I en af vores sjældne podcast-anmeldelser gav Ekkos anmelder sidste år fem stjerner til radiodramaet Homecoming, der i seks afsnit og med kendte skuespillere udruller en historie om erindringens usikre natur.
Nu er historien på vej i en serieudgave med ingen ringere end Julia Roberts i hovedrollen som en kvinde, der hjælper soldater tilbage til hverdagen efter hjemkomst fra krig.
Hun bearbejder deres traumatiske oplevelser, men har efter alt at dømme selv problemer at slås med.
Den første rigtige trailer giver antydning af en serie, som bevæger sig ud i sindets kringelkroge.
Med lynhurtige klip, pludselige skift i billedformatet og en repeterende voice-over af Roberts virker serien nærmest som en psykologisk gyser, der endda gør brug af enkelte skrigende violiner.
Homecoming bliver da også overført til tv-formatet af Sam Esmail, der som manden bag Mr. Robot har god erfaring med at lege både med den skrøbelige psyke og nyskabende visuel æstetik, som fører publikum ind i hovedet på forvirrede mennesker.
Foruden Julia Roberts finder man Bobby Cannavale (Boardwalk Empire), Alex Karpovsky (Girls) og Oscar-vinderen Sissy Spacek på rollelisten i serien, der varer ti afsnit af 60 minutter.
Homecoming får premiere på Amazon den 2. november.
Kommentarer