27-årige Xavier Dolan var en af forhåndsfavoritterne på årets Cannes-festival med sin første film uden for Canada, nemlig den franske It’s Only the End of the World.
Filmen endte med at få andenpræmien Grand Prix, men inden da måtte den unge instruktør gå grueligt meget igennem. Anmeldelserne var nemlig ubarmhjertige. ”Et eksperiment: Et karakterdrama uden karakterer,” tweetede en anmelder sarkastisk.
”Med mine film er det sådan, at hvis du ikke kan lide dem, kan du ikke lide mig,” sagde en rystet Dolan, da vi mødte ham i Cannes – et interview, som kan læses i det nye nummer.
I det stjernebesatte drama, der tæller skuespillere som Marion Cotillard, Vincent Cassel og Léa Seydoux, vender den uhelbredeligt syge forfatter Louis hjem til sin familie efter tolv års fravær. Gensynet er dog ikke videre lykkeligt. Under overfladen lurer spændingerne, fortvivlelsen og følelsen af svigt.
It’s Only the End of the World er en filmatisering af Jean-Luc Lagarces teaterstykke af samme navn fra 1990, og det bærer filmen også præg af. Men indimellem snakkeriet er der åndehuller af drømmerisk karakter, som tydeligvis har Dolans signatur.
Traileren viser det komplicerede forhold, som hovedpersonen Louis har til sin familie. I en speak konstaterer han tørt: ”En familie, jeg ikke kan forstille mig at dele noget med, ikke engang blod.”
Filmen har dansk premiere den 23. marts næste år.
Kommentarer