16. apr. 2024

Fuld af kærlighed

Foto | Andreas Bastiansen

Christina Rosendahls kommende drama ligner en spirituel fortsættelse af Vinterbergs Druk og handler om den underbelyste bagside af ædruelighed.

Af Frederik Hoff

I den Oscar-vindende Druk spiller Lars Ranthe rollen som gymnasielæreren Peter, der sammen med sine kolleger får pustet ny energi ind i arbejdslivet via alkohol.

I Christina Rosendahls kommende Fuld af kærlighed spiller Ranthe en mand – som tilfældigvis også hedder Peter – for hvem alkoholen er blevet et farligt misbrug.

Den nye trailer til filmen, som er en del af den eftertragtelsesværdige Biografklub Danmark, viser først en lykkelig familieseance med dans og kærtegn. Men den slår brat over i brutal alvor, da Peter må indlægges efter en alkoholforårsaget ulykke.

Hans kone Helen (Stine Stengade) og deres tre børn holder en intervention, hvor de kræver, at han går i behandling for sit misbrug. Grædende bukker han under for det kærlige pres.

Det lyder som en klassisk afhængighedsfortælling med en lykkelig slutning. Men allerede i traileren slår filmen et vildt sving.

”Jeg røvkeder mig. Altså der er ikke meget fest, når man skal til at leve med en ædru alkoholiker,” siger Helen drillende, men også foruroligende oprigtigt til et middagsselskab.

Og snart får Peters afholdenhed store konsekvenser for parret og især den ene af døtrene, Sofia, som spilles af Viilbjørk Malling Agger.

Peter står nu i et meget specielt dilemma.

Skal han holde fast i sin nye, sunde livsstil og risikere sit ægteskab, eller skal han genstarte tilværelsen med festligt druk og risikere sit liv?

Det ser ud til, at Christina Rosendahl – der selv har erfaring med alkohol i familien – stiller begavet skarpt på mange danskeres afhængighed af alkohol for at kunne nyde hinandens selskab. Og frem for endnu en fortælling om en alkoholikers afvænning er det først og fremmest en historie om, hvordan det påvirker de pårørende. 

Ud fra traileren at dømme er Fuld af kærlighed et originalt, rørende og uforudsigeligt dansk drama, som vi glæder os til at se i biografen fra den 23. maj.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko