Femte sæson af Game of Thrones sluttede med så mange cliffhangers, at ventetiden til den næste sæson har føltes som en sommer i Westeros (den længste sommer på dette fiktive kontinent har varet over ti år).
Traileren fra seriegigantens sjette sæson byder på en stor buffet med sex, vold, drager og endda Pilou Asbæk i rollen som piraten Euron Greyjoy.
Pilou Asbæk er den tredje dansker, der markerer sig i serien, hvor Nikolaj Coster-Waldau spiller den tvetydige Jamie Lannister. I sidste sæson så vi Birgitte Hjort Sørensen blive slået ihjel i rollen som vildkvinden Karsi.
Traileren smider om sig med spændende glimt af de forskellige handlingsstrenges fortsatte forløb.
Vi ser en tilfangetaget Daenerys (Emilia Clarke), en hævntørstig Cercei Lanister (Lena Headey) og sidst, men ikke mindst en oprejst Bran Stark (Isaak Hempstead Wright) tager kampen op med køleskabszombiernes leder.
”Winter is coming,” men vi må alle svede lidt endnu, indtil første afsnit af sæsonen går i luften den 24. april.
Kommentarer