17. nov. 2016

Ghost in the Shell

Foto | Jasin Boland

Scarlet Johansson og Pilou Asbæk spiller cyborg-superhelte i filmatiseringen af japansk anime-kultklassiker.

Glaskårne flyver om ørerne på hende, da hun springer igennem en rude. Med hævede pistoler og upåvirket af tyngdekraften nedlægger den velproportionerede Scarlet Johansson, der er iført en nøgendragt, sine fjender én efter én.

Ghost in the Shell ligner ikke de superheltefilm, vi har set fra Marvel og DC Comics i dette årti. Den ser meget mere skæv ud – som en superhelt, der er blevet kastet ind i Ridley Scotts Blade Runner

Det er en film, der allerede har skabt debat, fordi Hollywood endnu engang har valgt at hvidvaske hovedrollen. I det oprindelige tegneserieforlæg er The Major asiat, men i Hollywood bliver hovedkarakterer som bekendt hurtigt hvide.

Ghost in the Shell er en cyberpunkfortælling, der foregår i Japan i en nær fremtid. Scarlet Johansson (Lost in Translation og The Avengers) spiller hovedrollen som The Major, som er en cyborg, altså en hybrid mellem et menneske og en maskine. 

Som lederen i den offentlige sikkerhedskommission specialenhed Sektion 9 skal hun beskytte den fiktive japanske by Niihama fra forbrydere og terrorister. Sektion 9 får til opgave at bekæmpe en computerhacker – en opgave, der viser sig ikke at være så let som først antaget.

Til at hjælpe sig med at overvinde fjenden får The Major hjælp af Batou, der spilles af danske Pilou Asbæk (Krigen og Game of Thrones). Det er ikke første gang, han får æren af at spille overfor Scarlet Johansson. De spillede også sammen i Luc Bessons Lucy, der tematisk ligger i samme genre som Ghost in the Shell.

Ghost in the Shell er oprindelig en janpansk manga-tegneserie fra 1989. Serien er blevet anerkendt for at tilføre sci-fi-genren et filosofisk lag, og det skal blive interessant at se, om Rupert Sanders’ film indeholder dette aspekt.

Ghost in the Shell får dansk premiere 30. marts 2017.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko