Niels Arden Oplev vender hjem til de danske rødder efter sit store og mindre vellykkede eventyr i amerikansk mainstream-film med Dead Man Down, der floppede.
Ligesom i hans danske film Drømmen og To verdener strækker rødderne sig dybt ned i provinsmulden. Med manuskript af Bo hr. Hansen er Kapgang en filmatisering af Morten Kirkskovs selvbiografiske roman om sin opvækst i Sønder Omme.
Traileren sender kærlige hilsener til dansk ungdomsfilms storhedstid i 70’erne. Historien om den konfirmationsparate og Beatles-klippede Martin foregår da også i 1976. Han er en lovende kapgænger, som er småforelsket i den smukke Kristine og måske også lidt i sin bedste ven Kim.
Men alt ændrer sig, da hans mor pludselig dør. Hvordan skal man gå kapgang ind i de voksnes rækker, når tæppet rives væk under barndommen? Martin spilles af debutanten Villads Bøye, og på rollelisten ses også Anders W. Berthelsen, Sidse Babett Knudsen, Pilou Asbæk og Jens Jørn Spottag.
Filmen får premiere 28. august.
Kommentarer