18. feb. 2022

Elvis

Foto | Warner Bros.

Tom Hanks spiller musik-ikonets manager i farverig storfilm, hvor et ungt talent har rollen som Elvis Presley.

Af Aske Nielsen

Baz Luhrmanns film har altid været båret af stor musikalitet.

Den australske instruktør lavede musikvideo-klipning i Romeo + Julie, filmatiserede den sexede musical Moulin Rouge! og leverede en rapmusikalsk fortolkning af The Great Gatsby.

Efter en pause på ni år er han nu tilbage med en film, der handler om en af de mest berømte musikere nogensinde: Elvis Presley.

Trods instruktørens gennemgående fokus på musik er Elvis første gang, Baz Luhrmann beskæftiger sig med en musiker fra den virkelige verden. Og han viser da også ikonet set gennem en anden mands øjne.

Tom Hanks spiller musik-ikonets manager. I traileren høres hans fortællerstemme over billederne, så fremgangen minder om The Great Gatsby, som ligeledes er en fortælling om en stor mand fra en ven.

Den flotte trailer emmer af Luhrmanns farverige og æstetiske stil med hektisk klipning og vildskab i rigelige mængder.

Rollen som Elvis spilles af unge Austin Butler, der i traileren giver prøver på både på sit sang- og dansetalent. Vi så senest Butler som en del af Manson-familien i Quentin Tarantinos Once Upon a Time in Hollywood.

Historien lader til primært at udspille sig i de turbulente 1960’ere med direkte referencer til mordene på Martin Luther King og John F. Kennedy.

Elvis har premiere i danske biografer den 23. juni.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko