Til sommer er det 40 år siden, Axel Foley var en banan i udstødningsrøret på Beverly Hills’ kriminelle underverden i Frækkere end politiet tillader.
Sidste gang, vi så noget til den charmerende detektiv, var i treeren fra 1994, men nu vender han endelig tilbage.
I traileren til Beverly Hills Cop: Axel F trækker 62-årige Eddie Murphy igen i arbejdstøjet som en af filmhistoriens mest ikoniske politibetjente til de opdaterede synthtoner fra Harold Faltermeyers velkendte kendingsmelodi.
Men verden har ændret sig siden 90’erne, og med en forundret mine kører Foley igennem et Beverly Hills, hvor instagram-modeller flittigt poserer på hvert et fortov.
Der er også dukket nye ansigter op i politistyrken. Blandt andre ses Joseph Gordon-Levitt som detektiven Bobby, og Kevin Bacon viser sig som ny politiboss, der sætter pris på Axels resultater, hvis ikke på metoderne.
Men ikke alt er nyt, for både Judge Reinhold og Paul Reiser genfinder deres roller som Axels sidekicks Billy og Jeffrey
Traileren siger ikke noget om, hvorfor Detroit-strømeren er tilbage i Beverly Hills denne gang, men til gengæld lover den rigelige mængder action og smarte replikker.
Og så er humoren der stadig, om end lidt fladere her ved første øjekast, og der er føjet et par rynker til Axels trofaste gavtyvesmil, når han leverer oneliners med høj hastighed.
”Bare fortæl mig, at du ikke er blevet arresteret igen,” beordrer Jeffrey.
”To gange, men jeg brød ud,” svarer Axel over mobilen, imens han fører en lastbil under en vild biljagt.
Filmen tegner til at blive et hårdtsparkende skud nostalgi.
Beverly Hills Cop: Axel F får premiere på Netflix i sommeren 2024.
Kommentarer