”Jeg tror ikke på Gud. Jeg tror ikke på en skid,” siger Carl Mørck, hvorefter der klippes til en helikopter, som jagter et højhastighedstog.
Dramatiske strygere blander sig med de actionfyldte billeder og forstærker det nervepirrende jagtunivers.
Der er skruet op for virkemidlerne i traileren til Flaskepost fra P, som er den tredje filmatisering af Jussi Adler-Olsens krimiserie om den glædesforladte Carl Mørck og Afdeling Q.
Denne gang efterforsker Carl og Assad en kidnapning af to børn, hvilket bringer dem på sporet af en hemmelighedsfuld, religiøs menighed.
Traileren afslører en snak om emnet mellem den troende Assad og ateisten Carl, der bliver konfronteret med en verden, han slet ikke forstår.
Nordmanden Hans Petter Moland har taget plads i instruktørstolen i stedet for Mikkel Nørgaard, der instruerede de to forgængere. Han har tidligere begået krimikomedierne En ganske rar mand og Kraftidioten.
Manuskriptet er endnu en gang skrevet af genrestærke Nikolaj Arcel, der også har leveret manuskriptet til de to forgangne publikumssucceser, Kvinden i buret og Fasandræberne.
Kommentarer