få instruktører, der nærmest har ubegrænsede midler at producere sine fantasier for. Det så vi i Inception og Batman-trilogien.
Derfor er der også store forventninger til Nolans næste film, Dunkirk. Filmen handler om den store evakuering af de allierede fra havnebyen Dunkerque i Frankrig i 1940. Slaget er blevet kendt som ”Miraklet ved Dunkerque”, hvor de allierede formåede at redde en stor del af deres styrker fra den visse død.
Nazisterne havde omringet de allierede, og kun ved at flygte over Den Engelske Kanal kunne man undslippe. På ti dage evakuerede de allierede, med hjælp fra lokale fiskere, 340.000 britiske og franske soldater.
Christopher Nolan arbejder endnu engang sammen med Tom Hardy og Cillian Murphy, hvor også den Oscar-vindende Mark Rylance er på rollelisten. Harry Styles fra popgruppen One Direction får sin spillefilmdebut som skuespiller.
Med en pulserende Hans Zimmer-underlægningsmusik og Hoyte Van Hoytemas intense kameraføring vækker traileren mindelser om Spielbergs krigsdrama Saving Private Ryan, hvor de allierede bliver mejet ned ved erobringen af Omaha Beach.
Dunkirk bliver vist i de danske biografer fra den 19. juli.
Kommentarer