Nordic Noir møder True Detective i den første teaser til den danske krimiserie Kastanjemanden.
Serien bygger på en bestseller af Søren Sveistrup, der før han kastede sig ud i tilværelsen som romanforfatter blev kendt som manden bag DR-serien Forbrydelsen.
Der er samme uhyggelige grundstemning i Kastanjemanden, hvor Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard spiller hovedrollerne som to efterforskere, der kommer på en brutal opgave.
I en stilfærdig forstad til København bliver en ung kvinde en morgen fundet myrdet på en legeplads. Den korte trailer byder på mørke billeder, urovækkende lyde og en skræmmende udgave af sangen Æblemand – bare omskrevet, så det er med kastanjer i stedet.
Streamingtjenesten Netflix har gjort en dyd ud af at producere originale serier rundt omkring i hele verden. Herhjemme er der i første omgang blevet dykket ned i den normalt knap så danske genre sci-fi med The Rain og Equinox, som har fået henholdsvis hug og roser af anmelderne.
Det skal derfor blive spændende at se, hvordan det kommer til at gå med serien, der bevæger sig ud i det meget udforskede krimi-territorium.
Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard er to af landets dygtigste unge skuespillere, så den del er i hvert fald på plads. De får selskab på rollelisten af blandt andre David Dencik, Iben Dorner og Lars Ranthe.
Kastanjemanden får premiere til efteråret.
Kommentarer