Det er en begivenhed af enorm interesse, hver gang Wes Anderson er på vej med en ny film.
Nu er instruktøren bag perler som The Royal Tenenbaums og The Grand Budapest Hotel klar med sin næste. Og efter animationsfilmen Isle of Dogs har han igen samlet en række af verdens største stjerner til en live action-film.
The French Dispatch handler om en gruppe amerikanske journalister på en fransk avis i det 19. århundrede.
I filmens første trailer er der vanen tro for Wes Anderson ikke så få farverige krumspring. Der skiftes mellem farve og sort-hvid i de kvadratiske billeder, mens musikken lystigt banker derudad.
Vi møder nogle af filmens medvirkende, der tæller Tilda Swinton, Frances McDormand, Bill Murray og en nøgen Timothée Chalamet i badekarret. Filmen har desuden skuespillere som Owen Wilson, Elisabeth Moss og Saoirse Ronan på rollelisten.
Det hele emmer af nostalgi og den skæve form for humor, som Wes Anderson er blevet synonym med takket være film som Moonrise Kingdom og Life Aquatic.
Filmen får amerikansk premiere til sommer, og der spekuleres derfor i, at den muligvis får verdenspremiere på Cannes-festivalen i foråret.
The French Dispatch står til dansk premiere den 3. september.
Kommentarer