15. aug. 2017

The Florida Project

Foto | Cre Film

Willem Dafoe og en gruppe unge skuespillere stråler i Sean Bakers opfølger til iPhone-filmen Tangerine.

Sean Baker imponerede med Tangerine, der tegner et hudløst portræt af transkønnede prostituerede i Los Angeles og blev optaget med en iPhone. Nu er traileren offentliggjort til hans næste The Florida Project.

Filmen foregår på et lurvet feriemotel i Florida, og handlingen ses fra den seksårige pige Moonees perspektiv.

Traileren vækker mindelser om Wes Andersen, når Moonee og hendes venner går på opdagelse i og omkring det pastelfarvede motel, The Magic Castle, til muntre toner på soundtracket.

Varmen står i kontrast til en voksenverden plaget af hårde økonomiske og sociale kår. Det antydes, at Moonees mor, den unge Halley, sælger sin krop for at have råd til den lille families ferie. I ildevarslende toner snakker Moonee om motelværelser, som børnene ikke må gå ind i.

Willem Dafoe spiller en uvant rolle som en blid, men bestemt surrogatfar for både Moonee og Halley. Men det er de charmerende børn, der løber med opmærksomheden.

The Florida Project får dansk biografpremiere den 8. februar 2018.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko